Shoot 'Em Up: ”So much for seatbelts”

Shoot 'Em Up

09/03-08”So much for seatbelts”
I en stædig kugleregn af flabede oneliners, fotogene blodsudgydelser og overophedede håndvåben, adskiller den kinetiske actionfilm ”Shoot ’Em Up” sig radikalt fra actiongenrens andre nutidige bidrag. Og ved netop ikke at tage sig selv højtideligt, at gribe filmmediets skæveste muligheder og frem for alt aldrig forsøge så forfærdelig meget andet end at sparke godt og grundigt røv, lykkedes missionen for den potentielt mest våbenfikserede voldsfilm i filmens langstrakte historie.

Skydevåbnets centrerede del i filmen reflekteres desuden i plottet, der meget vel kan have modtaget en langvarig salve af maskingeværspatroner, inden det blev realiseret. I hvert fald skal man lede længe – meget længe – efter et så intetsigende og ufrivilligt infantilt bud på et egentligt actionplot. Lidt a la floppet ”Next”, hvori Nicholas Cage dansede forvirret rundt i fremtiden, er filmens fundament støbt med slående inkompetence og med statsgaranti nedskrevet med ”forfatterens” venstre hånd.
Men modsat den alt for alvorlige ”Next”, bærer man let over med filmens gigantiske tomrum på det substantielle plan, grundet de filmiske kvaliteter, de karikerede personskildringer med tilhørende overforbrug af oneliners og to strålende, energiske skuespillespræstationer på hver deres side af loven (eller…?). Paul Giamatti som kikset, computernørd-lignende voldpsykopat, der med en alt for stor gun og et kuglerundt, overbehåret ansigt, ligner alt andet end indbegrebet af en konventionel filmskurk. Hans direkte modstander Mr. Smith fortolkes fortræffeligt af den karismatiske Clive Owen, der med karakteristisk britisk charme, akrobatiske krumspring og en mastodontisk samling af våbenbranchens prægtigste kronjuveler, virker som det ideelle omdrejningspunkt for en kaloriefattig actionfilm.

Bundlinien er altså den, at ”Shoot ’Em Up” fra første til sidste pistolmagasin er en forbløffende underholdende og vellavet parodi på actiongenren og samtidig et delikat eksperiment i de yderste kroge af filmmediets stadigt blomstrende paradis. For ligesom forbilledet ”Sin City” nægter Michael Davis’ syrede voldsorgie at ligne de fleste, i samme grad som den nægter at spare på krudtet – altså det helt bogstavelige af slagsen.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.