The Game: Med livet som indsats

The Game

19/11-07Med livet som indsats
Jeg bryder mig normalt ikke om amerikanske actionfilm, men ”The Game” er en undtagelse. Den er intet mindre end genial. Jeg har nu set filmen fire gange, og den er lige god hver gang. Den handler om noget så kedeligt som barndoms-traumer. Følelseskolde skiderikker har ofte været udsat for en meget smertefuld begivenhed som barn, eller har haft en horribel opvækst i det hele taget, hvilket har skabt et traume hos dem. Som en reaktion på dette har de opbygget et værn imod deres egne smertefulde følelser, og lukker helt af. Alle kender en følelseskold skiderik, og ved hvor svært, for ikke at sige umuligt, det er at få ham eller hende til at forbedre sig. Psykoterapi hjælper heller ikke rigtigt. De kan gå i terapi i årevis uden at komme ud af stedet. Det der skal til, hvis de virkelig skal helbredes, er at de kommer helt ned med nakken, og derefter gennemgår en åndelig transformation, en død/genfødsels-proces, og vågner op til et helt nyt liv. Det siger sig selv at dette sker for de færreste mennesker.

Det geniale ved ”The Game” er at den behandler så tungt et emne på en let og elegant måde, og fremtræder som en særdeles underholdende og populær film. Den er også utrolig fantasifuld og humoristisk, midt i al den nervepirrende spænding. Filmen har en ganske bestemt tone, som rammer min smag lige i øjet. Et ekstra plus er det at den er totalt uforudsigelig første gang man ser den, og skifter drejning adskillige gange undervejs.

Michael Douglas spiller rollen som den stenrige skiderik, der som barn så sin far begå selvmord, til perfektion. Han har aldrig været bedre. Alle de øvrige roller spilles også godt. Det eneste negative jeg har at sige om filmen, er at den nye Michael Douglas, som til sidst vågner op efter sit selvmordsforsøg, ligner den gamle alt for meget. Han burde have forandret sig meget mere end han så ud til, efter alt det han havde gennemgået. Det er jo dét der er hele filmens plot. Det er tydeligt at Michael Douglas ikke var i stand til at fylde den rolle ud. Man må gå ud fra at han ikke var nået så langt i sit virkelig liv.

18/12-08Carl
The Game er da heller ikke en actionfilm, men en thriller.

22/12-08Carl
Du har ret - men jeg tror nu også pointen var en anden, for filmen er sandt for dyden genial - den når næsten fight club..

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.