American Gangster: Der var engang i Harlem

American Gangster
Film American Gangster
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
kan kun sige..se den,nyd denkillerdk
Den store mand!AB
SuverænCasparus
EnigMajestickubrick
tvivler?Grenos
Mikrofon i billedet...Majestickubrick
Der var engang i HarlemKlausen
:-Dfeb
Indlæg Se alle indlæg (31) Se mere

23/02-08Der var engang i Harlem
"Man kan ikke længere finde noget med hjerte i. Der er ikke mere noget at stikke kniven i", fremmaner han svagt, den gamle gangsterkonge Bumpy. Hans dage er talte, og hans eget kongerige har drænet ham for kræfter. Den gamle minimale og personlige købmandsbutik er væk. I stedet står en stor anonym kædebutik, i form af Wall Mart. Det er det sidste den gamle kæmpeskikkelse erfarer, før han frigøre sig selv fra sit herredømme over 1970'ernes Harlem, og langsomt sluger den sidste tyngde af luft, han kan få ned i sine slidte lunger. Tilbage står hans evige loyale højrehånd, Frank Lucas, som påbegynder at ære gangsterbossens minde, ved at stryge til tops i Harlems ukontrolleret narkoindustri.

Multikreatøren og dermed også sagt multiunderholderen, Ridley Scott, har med hans seneste værk "American Gangster" skudt sig værdigt ind på en af filmhistoriens største sværvægter, gangstergenren. En genre som blandt andet indeholder tidløse klassikere som "Godfather" og den mesterlige milepæl af en debutfilm fra Quentin Tarantino, "Reservoir Dogs". ”American Gangster” er måske ikke det hundredeprocent mesterlige, forvente comeback, efter ”Gladiator” fra Scotts side, hvilket næsten er et urimelige krav at stille mesterinstruktøren, men i stedet en mere eller mindre underholdningsintenst pragtfryd, at begive sig ind i, selvom den forholdsvis hurtigt, efter rulleteksterne har passeret forbi, forlader ens erindring, og ærgerligt nok ikke forplanter sig som en rodfast, glansfuld blomst, som ”Gladiator” gjorde. En ting forbliver dog i ens sind. Et stort uforståeligt spørgsmål, om hvorfor Denzel Washington ikke har fået en ærbødig nominering ved dette års Oscarfest.

For netop Washingtons præstation er ”American Gangsters” mest kraftfulde patron, og er en af de ting, der hæver den op på et fremragende og til tider maveknugende spændingsniveau. Washingtons fortolkning af den ’Sorte Godfather’, som både er et forsørgende familiemenneske og iskold morder, efter bedste bestialsk instinkt, er mesterligt og tæt på filmhistorisk råstof af stor format. Det er både nuanceret og især fanden i voldsk anlagt fra Denzels side. Han tøver ikke et sekund med at udlede sig selv fuldt ud, og balancere på det mesterlige, repertoiregrænse fra fortvivlende vanvittighedsudbrud og engle forsørgende, for ej at glemme pligtopfyldende sønlige kvoter. For Frank Lucas er ikke som alle andre narkobaroner i Harlem, selvom han også render rundt med et upoleret ego, og tørst efter magt, så er han ligesom den sicilianske mafiaboss i ”Godfather”, kærlighedsgivende, og ikke blot et snæversynet, magtsygt menneske, som tager og tager, men aldrig giver.

Frank Lucas stryger til tops, og skraber ikke blot en masse penge sammen, men også en magt og popularitet fra de fattige borgere i Harlem. Manden der er sat til at stoppe ham, på den lovlige side af loven, er den viljestærke og disciplineret kriminalbetjent Richie Roberts, spillet krystalklart og sikkert af Russel Crowe. Richie Robert er en hårdhærdet og viljestærk politimand, og er et usædvanligt tilfælde i hans politienhed, som på daværende tidspunkt var udsultet for alt det der hed troværdighed og håndhævelse af loven, på grund af en enorm masse af korruption, og egen skyldig eksisterende forretning i Harlems omfattende narkoindustri. Richie Roberts er dermed en af de få ’rene’ politimand at finde i det korrupte politikorps. Han står ikke bare passivt til og tager imod bestikkelse moneter, for at holde kæft, om den givende kriminalitet, men i stedet tager handling og arrestere det kriminelle individ. Dette koster dog Richie kræfter andre steder i hans liv, og hans privatliv er som en faldefærdig og punkterede væltepeter, som syntes at køre i ring af tilfældige ’one night stands’ og fadersvigt for sin søn.

Det bliver gigant mod gigant. Frank Lucas mod Richie Roberts. Personkampen er sikkert iscenesat af Scott, og han formår at formidle sin historie så den stort set virker fængslende i samtlige minutter. Kampen er knap så konfronterende som De Niro og Pacinos kongelige dyst i ”Heat”, men mere sideløbende fortalt, som to separerede trapper som følger hinanden, indtil de forbindes ved det sidste trin. Det der især er kendetegnende for en god instruktør, er at han/hun aldrig slipper grebet omkring underholdningsværdien, noget som også Scott mestrer i sin nylige film. ”American Gangster” er i den grad et velfortalt gangsterepos, som er tæt på at skrive sig momentalt ind i det forjættede land af sicilianske dukkeføre og desperate håndlangere på slap linje.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.