Inside Man: uhøjtideligt frikvarter fra seriøsiteten

Inside Man

19/09-07uhøjtideligt frikvarter fra seriøsiteten
Udspekuleret og effektiviseret underholdende, men ultimativt også lettere negligeringsindbydende spændingsfilm, hvori den stabiliserede kommercielproducer Brian Grazer på uforudsagt vis kolliderer med en af den amerikanske filmindustris sande rebeller, Spike Lee, der gennem sin opsigtsvækkende og evigt interessante karriere har udvist en intelligent, kompromisløs og altid personliggjort meningserklæring i sine film. Med Inside Man iscenesætter Lee sin allerførste regulære mainstreamfilm (og ligeledes et af de få værker, hvis manuskript ikke er blevet penneført af egen hånd), hvor Lee forfordeler sine ellers så signaturiske og bastante meninger om Amerikas problemstillinger (oftest om racisme) og i stedet leverer en standardiseret Hollywood-film. Lees ætiologi herfor er ukendt; måske ville han holde en uhøjtidelig pause eller føle hvordan det ville være, når hans film faktisk fandt et publikum, men faktum er, at fusionen mellem et koncentreret og næsten plothulforladt manuskript (af debutanten Russell Gewirtz) og Lees filmiske overlegenhed er lykkedes nærmest friktionsfrit, og selvom Inside Man er glemt øjeblikket efter lysantændelse, så bydes der på intensiveret og mestendels af tiden mesterlig elegant underholdning af den sobre skuffe.

Filmen indledes mystificerende og fængende med en monolog fra filmens skurk, der i brede vendinger forklarer sine bedrifter. Gewirtz og Lee leger roligt med konventionerne, uden at det nogensinde bliver eksperimenterende, og Clive Owen er suveræn velvalgt som nonchalant, men flersidet nidding med fordækte motiver, der under et bankrøveri udviser større humanisme end forventet. Nærmest hele persongalleriet, der lettere overraskende udfyldes af celebrerede og talentgennemtrængende skuespillere over hele linien, har i filmen dog bagvedliggende agendaer, der velplaceret afsløres eklatant under handlingsfremdriften. Denzel Washington kollaborerer for fjerde gang med Lee, hvor han denne gang ikke har det store psykologiske bagland at arbejde med. Der forsøges dog at injiceres noget tvetydighed i Washingtons karakter, der har en uforløst tyveridom hængende over sig, da han kastes ud som mellemmand mellem bankrøverne/gidseltagerne og politiet. Plottet simrer klaustrofobisk i og omkring banken, men majoritetsmæssigt virker det dog nærmest som om, at Lee ikke er synderlig interesseret i sin handling, men nærmest bare hygger sig rundt med diverse scener og først hen mod slutningen for alvor indtræffer med mere reelle pointer. Man fornemmer ligeledes her den overlegenhed og narcissisme, som både beriger og tynger Lees film, men personligt fandt jeg det ganske underfundigt, at han eksempelvis ofte krydsklipper til abrupte semi-dokumentariske udspørgningssekvenser med ofrene, der muligvis er unødvendige i det store billede, men som pifter filmen op med en smule humanistisk kommentatorspor og udsøg leg med de filmiske virkemidler.

Der er kun sporadiske racebevidste ytringer fra Lees side i Inside Man, der mere er en lidt tynd moralsk fabel om kapitalismens sjælekorrumpering og en sympatisk pointe om, at forbryderne ikke altid er dem, der bærer maske. Inside Man er dog langt mere underholdning end kardinalpunkter, og som førstnævnte leveres der habil suspense, glimrende skuespilpræstationer (især Jodie Foster er en fornøjelse som kold forretningskvinde og problemløser) og en upatroniserende intelligens bag den velproducerede overflade, alt indfanget i æstetikeren Matthew Libatiques fængslende billeder. Inside Man er intet ekstraordinært, det er ’bare’ en god film, der underholder upåklageligt. Jeg håber dog lidt, at Lee dropper den allerede nu planlagte efterfølger (der om noget virker unødvendigt) og vender tilbage til sit selvkreerede, kvalitativt svingende, men konsekvent fascinerende og kompromisløse filmunivers.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.