The Departed: ´Do you know who I am?´

The Departed

02/01-08´Do you know who I am?´
Forventningsopblussende og stjernebesat gangsterthrillerdrama, der på lettere dubiøs grundlag endelig udfyldte den historiske mesterinstruktør Martin Scorseses karminhylde med den famøse Oscarstatuette, som han igennem utallige år er blevet snydt for. The Departed (der er en amerikansk genindspilning af den vellykkede kinesiske Infernal Affairs) skulle markere tilbagevendelsen til det rå og voldsomme gadeplan for instruktøren efter mere glamourøse, men stadig kvalitative film som Gangs of New York og The Aviator, og forventningerne kunne nærmest ikke blive højere, da Scorsese tidligere har udvist nærmest monopoliserende ekspertise på det område med mesterværker som Goodfellas og den undervurderede Casino. At Scorsese tidligere været hovedansvarlig for en succesfuld genindspilning med den psykologiske thriller Cape Fear, underkuede derfor anelser om amerikaniseret pengespekulation, og med en fremgangsrig manuskriptforfatter William Monahan (som ganske ambitiøst indledte sin karriere som pennefører på Ridley Scotts Kingdom of Heaven), der kompetent styrer remaket væk fra regulær plagiat, kan The Departed sagtens stå på egne fødder i komparativ med originalen. Desværre vikles den klassisk fortalte historie alt for mange gange rundt om sig selv, og selvom Scorsese underholder bravt og selvsikkert, så kommer The Departed aldrig helt op og hilse på hans andre kunstneriske værker, hvorved celebrationen med en Oscar for hans indsats her nærmere er en retrospektiv kompensation end en individuel belønning.

Der er mægtige kræfter på spil i The Departed, der nærmest er en Shangri La af filmiske sammensætninger. Scorsese har kollaboreret med en overrumplende omfangsrig liste af fremragende skuespiller til at berette om manglende identitet og ’familie’ forræderi, og i fronten er man næsten tvunget til at nævne filmhistoriens første kollision mellem Scorsese og den karismatiske Jack Nicholson. Gnister burde sprænge og antænde storslåede brande, men det bliver desværre aldrig til mere end to parallelt arbejdende mestre, der aldrig helt mødes på vejen. Nicholson er filmens frontfigur som den altdominerende gangsterboss, hvis psykopati matches af hans uforudsigelighed og vulgære perversiteter. Nicholson svælger med grandiost humør i denne rolle, og mage til karisma skal man nærmest søge helt tilbage til Burtons Batman for at finde hos skuespilleren. Desværre er Nicholson forbavsende karikeret i hans løssluppenhed, et fejltrin man ellers ikke havde forventet at se fra Scorsese, og det skræmmende element udebliver desværre mestendels af tiden. Nicholson er dog ikke filmens hovedkarakter, hvor Scorsese i stedet med en emotionel substans har pålagt denne opgave Leonardo DiCaprio, der i sin tredje film med instruktøren leverer en af sit livs bedste præstationer. DiCaprio var indiskutabelt ellers formfuldendt som den neurotiske Howard Hughes i The Avaiator, men i rollen som identitetsløs undercoverbetjent spiller han med så megen hjerte og sjæl, at man som publikum sidder åndeløs tilbage. DiCaprio er mildest talt sublim i sin portrættering af en desillusioneret enspænder uden familie, der under politiets direktioner bevæger sig ind i Nicholsons brutale organisation og langsomt mister sin selvanskuelse og identitet i et netværk af vold, død og forræderi. Denne i sig selv fængende historie balancerer Scorsese velproportioneret op imod en diametralt modsættende historie om en muldvarp i politiets ranger, placeret af Nicholson selv. Denne ’situationsbror’ spilles tilfredsstillende af Matt Damon, og Scorseses leg med paranoia og insisterende tvetydighed er mesterligt. Tematisk er der ikke en finger at sætte på The Departed, der ikke nøjes med at postulere, at man er et produkt af sit miljø, men graver dybere ned i psykologien bag sine karakterer. DiCaprio og Damon er refleksioner af hinanden (symbolsk visualiseret i en scene, hvor DiCaprio anskuer sine mange ansigter i et fragmenteret spejlværk, hvorefter han spotter Damon løbende væk under en jagtscene), men også distingverende mennesker. Scorsese forsøger at nuancerer billedet mellem skurk og helt ved at berette ud fra karakterernes paniske motivationer og ikke kun handlinger. Det er en intelligent indfaldsvinkel, der besynderligt nok dog aldrig helt falder i friktionsfri tråd med resten af filmen, der både er glatpoleret og opulent underholdning, psykologisk drama og rendyrket komedie, når Scorsese lidt for ofte slækker på seriøsiteten.

