30 Days of Night: Bidende kulde

30 Days of Night

02/12-07Bidende kulde
Opvejet mod nutidens helt store trend, zombierne, synes vampyrerne lidt som noget, den moderne gyserfilm er vokset fra. Da jeg hørte at en ny vampyrfilm - altså denne - var under opsejling, lød præmissen om skarpladt mundtøj, lange negle og iturevne halse ærlig talt lidt sløj. Med den talentfulde David Slades seneste udspil, "30 Days of Night", bør der dog langt fra kimses af det blodtørstige folkefærd - vampyrer er nogle satans bæster, hvilket hans blot anden spillefilm slår en overordentlig tyk streg under.

Efter sine to, visuelt overvældende veludrustede film bør der næppe herske tvivl om, at David Slade er en mester i filmbilleder. Hvor den fantastiske debut, "Hard Candy", lod vægfarver og blegt solskinsindfald forvandle et nydeligt parcelhus til en vaskeægte mareridtskulisse, lægger ”30 Days of Night” ligeledes en underliggende kunst i at visualisere en form for skærsild i jordnære rammer. Denne gang skal byen males rød - og på imponerende vis får Slade gjort en snedækket, mørkelagt og vampyrbefærdet by i Alaska til et sted, der påminder seeren om sine værste mareridt og som fluks indtræder på alle tiders liste over de mest mindeværdige lokaliteter i gyserfilmens historie.

På det stilmæssige plan er ”30 Days of Night” ikke blot bjergtagende flot, men også overraskende brutal. Allerede fra filmens ildevarslende start, hvor en flok hunde slagtes med en nådesløshed så selv det halve kunne være nok, anes den visuelle brutalitet filmen drives frem ad, og ikke længe efter er den klasket ud i hele synsfeltet.
Kranier flækkes, kroppe pulveriseres og halse skambides, men gennem et så talentfuldt filmsprog at man nærmer sig et visuelt stadie lignende ”Sin City”. Særligt i en af filmens flotteste sekvenser kan denne sammenligning siges at holde vande, ved det nærmest smukke syn af en blodtørstig vampyr på taget af en kørende bil, der fuldkommen lader skikkelsen falde i ét med billedets skyggeomrids som en kulsort tegning (enhver der ikke sov under filmen burde vide hvad jeg snakker om).

David Slade og hans ledsagende fotograf, Jo Willems, får med andre ord stablet et sublimt gudsforladt univers på benene - et univers hvor hvert et billede af alt fra knivskarpe vampyrtænder til dalende snefnug og blodstænkte snedynger bliver gjort til den mest drabelige form for ægte billedpoesi. Selvom filmens underholdningsværdi lider store tab af midterdelens manglende opfindsomhed, så vinder den på sin unikke, sin makabre stemning, sin blodige visuelle poesi og sin formidable slutning. ”30 Days of Night” er vampyrernes eftertrykkelige comeback - og en film ultimativ tæt på den femte stjerne.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.