Ringenes Herre - De to tårne: One sequel to rule them all

Ringenes Herre - De to tårne

21/12-07One sequel to rule them all
Med en første del så perfekt som The Fellowship of the Ring skabte Peter Jackson nærmest uovervindeligt høje forventninger til trilogiens anden del. Forventningerne til The Two Towers indfries ved at overtrumfe etteren rent visuelt med større og flottere slag, flere imponerende panoreringer over Midgård og en finale så medrivende og overrumplende, at den slår alt tidligere set på det store lærred.

Tonen er blevet klart mørkere. Hvor den første film slog meget på det eventyrlige i rejsen, så er temaet for toeren overlevelseskampen mod den onde overmagt, som langsomt strammer sit greb om Midgård. Truslen er nu reelt og ikke et måske. De gode kræfter er presset i bund, og hvis ikke de få står sammen og yder ondskaben og mørket trods, vil verden kollapse for deres fødder og for evigt være indhyllet i mørke og død.

The Two Towers er reelt et mellemspil op til den store finale i trilogiens sidste del, men ved at bryde bogens struktur op og lægge slaget ved Helms kløft ind som filmens klimaks får Jackson på genial vis skabt en struktur i filmen, hvor tempoet konstant accelereres frem mod slutningens altoverskyggende klimaks. Det skaber en rymte i filmen, der gør, at mellemspilselementet langt hen af vejen glemmes. At slutte med en finale så visuel og voluminøs overlegen i en film, som ”blot” er en transportetape hen imod historiens virkelige klimaks er et genialt træk af Jackson. Ydermere gør krydsklipningen mellem de tre separate handlingsforløb – Frobo , Sams og Gollums rejse, Aragon, Legolas og Gimlis meritter og de to tilfangetagne hobitter – at filmen trods mange historieforløb føles tempofyldt og ikke tung.

Og straks i The Two Towers smides det sande trumfkort på bordet; Gollum. Denne på en gang sørgelige, elskelige og hadefulde karakter er så skuespiller- og CGI –mæssig overlegen skildret , at man slet ikke kan forstå, hvordan første del kunne være så god uden. Ansigtsudtrykkene og karakterens væsen er så gribende, at han straks bliver fortællingens midtpunkt. Hver gang han forsvinder fra lærredet, håber man med det samme på snarligt gensyn. En visuel triumf og manuskriptmæssig genialitet.

Ellers skal The Two Towers nøjagtigt som The Fellowship roses for sin unikke visuelle side. Udover introduktionen af Gollum får vi også en stor grim Nazgul, ligesom antallet af orker og uruk hai’er ryger kraftigt i vejret. Mest imponerende er selvfølgelig det afgørende store slag ved Helms kløft, hvor Jacksons iscenesættelse virkelig får os til at føle, at det er hele verdens skæbne, som står på spil. Regnen, lynene, mørket og de mange brøl gør, at man virkelig tænker, at dette måske er menneskehedens endeligt, her skal den sidste vejrtrækning tages. Da angrebet endeligt skyller ind over fæstningen, bliver man fuldstændigt overvældet. Denne visuelle bedrift overgår alt tidligere lavet med flere længder. Mængden, længden, angrebsmetoderne, kameraets dansen og væsentligt den menneskelige nerve gør, at man totalt må overgive sig. Mesterklasse!!!

Her indtræder måske en af filmens meget små svagheder, da jeg må indrømme, at klippene til Pippen, Marry og enterne skæmmer en smule midt i det kæmpestore og grotesk underholdende slag. Omvendt kulminerer det hele perfekt, da Helms kløft klimakset klippes sammen med enternes massakre på Saruman, så det er nok så som så med svaghederne…

På skuespillersiden træder især Viggo Mortensen for alvor i karakter, som optakt til den egentlige hovedrolle han får i seriens tredje del. Mange personer introduceres, ikke alle lige dybt, men vigtigt, alle introduceres troværdigt. Hos hobitterne fortsætter Elijah Wood sin fine præstation, mens Sean Astin fylder mere og mere på lærredet med sit overbevisende skuespil.

Sidst vil jeg rose Howard Shores score, som i alle tre film udgør en vigtig bestanddel i den samlede overbevisende opfattelse af Tolkiens univers og ikke mindst i opbygningen af spænding og stemninger filmene igennem. Filmens 3-4 hovedteamer hører til blandt den bedste filmmusik ever, og jeg kan næsten få tåre i øjene blot ved at lytte til soundtrackene.

Alt i alt er The Two Towers en mere end vellykket opfølger til The Fellowship of the Ring. Stemningen intensiveres, voldsomheden øges, de visuelle bedrifter sætter nye standarder og den svære kunst at lave en ”klimaksløs” midte mellem start og finale lykkes meget overbevisende. Og hvor er det dog fedt endelig at få Gollum frem i lyset. Bravo Jackson, du gjorde det igen.

26/12-07One anmeldelse to rule them all
Fabelagtigt slat... Simpelthen fabelagtigt.

En mere end værdig anmeldelse til den bedste toer nogensinde i filmhistorien :)

Kan ikke vente til at du anmelder "The Return of the King". Hvor er det dog fedt at se en bruger værdsætte filmens samtlige punkter - det er klasse, det er hvad det er Mr. slat.

Keep up the magnificent work(!).

27/12-07One anmeldelse to rule them all
Jeg takker da mange gange for den overvældende ros. Som jeg skriver, så synes jeg, at filmen fortjener al den ros, som den kan få. Jeg synes ofte, at filmen har fået uberettiget meget kritik blot fordi det er en LOTRfilm og den åbenbart skal overpræstere for, at folk er tilfredsstillet.

Og rosen går begge veje... senest er din Fight Club anmeldelse eminent, hvor jeg også lige har givet en kommentar.

... og mon ikke jeg en dag tager mig sammen og skriver en anmeldelse af filmen over dem alle ;-)

27/12-07One anmeldelse to rule them all
Det håber jeg da i hvert fald på du vil :)

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.