Saw III: Makabert makværk!

Saw III

30/09-07Makabert makværk!
Anonym
Jeg havde et ambivalent forhold til "Saw", allerede fra første gang jeg så den. På den ene side mente jeg at den var et friskt pust på en ellers rådden gyserscene, men den blev desværre forværret af Elwes', Whannell's og Glover's overraskende elendige præstationer, samt et afstumpet og ringe manuskript. 2'eren står som det perfekte eksempel på at Hollywood-producerne gerne sælger deres sjæl for penge og nu er den notoriske 3'er kommet på banen.

Selv uden de høje forventninger og med hjernen på "standby", kunne jeg ikke undgå at se de første 5 minutter som andet end opvarmning til to timers gennemsyret idioti. Vi ligger ud hvor vi slap sidst, da Donnie Wahlberg må erkende at han er ude af stand til at save sin egen fod af. Istedet vælger han så, meget forståeligt, at smadre den til uigenkendelighed med et toiletlåg. En scene der, bogstavelig talt, ligger bunden og understreger kvaliteten af de kvalmende lydeffekter.

Herefter bliver vi draget ned i en ondartet og decideret ulækker spiral, hvor mennesker skrigende i rædsel og smerte, bliver udsat for sadistisk og larmende tortur af groteske aggregater. Kvinder får deres brystkasser revet itu, eks-fangere flår piercinger ud af pinefulde områder på deres nøgne, blodsmurte kroppe og nogle bliver begravet i svineindvolde. Jojo, Darren Lynn Bousman, en mand hvis CV understreger hans inkompetence, må siges at have en utrolig skræmmede og farverig fantasi - til stor ærgelse for os andre.

Saw 3's monotone og makabre modbydelighed overlever udelukkende fordi seerne venter på det obligatoriske plot twist, der gjorde 1'eren så rendyrket. I 3'eren skuffer Bousman (utrolig nok mere end han gjorde i 2'eren), da twistet i "Saw 3" i virkelighed er en optakt til 4'eren, som forhåbenlig bliver langt mindre populær, men uden tvivl langt mere forfærdelig.

At en ellers dygtig og ung skuespillerinde som Shawnee Smith, har valgt at smide sin evner væk på Saw 3's bloddryppende stupiditet, er et skamfuldt spild af talent. Udover Smith, giver samtlige deltagere hver deres ækle donation til Bousman's diletantiske omgang lemlæstelse, som dog drunker i filmens rodede og perverse "plot". Kun Charlie Clouser's stemningsfulde og lækre soundtrack er en lyssplet, på en ellers mørk himmel.

Uden tvivl dette års værste og mest intetsigende blockbuster. Gud Fader bevares!

30/09-07Jarl
For at kvittere for rosen af min anmeldelse af "Apocalypto" kan jeg udnævne denne (formentlig fuldt retfærdige) tilsvinelse af "Saw III" som dit bedste skriveværk i din tid på scope. Uden tvivl. Det er spøjst, medrivende og opfindsomt skrevet og nydeligt at læse.

30/09-07Jarl
Underholdende og godt skrevet anmeldelse, selvom jeg langt fra er enig, jf. min egen anmeldelse.

Man kunne måske undre sig over, at du overhovedet ser filmen med din begejstring for de to første film in mente.... Du kan da ikke have forventet ret meget andet end du fik.

30/09-07Rasmus & Slat
Anonym
Rasmus: Jeg takker mange gange!:)

Mr. Slat: Jeg havde på ingen måde høje forventninger til Saw 3 (som jeg også skrev) og forsøgte så vidt muligt at se den som en fremragende undskyldning for at fortærre uhyggelige mængder popcorn. Alligevel føler jeg ikke det kondolere dens ringe kvalitet, set f.eks den første film i betragtning. Jeg mener at Saw-serien overlever fordi den er mere gennemtænkt og helstøbt, end langt flere af de gysere som Hollywood smider i biografen nu til dags. Jeg var ikke vild med 2'eren, da den dræbte den snært af originialitet, der gjorde 1'eren så unik. 3'eren er i mine øjne dødsstøddet.

