Direktøren for det hele: uspiselig lagkage med narcissisme...

Direktøren for det hele

11/11-07uspiselig lagkage med narcissisme som fundament
Danmarks uopnåelige enfant terrible og selvcelebrerende provokatør Lars von Trier skruer ned for den dramatiske feministtragedie efter det kommercielle flop Manderlay og forsøger sig i stedet med et skævt tag på den populistiske og folkekære komediegenre, hvor han med Direktøren for Det Hele dog endnu engang beviser, at han aldrig ville kunne begå en publikumstilfredsstillende konventionel film. Dette er i sig selv en fair sag, og da især for en intelligent original som den kære von Trier, men når filmen i sig selv proklameres som bevidst uprovokerende og uhøjtidelig, så er det fejlslagent, da den ultimativt ender som en omgang prætentiøs stikpille til det brede publikum, hvor von Triers insisterende intellektualisering patroniserer den udefinerede målgruppe, der af navnemæssige årsager er forledt til bevidnelse af dette selvindtagende makværk af et filmflop.

Direktøren For Det Hele indledes med ansvarsmanden for det hele, der med en stærk selvfedme postulerer, at denne film er lavet for hyggens skyld og ikke af stødende årsager. Von Trier tillægger filmen et interessant metafilmisk lag gennem fremdriften, der i det sluttelige løb dog føles malplaceret forceret blandt simpliciteten i historien om en skuespiller, der udgiver sig for at være direktøren for et helt firma. Den venlige Jens Albinus har med en stærk portion selvironi og sarkasme kreeret en skuespillerkarakter, der overanalyser ethvert moment af sin opførsel med en virkelighedsfjern og momentvis morsom distance. Albinus tilbeder den fiktionaliserede skuespillerteoretiker Bandini, der bruger kontraster som argument for skuespil. Den underspillede humor i Albinus’ konstante referering til Bandidi (en variation over magikeren Houdini?) er ganske kløgtig, men som alt andet i filmen opblæses dette til uhyggelig anstrengende effekt. Hvilket er en skam, siden omdrejningspunktet er simpelt og egentlig ganske underfundigt. Von Trier populerer desuden baggrunden med veldrejede og bizarre sidekarakterer, hvor især den afdæmpede Casper Christensen er morsom som jysk voldsmand, mens de andre underdanige arbejdende giver filmen en stille portion humor, der dog ikke kan undsige sig at være kedsommelig blandt den kunstfikserede indfaldsvinkel til komediegenren. Der er ellers nok af tematisk potentiale for Trier at boltre sig i om narcissisme, gensidige spejlinger af indre dystre sider (Albinus og den horrible Peter Gantzlers karakter er ultimativt vand af samme molekyle) og komisk udlevering i klassisk misantropisk stil. Fokusen er dog flygtig, ligeledes er publikums interesse.

I stedet for at gå den konventionelle vej, bryder von Trier naturligvis atter regler i sin film og har denne gang ´opfundet’ kamerastyringssystemet Auomavision, der kalkulerer billedkompositionen ud fra tilfældigheder. Sammen med det kontinuitetsbrydende white balance setting og den bevidst fejlagtige lydside giver dette filmen en helt absurd stil, der muligvis har sine innoverende elementer, men aldrig bryder igennem som vellykket. Von Trier er desperat i sit forsøg på at dekonstruerer filmmediet og dens konstante manipulation, og Direktøren For Det Hele er bundklangen, der vibrerer tolerancegrænsen den forkerte vej. Hvilket sikkert har været instruktørens arrogante mening.

Afslutningsvis kan jeg kun sige, at Von Trier er for intellektuel og kunstnerisk til denne genre. Men hvorfor prøver han overhovedet så at begå sig i den? Spild af tid for alles vedkommende.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.