Ratatouille: Rotte-ret

Ratatouille

07/10-07Rotte-ret
Pixar kan det der med at lave hjertevarme animerede familiefilm med stor teknisk flair. I ”Ratatouille” kaster de sig over haute cuisine og rotter. Umiddelbart en ubehagelig kombination, men hvis nogen kan gøre det seværdigt og hyggeligt, så er det Brad Bird og hans hold.

Rotten Remy (Patton Oswalt) er ikke som andre affaldsædende gnavere. Han er trådt et skridt op af evolutionsstigen. Han har nemlig en sublim lugte- og smagssans, og så kan han lave mad. Da han en dag ender i en parisisk restaurant, der indtil for nylig havde et fint renomme, slutter han sig sammen med den kluntede køkkendreng Linguini (Lou Romano), og sammen bliver de en fremragende kok. Men køkkenchefen Skinner (Ian Holm) bryder sig ikke om en køkkendreng, der møver sig sådan ind i hans køkken. Specielt ikke da Linguini og Remys mad bliver rost til skyerne, og den enormt kritiske og elitære madkritiker Anton Ego (Peter O'Toole) vil komme og anmelde restauranten.

Filmen har det hele. En konflikt imellem en rotteidealist og de affaldsædende rotterealister, der ikke tror på, at mennesker kan acceptere rotter. Der er en smule romance. Der herlige humoristiske sekvenser, som da kynikeren Anton Ego får et flashback til sin barndom med mors gryder. Der er Paris' klamme affaldsdynger og Paris' smukke nattelys set i rotte højde. Brad Bird og holdet har virkelig gjort noget ud af at vise et lækkert køkken set helt nede fra et lille væsens perspektiv. Og rotterne vasker selvfølgelig hænder, så helt klamt bliver det ikke.

Man kan mærke, at Brad Bird og holdet selv tror på filmmagien, og de skaber den omhyggeligt detalje for detalje og med en velfortalt historie. Normalt bryder jeg mig ikke om det sentimentale og sukkersøde, men Pixar er fuldkommen klar over, hvad de gør. De pakker alting ind i en blød og behagelig atmosfære, og de gør det enormt godt. Det bliver ikke klistret og ubehageligt, men derimod en dejlig og hyggelig filmverden at besøge. De fanger det romantiske og hyggelige ved Paris og atmosfæren ved en klassisk gammel restaurant.

Jeg følte mig lidt som barn igen, der så en af de klassiske Disney-film.

Edit: Jeg så originalversionen, selv om jeg har postet her.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.