Saw 4: Saw - serien der ikke vil dø, selv om Jigsaw ER død

Saw 4

07/11-07Saw - serien der ikke vil dø, selv om Jigsaw ER død
*SPOILERS* (Men er der i virkeligheden nogen der tager sig af det??)

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det var med stor skepsis jeg bevægede mig ind til denne, da 3eren absolut ikke var noget hit hos mig. Og selv UDEN nogen form for forventninger blev jeg skuffet (det samme skete med Independence Day, men den havde jeg i det mindste bare lånt på video af en ven).
Where to start...? Jigsaw er jo død, og for at understrege dette, starter 4eren med en utroligt lang obduktionsscene af ham, der sikkert nok skal virke ulækker, men bare....tjah, bare er der.
Så sker der en masse ting, karakterer introduceres, vist nok nogle der også var med i 3eren, vi ser en masse til Jigsaw i flashbacks, via hans ekskone, og naturligvis er der et bånd han har indtalt hvor han får fortalt folk at spillet ikke er ovre, yada, yada, yada.
Så sker der mere, et par fælder, men absolut ingen af dem der kan fremkalde mere end et skuldertræk. Den værste/bedste er en med nogle knive i et ansigt, men den er stadig bare blah.
Så er der Jigsaw selv, der er blevet fuldkommen reduceret til en omvandrende papkliché. Hvor han i de første formåede at være nogenlunde filosofisk, er han nu blevet degraderet til at svare "I didn't do this to you. You did it to yourself" da en af hans ofre skriger "What have you done to me?" og på et andet tidspunkt får han lov at ytre de åh-så-viise-helt-nyopfundne ord: "Time is an illusion".
Og så var der den totalt stupide, kvindelige betjent, der sammen med sin makker er på sporet af Jigsaw. De ved begge hvad det er for syge spil han kører, og på et tidspunkt træder de så ind i et værelse hvor den famøse dukke sidder, der hænger en diktafon om halsen på den, hun tænder for den, og Jigsaw har indtalt en advarsel på den. Bl.a. at hendes næste skridt vil være afgørende. Så ser hun noget bevæge sig bag dukkens øjne, og fandeme om hun så ikke stikker hele snotten derned!! Og bliver selvfølgelig eksploderet lige i fjæset, så hun må køres på hospitalet med lynets hast, for ikke at dø af blodmangel. Jamen, altså! Skulle vi tro på at sådan en bimbo kunne blive betjent?? Åh, og Jigsaw vidste åbenbart at det lige var HENDE der ville tænde båndoptageren, for båndet starter med at han henvender sig til hende. Og han vidste også hvem den betjent der var med hende var, for på samme bånd "forudsiger" han, at samme betjent vil skyde en uskyldig mand. To mega-plothuller, som ingen rigtig gad forklare.
Ind imellem får vi så, via Jiggys ekskone, hele baggrunden for hans sindssyge, og de scener er faktisk ret interessante, og ekskonen er det bedste ved hele filmen...kunne dog have været interessant hvis de havde fundet på at bruge hende mere som en del af hans spil, for dét havde været et twist, og ret troværdigt, faktisk. Men ak, det fadede også bare mere eller mindre ud. Men i stedet var hans "elev" denne gang en man knapt nok havde lagt mærke til.
Og SÅ begynder spændingen, midt i blod, skrig, hurtige klip, osv. Nye personer dukker op, og man tænker "Hmmm, har jeg ikke set ham før? Var det ikke ham i 3eren der skulle igennem spillet for at redde sin kone og - ultimativt - sin datter, der sad låst inde i et eller andet rum? Jo! Søreme så om det ikke er, hvad mon han laver dér?".
Og så sker der pludselig en masse fra 3eren, man tænker at det er flashbacks for at få det hele på plads, men næææh nej, det er mere raffineret(!!) end som så: DET ER NEMLIG SLET IKKE SAW IV!! DET ER SAW-FOREGÅR-PARALLELT-MED-III!!
Ja! Netop!! Den foregår parallelt med 3eren, så Jigsaw er slet ikke død!! Eller...jo, det er han, men obduktionen i starten foregår så efter III og IV. Var DÉT ikke snedigt? Hva'?? Og som en ekstra krumme i sengen, så ham manden der skal redde sin datter (konens hoved blev jo blæst til atomer), bliver såmænd skudt og dræbt, så man får ingen forklaring på hvor hans datter er, eller i hvilken tilstand.
Det er virkelig den mest latterlige måde at holde liv i serien på. Lad den nu bare dø ud, please.
Det værste er næsten, at de i skrivende stund er ved at filme V og VI, back to back....oh, the horror!!

I mit univers eksisterer kun Saw og Saw II.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.