United 93: Det sidste billede

United 93
Film United 93
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
Slettet
Skræmmende realistisk.Wuuuuuuuurh
Attentat-HorrorCasparus
Så utrolig ægteDiscoLemon
Dybt bevægendePolarmagnus
RammendeP-er
Det sidste billedeRasmusFL
Fabelagtig!The Law
Indlæg Se alle indlæg (28) Se mere

23/11-07Det sidste billede
Spoilers:

Min oplevelse med Paul Greengrass' "United 93" var anderledes end forventet. Indlevende naturrealisme og ubærlige nervepinsler var hvad min hjerne var opsat på, da jeg mørklagde mit værelse, lukkede min dør og smed mig komfortabelt til rette foran fjernsynet. Og selvom det var hvad den fik, var det på en langt anden måde end afventet.

Filmen starter overraskende med en indledningsmontage af de arabiske flykaprere og deres forberedelser på et anonymt hotelværelsen, inden startskudet for den berygtede dag endnu har lydt. Mændenes blikke er anspændte og varer ved i takt med udøvelserne af deres religiøse ritualer.
Som filmens titel, der henviser til det kaprede, men målagværgede fly under den 11/9, klart indikerer, er "United 93" et, langt styrdyk mod et ultimativt lavplan af udslettelse - mest af alt fra de ufrivillige ofre der gik til i terroristernes kyniske magt. Tragedien sætter dog ind allerede fra første minut ved synet af de trosdrevne araberes urolige og nærmest uafklarede ansigter, og fra netop denne begyndelse ses Paul Greengrass påpegelse af dagen som et fundamentalt, frem for 'blot' nationalt, forfald.

Ikke blot begyndelsesvis, men gennem samtlige af sine spilletidsminutter undlader Greengrass at lade nationalismen føre ordet og lege mudderkast. Ikke engang da United-flyet, efter en sej og spændstig ventetid, forlader jordoverfalden og lader kapringsindgrebet finde sted, lader nuancerne livet til fordel for spændingen. Ikke engang da bliver de fire skurkeskikkelser umenneskelige og onde til den bestialske grad de i sagens natur burde være - de forbliver de pressede, tilnærmelsesvist uafklarede amatøre de var på hotelværelset og matcher på perfekt uoverdrevet vis de magtesløse flypassagere, der er i deres vold.

Da jeg både til at starte og slutte med i mit første afsnit skrev, at min oplevelse med "United 93" var af anden slags end forventet, hænger det sammen med at filmen besad flere svaghedstegn og færre reele styrker end hvad det afsluttende indtryk berettigede. Greengrass' talent for gengivelsen af faktuelle begivenheder (som han ligeledes overlegent lod sig prale af med "Bloody Sunday") resulterer atter i en ualmindelig nærhed og realisme i "United 93", men filmen føles, primært i sin start og sin midterdel, ikke helt så medrivende som man kunne ønske. Passagerernes gråd og smerte og den tværgående, gloende dialog mellem flyveledelsens overhoveder skaber intensitet, men kun sjældent (og særligt nær slutningen) den følelsesmæssige slagkraft der har været tilsigtet.

Mit argument for den femte stjerne er derfor af anden subjektiv art end imødekommelsen af den generelle kvalitet i filmen. Det var filmens sidste scene, og i særdeleshed dens sidste billede, der efterlod mig en seriøs trykken i maven, som en mavepuster jeg havde set komme, men ingen kræfter besad til at modstå. Det afsluttende og helt igennem forfærdende syn af et nærmende markområde set ud gennem et cockpitvindue er et filmbillede med en formel lignende terroraktionen, der fandt sted den 11/9: Handlingen er pludselig og virkningen eftertrykkelig - og efter synet af filmens sidste kameraindstilling sidder man tilbage med en overbevisning om, at have genkaldt følelsen der kortsluttede alle tanker og sendte den moderne verden til tælling tilbage i 2001, så stærk som det er filmmediet mulig at opdyrke.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.