The Descent: Stupid descendans

The Descent

25/12-07Stupid descendans
[Advarsel: SPOILERS]
Jeg følte mig oprigtigt holdt for nar af denne mørke forestilling. Ikke pga. den lille psykologiske præciserende overraskelse til slut, som skal ændre seerens sympati (Til fordel for hvem, monstro? Alle bortset fra Becca (hollænderen med håndboldspillernavnet Saskia Mulder) opfører sig utilgiveligt dumt), men derimod af hele handlingsforløbet, som for mig fremstår komplet umotiveret og ubegribeligt.
Det eneste, vi får forklaret på forhånd, er, at vor hovedperson er (burde være) i dyb sorg og antageligt lidt mørkeræd.

Dumdristigheden, som først bringer vore seks granvoksne tøser (dialogen er tæt på det decideret irriterende) på afveje nede i det blokerede hulesystem, spædes op med nye fjollerier, allerede før panikken over de horrible hulevæsner har vist sig, da den ellers på papiret erfarne actiongirl Holly spæner alene gennem mørket og flækker skinnebenet ved et fald ned i en bælgmørk klippespalte.

Herefter går det slag i slag efter devisen "de ti cyklister på cykeltur", der som bekendt ender med, at kun én aktør (tilsyneladende) undslipper rædselskabinettet. Uhyrernes utallige overfald falder med samme tilfældige frekvens som i enhver anden bogeyman-effekt-film.

Det er ganske aldeles u-fascinerende pseudo-underholdning af værste metervare-skuffe. Og egentlig undrer det mig dybt, at filmen har fået en så overvældende positiv modtagelse både herinde og andre steder?

27/12-07Kasper
Hvor er jeg bare ikke enig med dig her. Jeg er med dig så langt, som at filmen ikke just er original, men at kalde den for en metervare er jo direkte forkert. Hvis du mener, en film som den her spyttes ud i metermål, så må du meget gerne pege på effekt-gysere indenfor de sidste 10 år, der er mere medrivende og effektiv end denne, for efter min mening er der ikke mange! Det er som om du slet ikke anerkender effekt-gyseren som (under)genre – en genre hvor krudtet ligger i selve gyset og effekten, og der leverer den her 100 procent. Så skid da hul i at tøserne er lidt smådumme – sammenlignet med diverse andre teenage-gys, så er de genier. I stedet for at bruge halvdelen af anmeldelsen på dem og deres IQ, så uddyb din kritik – det plejer ikke være noget problem for dig.

28/12-07Marshall vil uhyggen uden at fundere den
Nu er filmen jo netop IKKE kommercielt tænkt som en teenage-horror-flick. Marshall vægtlægger jo netop tydeligt ubehaget og mareridtet, og derfor stilles der selvsagt andre krav til karakterernes troværdighed bl.a. mht. baggrund og personlighed.

Pigerne skal således rent faktisk forestille at være nogenlunde erfarne naturfarere. Nogle af dem har endog forhåndsviden om hulevandring. Og man medbringer naturligvis aldrig nogensinde avanceret klippeklatrer-udstyr, hvis man er ude for at pjatte. Det ved selv den mest dumdristige klatrer ville være den visse død. Selv ude i fri luft.

Dialogen er som sagt sammenlignelig med SMS-skolepiger på lejrskole og ikke just noget, man forbinder med 30-årige kvinder. Heller ikke, selv om de er plakatfulde ude i bjælkehytten.

Jeg har derudover allerede påpeget min irritation over, at "tøseriet" fortsætter efter, at panikken over at være indespærret i en hule i flere kilometers dybde med for lidt lys, reb, en flækket hånd og UDEN kort, står klar for seeren. Prikken over i'et er actiontøsens frygtløse solo-løbetur gennem den bælgmørke hule.

Hvis vi rent faktisk skulle tage uhyggen alvorligt på dette tidspunkt i filmen, er det aldeles håbløst at smide så megen stupid adfærd ind i filmen for at fremprovokere en endnu mere ekstrem situation.

