There Will Be Blood: Citizen Plainview

There Will Be Blood

20/03-08Citizen Plainview
Daniel Day-Lewis er så sej! (og ja, han havde fortjent den Oscar). "There Will Be Blood" er historien om en oliemagnats liv, og i hovedrollen som Daniel Plainview overskygger Day-Lewis alt andet i filmen. Han spiller med en fantastisk intensitet fra den allerførste scene, hvor det næsten ordløst skildres, hvordan Plainview graver sit første guldfund ud, over opstigningen som 'oil man' og til den flot afsluttende scene i den nu aldrende oliemagnats kæmpepalæ.

"There Will Be Blood" er en historie om ambition og succes, om hensynsløshed, storhed og fald. Det er Den Store Amerikanske Historie om en mand, der lever den amerikanske drøm ud til fulde - og på metaplanet bliver det en historie om, hvordan USA i sin kerne er drevet af grådighed og rå kapitalisme, og hvordan den amerikanske åndelighed er falsk og i enden altid taber til den hensynsløse længsel efter succes.

Olie-æraen er en virkelig fed ramme om historie. Det er barskt og overbevisende farligt, når oliebrøndene skal bygges og delvist udbores med håndkraft - og forfatter-instruktør Paul Thomas Anderson bruger flot den sprøjtende, sortglinsende olie som symbol på både rigdom og korruption. "There Will Be Blood" er i det hele taget en film på virkelig højt teknisk niveau - usædvanligt smukt fotograferet, men samtidig enormt barsk i billedstilen. Og med et effektivt soundtrack, der er med til at bygge spændingen langsomt op i de ofte dvælende scener.

Historien bevæger sig langsomt af sted og koncentrerer sig især om to konflikter: Mellem Plainview og hans adoptivsøn, og mellem Plainview og en ung, ambitiøs præst, der har sin menighed omkring oliemagnatens vigtigste oliefelt. I begge konflikter er hans grådighed og personlige ambitioner centrale, og filmen er nærmest bibelsk i sin tunge moralske tone - men hjulpet af Day-Lewis' fascinerende spil bliver Plainview aldrig nogen entydigt ond mand.

Det er så også i historiefortællingen, at jeg synes, filmen er svagest i koderne, for de mange nedslag i Plainviews liv virker lettere usammenhængende. Som om manuskriptet forsøger at gabe over lidt for meget. Men der er masser af enkeltscener, der virkelig bliver siddende i erindringen - ikke mindst den ganske forrygende slutscene. Og selv om "There Will Be Blood" ikke kommer helt op i toppen hos mig, er der ingen tvivl om, at det er en fremragende film.

23/03-08Citizen Plainview
"Det er Den Store Amerikanske Historie om en mand, der lever den amerikanske drøm ud til fulde - og på metaplanet bliver det en historie om, hvordan USA i sin kerne er drevet af grådighed og rå kapitalisme, og hvordan den amerikanske åndelighed er falsk og i enden altid taber til den hensynsløse længsel efter succes."

Super anmeldelse og jeg vil blot skamrose ovenstående citat , som jeg mener, fanger filmen helt perfekt. Glimrende skrevet.

24/03-08Citizen Plainview
Tak. :-)

(og nu må jeg også se at få set "No Country for Old Men", for jeg er spændt på, om den virkelig er bedre)

25/03-08Citizen Plainview
Anonym
No Country For Old Men er meget god, men ikke bedre end There Will Be Blood

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.