4 måneder, 3 uger og 2 dage: Rå realisme og kold kynisme

4 måneder, 3 uger og 2 dage

09/12-07Rå realisme og kold kynisme
Rumænsk film har det skidegodt for tiden. Inden for de sidste år har de været helt i front ved filmfestivalerne med flere hårde og rå realistiske film om menneskelighed i en kold og kynisk verden.

Årets guldpalmevinder er den rumænske film om to piger i de sidste år af kommunismestyret. Otilia (Anamaria Marinca) og Gabriela (Laura Vasiliu). To værelseskammerater på et kedeligt kollegium i en trøstesløs beton- og asfaltby.

Instruktør Cristian Mungiu starter ”Elephant”-agtigt ved nøgternt og tæt at vise os livet på deres kollegium, hvor der udveksles tic-tacs, cigaretter og parfume i stor stil. For en socialistisk stat er der meget fokus på materielle goder. Men penge betyder meget for Otilia og Gabriela. Gabriela er nemlig blevet gravid. Abort medfører fængselsstraf i Rumænien i 1987. Så det må foregå under jorden. Og det har en høj pris.

Filmen skildrer den ubehagelige situation i en kold, realistisk stil, der minder om Dardenne-brødrenes. Det totalitære system presser pigerne langt ud i desperation. Filmen nemlig ikke om selve aborten. Den handler i virkeligheden om frygt, hardcore kynisme og andre af livets ubehagelige absurditeter, der præger livet for disse to unge mennesker. Filmen spiller på vores forventninger og usikkerhed. Rundt om hvert hjørne gemmer der sig en ny fare for at blive afsløret. Eller en fare for at noget går galt. Eller en fare for at blive udnyttet.

Ligesom pigerne forventer vi altid det værste. Og det er denne stærke identifikation, der er filmens store styrke. Vi kastes direkte ud i tankegangen og den kolde stemning i Rumænien i februar 1987. En kulde der stadig sidder i en et stykke tid, efter man forlader filmen.

09/12-07Rå realisme og kold kynisme
Rumænske film har det ikke godt for tiden. Jeg så den her for nylig, og jeg er træt af alle de kedelige sørgelige film, som satser på det sikrer som dansk drama. Hvordan kan den vinde over en Death Proof med Stuntman Mike, der er klasser over den. Fatter det bare ikke.

09/12-07Rå realisme og kold kynisme
Spoilers

Filmen satser ikke på det sikre. I stedet opstiller den en masse forventninger, en masse trusler, der ikke bliver til noget. Men vi efterlades med den samme utrygge og ødelagte sindstilstand som hovedpersonen.

Mungiu spiller både med filmmediet og med dramaet, og det er stor klasse. Den mindede mig en del om Red Road i det henseende. Men hvor Red Road gav en forløsning, så er der hverken trøst eller straf i "4 Måneder" efter aborten. Derved bryder den mange flere filmregler end "Death Proof".

Men hvis du ikke kan se en dybde eller spænding i det, so be it. Tarantino skal nok lave flere film til dig.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.