Det bevirkede, at jeg allerede var tårnhøjt irriteret over samtlige hule-piger. Det var umuligt at relatere til deres opførsel, og dermed blev deres føleleses-spil fuldstændigt uvedkommende.

De sultne hulemænd (m/k) er ganske vist et fascinerende billede på vor hovedpersons mentale deroute, men deres overfald forekommer helt uden den fornødne spændingsopbygning og dialog. Det er blot nogle sporadiske chok-på-chok, som tjener til at reducere cykelfeltet for de mest anonyme figurer.

Spændingen var helt væk i mit hovede mellem den skrækindjagende hospitals-mareridtsscene i indledningen og frem til det mystiske "twist" til allersidst.

Filmen har i min begrebsverden INTET af dét, som (af ovenstående grunde) gjorde den franske slasher "Haute Tension" så oprigtigt intens/spændende. Vi erfarer, at vor hovedperson er traumatiseret pga. ulykken og desuden på piller. Men vi får slet ikke noget tilnærmelsesvist specielt smidt på bordet om hende undervejs. De små elegante clous fra "Haute Tension" og Cécile de France's maniske spil (som fuldstændig stjal seerens sympati trods tydelige personlige brister undervejs) er væk. Der er kun den påtagne suspense i form af MacDonalds "powernap" i en blodpøl og det ubegribelige uheld mellem to af de andre hulefarere, før end vi får serveret twistet til slut.

For mig at se er "The Descent" mest af alt en horror-flick uden substans, fordi den kun vil uhyggen uden at lægge fundamentet dertil. Lidt på samme måde som mindre gode japanske gysere som f.eks. "Ju-On" ("the Grudge"). Den fascinerende pointe drukner i sensationslysten og chokeffekterne. Forløbet er ikke blot utroværdigt men også uinteressant.

28/12-07Kasper
Tak for et fyldigt svar.

Ja, Marshall vil kun uhyggen.....og? Så længe det virker så godt som her, så er jeg da bedøvende ligeglad med, om der substans i skidtet. Det er en run n' chase-gyser - den skal virke, intet andet, og det gør den. Jeg forstår fortsat ikke, hvorfor du bruger så mange kræfter på tøsesnakken, og om hvorvidt deres reaktionsmønstre er realistiske eller ej. Nej det er ikke teenage-gys, men det er ren og skær underholdning (kommercielt eller ej), så derfor forstår jeg ikke du vil grave i den (glimrende) overflade, når der ikke er noget nedenunder. Det er ren overfladegys, men det til gengæld når det er bedst, hvis du spørger mig.

Du bruger igen ufattelig meget tid på de tøser (er de virkelig så irriterende?), så vi kommer jo nok ikke længere, da jeg således kan konstatere, at hvor du lader dig irritere over dialogen (som er set meget værre i genren), så lader jeg mig rive med af den fantastiske stemning, som for mig ellers er gysergenrens mangelvare nr. 1 i dag. Så går det nok, at tøserne ikke er for kvikke - de skal alligevel bare ha' revet knoppen af.

28/12-07Kasper
Jeg må bakke op om Emil her, jeg synes du overdriver "problemet" Kasper, så din kritik nærmest bliver utroværdig. Og nu du nævner Haute Tension, så fungerede den for mig at se ikke meget bedre og den snyder så meget på vægten til slut, med så billig og letkøbt en løsning, der i øvrigt sætter hele filmens forløb i et perspektiv af at skidtet slet ikke hænger sammen. Den var da også med i opløbet om de dårligste slutninger set på film (om den vandt ved jeg ikke? Den ville få min stemme der!). Og så var der i øvrigt tonsvis af horror-film-skabere der kunne lære af den her, der ved hvor man trykker og uden at gøre det mere kompliceret end nødvendigt! Det er kun få forundt at klare begge dele og en gyser skal først og fremmest være uhyggelig for at kunne kalde sig således.

29/12-07Forstår stadig ikke begejstringen
Jeg har set begge film i to forskellige selskaber på 4-5 personer. Holdningen blandt seerne var klokkeklar: "Haute Tension" blev vurderet som en eminent spændende film, og selv om lysten til at vurdere på sandsynligheder i handlingsforløbet efter "afsløringen" var til stede, var der bred enighed om, at "HT" var uhørt velspillet og velfungerende.

