There Will Be Blood: Vanvid for åbne sluser

There Will Be Blood

23/02-08Vanvid for åbne sluser
Et stort, kraftfuldt olieboretårn går amok - brædder flås i stykker og kastes for alle vinde, mens en ustandselig kraft fra jordens indre ulmer mod overfladen i en fontæne af løssluppen olie. Intet står til at kontrollere og kun en gennemgribende magtesløshed melder sig i øjnene på den desperate magtmand, Daniel Plainview, der med sin forhutlede dreng i favnen, mindst lige tildækket af nedbør fra den klæbrige, kulsorte olieregn flygter med et sprudlende flammehav i ryggen.

Hvad der her står beskrevet er en af de, for mig at se, bedste, flottest udførte og mest intense filmscener til dato. Filmen der er tale om er ”There Will Be Blood”, der er noget så atypisk som en sær og egenrådig Hollywoodfilm, fyldt med store locations og store temaer som kendt fra diverse moralsk orienterede storfilm, og samtidig forgudet med en galgenhumor og en fotografiekspertise, der er langt de fleste kunstfilm overlegen.
Det er, som det nok kan høres, meget svært at definere ”There Will Be Blood” og putte den ned i de kasser, populært kaldet genrer, som filmverdenen så oftest kræver. Kun ualmindelig sjældent er man stødt på en film, med tilsvarende bred spændevidde og tilsvarende nærmest modarbejdende egenskaber, som Paul Thomas Andersons seneste film. Nogen vil (som jeg selv på uforståelig vis oplevede det i Imperial) more sig kosteligt over en fordrukken og faldefærdig Daniel Day-Lewis, der halvvejs kravlende og halvvejs gående drysser rundt på gulvet af en luksuriøs bowling-hal, mens andre vil synke en klump, som så de sit eget dødsleje nærme sig om hjørnet. Men dén ene scene, da det flamberede oliespringvand oplyser himlen, emmer af så stor dramatisk kraft og et så overvældende udsøgt filmsprog i såvel som lyd som billeder, at ingen burde kunne tage fejl af den.

Sådanne øjeblikke, hvor tiden og rummet omkring den gældende handling utvetydigt ophæver det jordiske fodfæste, er der ganske vist kun en enkel eller to af i ”There Will Be Blood”. Resten af de alle ufattelig velorganiserede og velkomponerede scener i filmen er pålagt en vis ambivalens, som det suverænt er seerens opgave at tage stilling. Gennemgående kan man vælge enten at distancerer sig eller at indleve sig i hovedpersonen Daniel Plainviews omfattende repertoire af ugerninger og magtgriske tendenser. Vi kan enten le af ham eller lide med ham - og det er sådan set det. Ikke engang filmens stemningsdominerende underlægningsmusik giver fra sig med ledetråde til, hvilket parti vi skal tage, men giver den i stedet hele armen med skæve claves-rytmer, forskudte sækkepibetoner eller et helt tredje mærkværdigt tilskud til den solide lydside.

Hvad end man så vælger at mene og føle i selskab med Daniel Plainview, er det stensikkert at den fantastiske hovedrolleindehaver, Daniel Day-Lewis, nok skal sende et par hårrejsende chokbølger eller flere gennem sit publikums delte sinde. Han er en led karakter - så led at selv de mest brutale og mest nederdrægtige magtmennesker i filmens historie ville undgå hans tilstedeværelse for enhver pris. Alligevel kan jeg undre mig over, hvorfor stort set alle anmeldere klandrer Plainview som en ensidigt djævelsk satan og mere eller mindre som legemliggørelsen af rendyrket ondskab. Det er i mine øjne en stor fejl, at overse de mange hjertegribende sprækker i en ellers så sammenbidt og moralsk forkrøblet karakter, som hele det basale elementet af pinefuld anger over for sin svigtede søn udtrykkeligt understreger. I få sekvenser lader Daniel Day-Lewis på millimetermålt præcision de indestængte følelser spejde efter overfladen, og det er her, han som skuespiller leverer filmhistorisk materiale.

Alt i alt er ”There Will Be Blood” et overrumplende vellidt tiltag til en efterhånden rutinedrevet genre, i næsten lige så høj som monsterfilmen ”Cloverfield” for blot tre ugers tid siden var det.
Gennem sine lidt over 2½ time er der nemlig tale om et ualmindelig konsekvent og veludført stykke vanvidshistorie, fyldt med så morbide undertoner og så kunstneriske egenskaber, at den traditionelle storfilmsfortælling efterlades med et sviende rap over nallerne. Få film har formidlet sig gennem en så udpræget teknisk perfektion og der er ikke meget galt før værker fra den afdøde mester, Stanley Kubrick, eller den uproduktive billedpoet, Terrence Malick, skal tages i brug for fyldestgørende sammenligninger. Tilbage står ”There Will Be Blood” som en værdig modstander til de største amerikanske klassikere og mere eller mindre i stand til at løbe dem alle over ende. Den sjette stjerne anes i det fjerne.

23/02-08Vanvid for åbne sluser
Applaus, applaus!

Du skriver jo som en anden Kim Skotte, mester?!

Fremragende, professionel anmeldelse, Rasmus! :) Dit sprog er flydende magi, og på højde med de mest velansete anmeldere her i Danmark, på nær mig selvfølgelig (LOL!). ;)

23/02-08Klausen
Jeg takker tusind gange og er inderligt stolt over din fornemme ros.

Som du jo forhåbentlig ved er du et af de helt store "upcomming" navne her på siden, et navn som man altid glæder sig til at læse mere fra, og jeg dybt taknemmelig for, at du er med til at højne niveauet på scope.dk.

23/02-08Rasmus
Fremragende anmeldelse, Rasmus, uhyggeligt velformuleret! Jeg var selv inde og se den igen her til formiddag, hvor oplevelsen blot voksede i forhold til den første biograftur. Det eneste jeg mangler fra din side af, er bare det skide sekstal - men det kan jo være, det kommer senere :)

23/02-08Friis.
Anonym
Er enig, Friis. Genså den selv i går. Oplevelsen og helhedsindtrykket var endnu større en sidst, specielt når man har overskud til at kunne anskue værket med mere perspektiv og klarhed.

Iøvrigt en god anmeldelse, Rasmus!

23/02-08Friis.
Mens i er inde og se den for anden gang, sidder jeg tilbage uden at have set den...

Og forresten tak Rasmus, det giver mod på mere ;)

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.