Sweeney Todd: Den Djævelske Barber fra Fleet Street: May t...

Sweeney Todd: Den Djævelske Barber fra Fleet Street

10/02-08May the good Lord smile on you
SPOILERS

Man kan måske undre sig over at Tim Burton har fundet tilstrækkelig udfordring i en så korrekt filmatisering af denne historie, som hans Sweeney Todd er udtryk for, når han flere gange har bevist at han evner at give forlæggene til sine film en personlig og mørk drejning. Filmen er dog et gyldent frikvarter for Burton og hans tro følgesvende Johnny Depp og Helena Bonham Carter. Og den er fuld af gode temaer, omend det ikke er Burtons sædvanlige originale temaer der er tale om. Filmen refererer selvfølgelig på det filmiske plan elegant til Edward Scissorhands. Depps sakse er blot skiftet ud med barberknive, og det går ikke kun ud over træer, buske og vandsenge, men mennesker. Og måske er Todd på en måde også en ældre udgave af Edward, der hævner sin kranke skæbne, tabet af Wynona Ryder.

Det er hævn der er temaet og hævnerens skæbne er sjældent mild. Der er tysk ekspressionisme i London og Brecht og Buchner for alle pengene i dette flot moraliserende værk om en mand, der ikke kan leve i nuet men er fanget i en skør dødsspiral af tabt kærlighed og autoritetsfobi. Jeg tænkte også på Sean Penns The Pledge, i sig selv en filmatisering af et forlæg af Dürrenmatt, om de lænker som fortiden skaber og som forårsager vores manglende nutidige mobilitet.

Historien hos Burton er provokerende dobbelttydig, for vel er Todd (hvis navn signalerer død (Tod på tysk)) et offer (både for embedsmisbrug og hans nærmestes bedrageri), men han svælger i sin egen offerstatus og er lige så meget kilden til sin egen undergang, som Woyczek hos Buchner. Præsenteret for en ny svulmende kærlighed i form af Bonham Carters hvide og indbydende bryst, vælger den nu impotente og i drab sublimerende Todd galt, han kan ikke tilpasse sig sin egen udvikling, så at sige. Det gøres klart fra starten.

Og hvor fint at den tabte kærlighed, Lucy, bliver endnu et af hans ofre, der ryger med i købet, da han først får gang i myrderierne. Og datteren er tæt på at ryge samme vej. Han har fået blod på tanden og har nemlig mistet sin menneskelighed, sin sensibilitet og er blevet til et uhyre. Det har hævnlysten gjort ham til. Da han omsider hævner fortiden overfor dommeren, er hævnen tom og effektløs. Efter så mange myrderier, må mordet på dommeren føles ligegyldigt og uden den (skøre) retfærdighedsfølelse som gerningen ellers burde give Todd. Og hvad værre er, Todd og dommeren er til sidst blevet to alen af samme skrækkelige stykke, og Todd kan ikke slå dommeren ihjel uden samtidig at fælde dødsdommen over sit eget ødelagte liv.

Da Brian De Palma lavede den stilbrydende musical The Phantom Of The Paradise i 1974 var han meget opmærksom på at Paul Williams' geniale plagiatsange ikke forsinkede handlingen, men tværtimod blev en del af den fremadskridende handling. Jeg synes næsten af Burton lykkes med at gøre De Palma kunsten efter. Deri består filmens ambition og berettigelse, i hvert fald. Det, der efterhånden bliver klarere og klarere, er hvor lidt en teknisk instruktør Tim Burton er og hvor meget af hans film, der så at sige er overflade og animation i ordets positive forstand. Hvor Batmanfilmene og dele af Ed Wood og Mars Attacks! til dels var udtryk for anvendt håndværk, er Burtons film nu nærmest lavet uden de virkelige, praktiske og tekniske sceneopbygninger og -udførelser samt kamerabevægelser som f.eks. kendetegner De Palma, f.eks i Snake Eyes, eller Nolan for den sags skyld.

Når Depp til sidst faktisk frivilligt strækker hals og våben og dermed lader livet i en dødsscene, der vækker minder fra Depps sluttelige resignation i From Hell, har vi været vidne til et menneske der langsomt er gået i spåner. Men han døde for mange år siden som menneske, da han mistede og neurotisk ikke formåede at komme sig over tabet. Livet er for de levende, hævder filmen ganske rigtigt, og Todd var allerede død inden filmen startede. De fleste andre personer i filmen kom desværre ufrivilligt til at dele denne skæbne med Todd.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.