Det forholdt sig stik modsat med "The Descent", hvor irritationen over såvel dialog som de udpræget mange amatøragtige fejl i det livsfarlige hulesystem prægede folks kommentarer. Én var allerede stået af efter de første 45 minutter af denne årsag.

Det var især skuffelsen over den manglende raffinerede opfølgning på den effektive start, der generede sindene. Folk troede på de France's figur i "HT" pga. det intense spil. Men ingen købte MacDonalds pludselige forvandling fra forsagt pillemisbruger til blodtørstig hulekvinde, som i ren paranoia skulle kunne orkestrere fem veninders død.

Uhyggen blev vurderet som dårligt tilrettelagt og tilfældigt doseret, efterhånden som hulemændene fik flere og flere klø.

Den ene af grupperne havde for ikke så længe siden forinden set den B-horrorfilm "The Cave". Trods det svage skuespil og klichéprægede dialoger, var der enighed om, at denne film balancerede spænding og chok-momenter langt mere fornuftigt.

29/12-07Forstår stadig ikke begejstringen
Sjovt, jeg har haft den fuldstændigt modsatte oplevelse, med de folk jeg har set disse film med;o)

Men ellers kan du jo blot tjekke igennem her på siden og se hvor mange kvalificerede mennesker der roser den og har haft en god oplevelse. Men du mener måske at vi alle er ført bag lyset......?....

Bortset fra det, så fungerer Haute Tension godt ja, indtil den totalt lamme slutning, der er så utroværdig og ulogisk (og en stor kliche!) som noget! Hvis man køber den, køber man ALT!

29/12-07Forstår stadig ikke begejstringen
The Cave bedre end The Descent... jeg må le meget højt og meget længe.

29/12-07Forstår stadig ikke begejstringen
Kasper: Det lykkes dig igen at skabe en underholdende debat. Men det var du alt for længe om :-)

Ellers må jeg også erklære mig uenig med dig.

Du skriver:

"Og egentlig undrer det mig dybt, at filmen har fået en så overvældende positiv modtagelse både herinde og andre steder"?

Hmm det undrer mig slet ikke. Fordi det er one of a kind gyser, der gør alle rigtige ting. Nævn én de sidste 10 år med samme intensitet og uhygge?

29/12-07Tjah
Det er fortsat ikke gået op for mig, HVORFOR I konkret kan enes om at være begejstrede for "The Descent"? For mig ligger styrken i et gys i allerhøjeste grad i personskildringen og skuespillet.

Jeg sammenlignede meget målrettet med "Ju-On" i min oprindelige kritik. Det skyldtes, at jeg havde præcis den samme oplevelse af at være blevet præsenteret for en omgang overlæsset actionhorror uden skyggen af formidlende skuespil, der skal sikre den menneskelige troværdiggørelse. Efter den ultrakorte, mareridtsagtige hospitalsscene ligger antydningerne alene i et par piller og en mærkværdig sovetur nede i hulen.

Tilbage står, at jeg - for mig at se dramaturgisk og psykologisk komplet ubegrundet - er nødt til at acceptere, at denne tilsyneladende fredsommelige, men naturligt ulykkelige ex-moder har slagtet alle sine veninder.
- Men hvorfra kommer motivet til denne ekstreme bitterhed vendt mod disse stakler? På hvilken måde kan de lastes for hendes ulykke? Hvad "legitimerer" hendes vanvid for seeren? Hvad skulle ha' givet os sympati for hende undervejs?

Det, som løftede "Haute Tension", var netop den tidlige skildring af Marie som en usikker og lidt bidsk enspænder. Hun oser i alle henseender langt væk af forelsket men uløseligt forsmået macho-dyke. Man fornemmer hurtigt, at hun ønsker sig noget, hun ikke kan få, og at Alex' familie logisk set er en forhindring for hendes kærlighed. Og hun ved, at de ikke kan/vil forstå hende.

