Magnolia: Frelse og frøer

Magnolia

13/11-07Frelse og frøer
Ensemble-genren er efterhånden blevet et gennemtærsket kapitel i særligt nyere tids filmhistorie. Konceptet er enkelt, tag en håndfuld karakterer og væv dem sammen, enten gennem underliggende temaer eller fysiske handlinger, og utallige gange har vi set den benyttet - hvilket man forrige år sågar lovpriste med den ultimative belønning i form af filmverdenens største hæderspris, Oscar-statuetten, i forbindelse med filmen ”Crash”.

Netop fordi filmverdenen har udnyttet ensemble-ritualet som en grundformel gennem et hav af film, kan det på afstand være svært at få øje på, hvad Paul Thomas Andersons ”Magnolia” har at bidrage med, særligt her knap 9 år efter dens premiere. Egentlig burde man, efter at have oplevet skæbnefortællinger om mennesker der finder lykken eller rammer bunden efter en ordentlig omgang (manglende) selvransagelse gang på gang, betragte ”Magnolia” som en skabelonskåret og uoriginal film. Men nej - tvært imod er det en film der kommer så langt bag på én, eller rettere sagt så langt ind i én, at man uden skepsis hengiver sig og lader sig indslynge i dens rørende og rammende favn.

I størstedelen af sine tre timer og ti minutter er ”Magnolia” nemlig en intet mindre end spektakulær film, der giver plads til både grin og gråd gennem sine åndeløst intense, vittige, nedslående og opløftende scener. Vi bliver med andre ord godt og grundigt kastet rundt mellem markante kursændringer og bundvendinger i den helt store følelsesmæssige rutsjebane i selskab med filmens bredde karaktervifte, når skuespillergenier som Philip Seymour Hoffman, Julianne Moore og ikke mindst Tom Cruise spiller det ubestridt bedste de har lært. Og det er så afgjort i kraft af dem, at filmen evner at levere sine tidløse temaer om tilgivelse og forsoning med en eftertrykkelig resonans, der sjældent har set mage.

Ud over at presse sine skuespillere til tåre og til det optimale stadie af deres gudsbenådede talent, så har det utvivlsomt været et hovedærinde for Paul Thomas Anderson at gøre en sublim filmisk oplevelse ud af ”Magnolia”. Gennem smukke belysninger, fabelagtig musik og vanskelige, men uhyre elegante kameraudskejelser må man sige det lykkes - ikke blot at skabe et filmunivers af teknisk og stemningsmæssig perfektion, men at få selv de mindre sindsoprivende dele af den langstrakte film til at falde i spænd som glitrende perler på den lange snor.

Tilbage står afslutningen med frøerne og ikke mindst Franks (Tom Cruise’s) smertefulde hadetale til sin komalagte far som scener af filmhistoriens bedste, men også en film, der på både jordnær og vitterlig magisk vis bærer sit publikum gennem gyldne bidder af livets knudrede og smukke vej. "Magnolia" er en filmoplevelse af de allerstørste.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.