Når lydsiden brager løs med Pink Floyds fantastiske nummer Comfortably Numb, så ved man, at dette bruges kontrapunktisk i forhold til karaktererne, der rastløst og endeløst jagter en fortid, fremtid og personlig frelse, der i et pessimistisk og fatalt univers naturligvis aldrig ankommer. Kun Nicholson udskiller sig her, da han allerede i filmens begyndelse har taget sin skæbne i egne hænder og fundet ind til sin sande natur, hvorved han er sine kollegaer og modstander superior. Scorseses ellers fejlfrie overblik passiviseres dog til tider i subteksten, og filmens indre logik træder ligeledes ud i mudderet enkelte gange. En interessant sidehistorie om en delt kærlighedsinteresse (mageløst indtagende og uimponeret spillet af den nyankomne Vera Farmiga) fra Damon og DiCaprios side finder aldrig plausibelt fundament i filmen, selvom idéen om en kvinde, der tiltrækkes af både to forskellige og enslignende mænd er spændende. Dette er generelt problemet, set fra mit synspunkt, for The Departed; det er et storslået og forfriskende puslespil, hvor brikkerne desværre ikke er af samme størrelse og derfor aldrig danner en samlet enhed. Desuden lider filmen under en lidt for løs iscenesættelse, hvor de mange kontinuitetsfejl indikerer, at en del improvisation har været tilladt og et sammenhængende materiale derfor skulle opnås under klippefasen.

Selvom min kritik lyder hårdtslående, så er The Departed underholdning fra den bedste ende af Hollywood. Scorseses filmiske talent sørger for, at man på intet tidspunkt keder sig, og selvom hans filmtekniske flair er set mere monumental i andre film, så fixes publikum alligevel med rendyrket filmheroin af glimrende billeder og fabelagtig musik. Det er en fornøjelse at overvære, selvom Scorsese i denne omgang hælder lidt mere til den poppede side end sædvanligvis. Desuden er filmen en sand guldgrube af berigende sidekarakterer, hvor især Martin Sheen og Mark Wahlberg fornyer opfattelsen af good cop/bad cop. Manuskriptet er tilproppet med mindeværdige replikker, hvoraf de fleste lægges i munden på en fantastisk veloplagt Alec Baldwin, der på få sekunder både har fanget essensen af ægteskabet og opfattelsen af ikke-rygere. Det er grovkornet humor, der, når det leveres tilpas subtilt, løfter filmen betydeligt.

Jeg kan ikke undsige mig at være en smule skuffet over The Departed, der langtfra er blevet det mesterværk, som jeg havde håbet på. Forventningerne var dog urimeligt høje, og filmen er på ingen måder dårlig. Bare lettere irrelevant i en strålende instruktørs karriere.

02/01-08´Do you know who I am?´
Fantastisk nuanceret anmeldelse igen, don. Du inspirer virkelig på samlebånd!

Jeg har lige et spørgsmål. Hvis du skulle stille de to film, Infernal Affairs og The Departed, op ved siden af hinanden, hvilken en ville du så hælde mest til? :)

09/01-08´Do you know who I am?´
Tak for rosen, så er arbejdet ikke helt spildt.

Hmm, den er svær, da de er så individuelle. Tror måske den originale. Dem?

10/01-08´Do you know who I am?´
Anonym
Den bedste, mest præcise og udentvivl mest korrekte analysering af "The Departed" jeg længe har læst.'

Jeg bøjer mig i støvet.

11/01-08´Do you know who I am?´
Det er også den originale jeg hælder mest til. Så dem forresten lige efter hinanden :)

"Infernal Affairs" var tæt på at få seks stjerne for dens hårdkogte visualitet og ikke mindst spændende fremdrift fortællermæssigt. Men bestemt, The Departed er også et usædvanligt vellykket værk - bare ikke lige så god som den orignale, hvilket nok mere er en smagssag :)

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.