Da rædslerne begynder, undrer man sig svagt - men kun svagt, for det er jo drabeligt - over, at hun ikke reagerer og griber til handling, men tilsyneladende kun forsøger at gøre det rigtige.
Vi undrer os over, at politiet ikke tilkaldes, og den mystiske fremmedes brutalitet. Men vi kan sagtens begribe, at hun egoistisk set gerne være redningsmanden, selv om mærkeligt nok må opgive sit forehavende overfor den væmmelige morder gang på gang. Det vækker en smule undren, men hun kæmper jo tilsyneladende bravt og oprigtigt bange imod den farlige figur. Men hvad er det, vi ser?

Den grundlæggende forskel på de to film er, at man i "HT" får forklaret figuren (som man ellers intet kender til på forhånd) via filmen, mens man i "Descent" får serveret en tragisk hændelse, som man til slut skal anerkende som både engagerende og troværdigt handlingsmotiv til rædslerne, selv om der intet er gjort for at antyde dette i de 90 minutter mellem ulykken og den psykologisk forkvaklede slutning.

I bagklogskabens lys er bl.a. Takashi Miikes "Audition" og den koreanske "A Tale of Two Sisters" også falmet lidt i min erindring som et godt gys. Jeg kan ikke acceptere en psykologisk vanvidsforklaring, hvis ikke den retfærdiggøres handlings- og skuespilsmæssigt undervejs.

Formentlig var der derfor ikke nok karakter-motivation i "The Descent" til, at jeg fik et godt gys. Effekterne i sig selv gjorde intet indtryk bortset fra det allerførste syn af en hulemand i det fjerne.

Summasummarum: Det kræver mindre fjolleri, færre "tilfældige, uheldige omstændigheder" fra instruktørens hånd og frem for alt bedre skuespil. Så derfor undrer jeg mig fortsat over de høje vurderinger af filmen.

29/12-07Tjah
Hvis du ikke stadig ikke forstår det, er jeg ikke sikker på det kan forklares dig. Mener bestemt der er skrevet så meget og begrundet så meget om denne film her på siden, at selv om du ikke er enig og fair nok, så burde du kunne se hvad grunden til vores "begejstring" den er!!!

I øvrigt er det ikke "kun" effekterne der fanger mig tak, men hele stemningen som Marshall formår at bygge op. Jeg synes i øvrigt også han trækker en fin tråd fra start til slut. Nå, nu prøver jeg alligevel at forklare dig noget som du bare ikke vil forstå:o)

Og jeg er ikke uenig i det du skriver om HT, så den behover du ikke begrunde. Det ændrer blot ikke på at slutningen er så letkøbt, billig og gør resten af handlingen totalt enten lam og ulogisk eller søgt som ind i helvede, at filmen røg fra at være fantastisk til middelmådig hos mig, samlet set.

Slut herfra!

29/12-07Tjah
Jamen, så må det jo ende med, at jeg blot ikke har opdaget de elementer, som troværdiggør filmen som en psykisk nedstigning. For mig var det et rent blafrende i vinden-postulat, som intet i handlingsforløbet mellem begyndelse og slutning havde antydet.

Hendes personlige/psykologiske motiv til at slagte alle sine veninder efterlod mig ligeledes reduceret til et kæmpemæssigt spørgsmålstegn. Fordi hun ikke var psykisk rask og led af alvorlig paranoia, som vi fik at vide i starten, uden at dette ellers prægede MacDonalds skuespil? Dette var netop årsagen til "HT"-sammenligningen, for dér FORSTOD jeg nemlig motivet.

Så jeg er såre ked af at måtte konstatere, at der ikke er mere at forklare. For jeg ville grumme gerne vide, hvad det sublime, jeg ikke har fanget, består i?

29/12-07Tjah
Kasper:

Kan for så vidt godt forstå at du undrer dig over Sarahs pludselige vanvid, for det kommer lidt ubegrundet.

MEN...

Jeg synes blot det medvirkede til den ubehagelige stemning der gennemsyrer hele filmen, og hendes brutale nedslagtning af veninden kan jeg nu godt forstå. Først dræber actiontøsen Juno hendes bedste veninde (godt nok ved uheld) men alligevel OG hun har bollet Sarahs nu afdøde mand, kan godt forstå hendes pludselige handling. Men hun angrer det jjo også bagefter (som man kan se i mareridtet i slutningen).