Vold og gore på film kan fungere fint, hvis det er gjort med et vist fundament. Nu er Saw 3 en gyser, så dens formål er vel at skræmme og gøre folk utilpas? Den sidstnævnte rolle udfylder den glimrende - men med hvilket grundlag? 85 % af filmen består af torturscener, nogle totalt ude af sammenhæng fra resten af forløbet. Plottet drunker bogstavelig talt i blod og det er ikke hvad der gør en gyser rendyrket - det mener jeg ihvertfald:) En gyser skal være stemningsfyldt og krybende, og smide løjerne i hovedet på os, når vi mindst venter det - noget som den første film formået at gøre.

Ikke dermed sagt at jeg forbander alle splatterfilm (som Saw 3 vel må siges at være?) - overhovedet ikke! Jeg har altid haft en svaghed for de japanske extreme-splattere såsom "Guinea Pig" og er da også en stor fan af Rugero Deodato's "Cannibal Holocaust".
Blandt de amerikanske kan jeg nævne "Hellraiser"-serien, som dog er langt bedre og mere solidt skriveværk end Saw 3 er, hvis jeg må være så firkantet at sammenligne de to?:)

30/09-07Jarl
Mine pointe omkring Saw 3 kan du læse under mit indlæg.

Mht. horrorfilmens formål, så jeg personligt mere til eksplicit ubehag en snigende uhygge. Enig i, at en gyser skal skræmme og gøre folk bange, men jeg ser mere Sawfilmenes mission som værende at skabe ubehag hos publikum end at skræmme via overraskelser.

En sammeligning med Hellraiserserien er måske ikke helt let. Her mener jeg dog også kun, at det er den første film, som for alvor holder, men jeg skal ærligt indrømme, at det er noget tid siden, at jeg har set dem.

Fedt at du nævner Cannibal Holocaust... det er sgu en klassefilm.

30/09-07Jarl
Anonym
"Mht. horrorfilmens formål, så jeg personligt mere til eksplicit ubehag en snigende uhygge. Enig i, at en gyser skal skræmme og gøre folk bange, men jeg ser mere Sawfilmenes mission som værende at skabe ubehag hos publikum end at skræmme via overraskelser".

Jeg forstår fuldt ud din pointe og vil tildels give dig ret. Mit problem ligger i at filmen udelukkende leverer lemlæstelse og tortur. Ja, det er skam ubehageligt, men hvis det er alt den bygger på, vil jeg mene at min bedømmelse er fuldt berettiget:). En film der udelukkende eksisterer for at gøre seeren utilpas via. en parade af rædselsscenarier, fortjener i mine øjne ikke mere end én enkelt stjerne.

Hvis den, som jeg da håber, forsøger at leverer mere end noget så monotont, fejler den desværre stort:)

-Og jeg er iøvrigt helt enig i din holdning til Cannibal Holocaust!

30/09-07...
Muligvis er "Cannibal Holocaust" en klassefilm, men er det ikke en af de primitive semi-italienske splattere hvor et hav af dyr må lade livet "for real"? Jeg så nemlig engang noget af en film ved navn "Jaget af Kannibaler" hvor flere dyr blev enten slagtet eller ædt. Og den er slags er forkasteligt efter min mening.

30/09-07...
Jaget af kannibaler = cannibal ferox og ikke cannibal holocaust... men der ryger vist også en skildpadde i svinget. Det er vist dog aldrig bliver opklaret om det er for reel... men ellers er det nu de væmmelig handlinger mod menneskene i filmen, som gør den til noget specielt.

Mener nu, at der er en lang række af horrorfilm som ikke har andet formår end at vise lemlæstelse eller lignende. De nævnte Hellraiserfilm er da et godt eksempel. På nær den første er historierne, da ikke ligefrem mesterværker...

01/10-07Cannibal Holocaust
Anonym
En italiensk Mondo-splatter fra 1980, instrueret af Ruggero Deodato.

Jo, mange dyr må lade livet for filmen (også set f.eks i den japanske "Men Behind the Sun" - også et godt stykke film), men som Deodato selv højt og larmende proklamerede: "Vold sælger. Mennesker nyder at se mennesker lide" - og filmens popularitet, berømmelse eller berygtelse, må siges at støtte hans argument.

I mine øjne er den både en fremragende parodi på det vi mennesker kan lide at se, samtidig med at den ikke blot leverer varen - den smider det i hovedet på os og siger "så kan i lære det!".

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.