Synes godt nok The Descent er blandt en af de bedste gysere vi har haft i lang tid

30/12-07I leave you guys for five minutes...
Jeg er lidt skuffet over, hvor meget det føles som at løbe ind i en mur at debattere med dig Kasper. Du får skrevet en masse, og respekt for det, men ikke på noget tidspunkt virker det som om, du rent faktisk læser, hvad vi skriver. Din mening er jo hvad den er, men den der "jeg forstår jer stadig ikke"-stædighed, er sgu et lidt tyndt kort at spille ud, når vi nu er flere der, på ganske forståelig vis, har forklaret dig, hvorfor vi holder af den, foruden de mange glimrende og uddybende anmeldelser.

30/12-07and we go totally nuts, I know:=)
Ja, det er lidt som at Kasper bare vil have en forklaring der rækker ud over det rimelige, som at skulle forklare hvorfor nogle mennesker bedst kan lide æbler og andre appelsiner.

30/12-07Svar fra "Muren"
"Som at løbe ind i en mur", eller som om "jeg bare ikke vil forstå" filmen, eller at "jeg slet ikke læser, hvad I skriver"?

Jeg har naturligvis derfor været nødsaget til at gennemlæse jeres kommentarer påny, men heraf fremgår stadig ikke andet, end at i blot er enige om at stemningsopbygning og chokeffekter går op i en højere enhed, og at I bestemt ikke savner hverken motiver eller forklaring på det pludselige vanvid. Hvorfor, fremgår dog på ingen måde.

Nu er det jo velkendt, at frygtens ansigt er noget af det mest individuelle, der findes. Der er derfor, at Kubricks legendariske "The Shining" ikke skræmmer alle, selv om vi er mange, der ikke forstår det. Men det er immervæk en film, som ikke blot helt umotiveret smider uhyggen på lærredet, men som forsøger at troværdiggøre hovedfigurens voksende vanvid, mindeværdigt (om end grotesk) eksekveret af Nicholson.

I "Descent" ER det "lynet fra en (næsten) klar himmel", som skal forklare hele filmens endeløse arsenal af menneskejagter og blodbade, som bevæger langt ud over normalt kendte menneskelige motiver til at slå ihjel. Det er den helt uvarslede og pludselige forvandling til en mental "huleboer", der først signaleres til allersidst, som må og skal accepteres, hvis filmen skal hænge sammen.

Man kan også vælge at kalde interessen for menneskelige motiver i gysere for "irrelevante" og i stedet insistere på, at den personligt oplevede stemning alene legitimerer filmen. Vi skal så at sige gyse uden at forstå. Men så er vi forlængst hinsides rimeligheden i at kalde en film intelligent eller sågar "genial".

Den japanske "Ju-On" var en oprigtigt uhyggelig film alene i kraft af de konsekvent veludførte rædselsscener. Men det var bestemt ikke nogen god fortælling, fordi ethvert forklarende handlingsmotiv var gemt forsvindende langt af vejen, og fordi man alligevel ikke forstod den grusomme morders motiv til at slagte sagsløse i hobetal, da den postulerede forklaring blev antydet til slut.

At jeg med "Descent" havde det, ligesom med krimier, hvor morderen er en syg, psykotisk stodder, der først dukker op til allersidst, skal der ikke herske tvivl om. Der skal heller ikke herske tvivl om rimeligheden i at kalde film, der konsekvent benytter sig af udpræget anti-rationelle handlinger til at fremme action, skræk og spænding, for "stupide".

Jeg skal ikke kunne sige, om jeg havde opfanget den påståede stemning og uhygge i filmen, hvis jeg ikke havde ladet mig distrahere af dette. Men i "Descent" fandt jeg dette irritationsmoment, som jeg i små mængder normalt tilgiver, til overflod.

04/01-08Stupid descendans
Tak, Casper. Du udtrykker præcis hvordan jeg har det med The Descent.

27/09-09Stupid descendans
hvaffor en film syntes du så er god. lad os høre endelig.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.