American History X: At turde se sandheden

American History X

23/03-08At turde se sandheden
Indtil videre går det godt, siger en mand der er faldet ud over et højhus. Ved hvert vindue minder han sig selv om, at indtil videre går det godt. Indtil videre går det godt. For det er ikke faldet der dræber ham. Det er landingen. Sådan lyder start montagen på det franske og dystre mesterværk, ”La Haine”. En besked som man sagtens kunne hænge op ved siden af Tony Kayes stærke følelsesappel, ”American History X”.

For vores hovedperson, Derek Vinyard, spillet af en fantastisk Edward Norton, gennemgår nemlig det samme fald, som vores mand fra højhuset, rent psykisk set. Lige siden Dereks far brutalt blev myrdet imens han var i aktion som brandmand, har Derek haft en uforståelig og ukontrollerbar frustration over, at hans far uretfærdigt er blevet taget fra ham. I stedet for at konfrontere sig selv med tabet, lukker Derek sig langsomt ind i en kuppel af had, som vokser sig større og større. Et had som bliver befrugtet med fascistiske voldspoetik, og som eskalerer i en cocktail af selvdestruktivitet, vold og til sidst sågar mord.

Dereks had er tæt på at blive hans endeligt, og da han ryger i fængslet efter barbarisk at have sparket hovedet af en sort fyr, som prøvede at bryde ind i hans afdødes fars bil, opdager Derek en kærlighedstolerance, fra netop det folkefærd han afskyer så grusomt. For i Dereks blik ud over havet, ser han intet andet end had. Mens Derek er i fængsel, venter hans mindreårige og letpåvirkelige bror, Danny, at hans idol, Derek, skal komme ud og forsætte hans fascistiske arbejde, som højt respekteret næstformand i en stor skinhead bande. Derek er derimod forandret efter opholdet i fængslet, noget som Danny har svært ved at forstå, for sin nyopstående sympatiske bror.

Tony Kaye, som også er instruktøren, har selv fotograferet filmen, med en umådelig stor kvalitet. Hans valg i at udstille Dereks og Dannys flashback i sort hvid farver, sætter et ironisk punktum på at alt ikke er sort hvid, og dermed enkelt, selv end hvor meget Derek prøver at gøre tilværelsen til. Det er nuanceret fortalt, og specielt afbildet fra mange neutrale og rørende sider. For den er brutalt ægte, hvor andre film nemt kan komme til at vakle utroværdigt og en smule grinagtig i dens voldelige afbildning, formår Tony Kaye i hans afbildning af den ærlige og voldsomme vold, at give den det strejf af hudløs realisme, som gør at effekten af den afmagt, i at slå løs på et andet menneske, bliver kanoniseret i så stor en grad, at det går direkte ind til ens indre organer.

Tony Kayes æstetisk kreation i filmen er nøje afvekslende, og han balancere formidabelt på en svær line. Kaye kreerer stærke følelser i hans filmiske vision af den frustration og sorg, når en af vor nærmeste bliver taget fra os, uden at det så meget kammer over i flæben og direkte kedelig, patetisk substans. Man kan derimod kritisere Kayes fortællersprog, for at nogle gange skærer historien for meget ud i pap og være for direkte. Der går lidt af den trykkede atmosfære, når Kaye enkelt gør historiens perspektiveringer.

Vi behøver eksempel ikke at vide, at det var hans sorte arbejdskammerat, i fængslet, der gjorde at det sorte slæng ikke slog ham sanseløs ihjel. For det var netop på det punkt at Mathieu Kassovitz triumferede med fortællerpenslen, i hans mesterlige skildring af rodløse unge i en fransk, forhadt betonforstad. Kassovitz fortalte med en lidt mystificerende og afventende facon, og skabte netop den dommedagsstemning af, at vi fastspændte, og knugende til armlænet, venter på at pistolen skal gå af og den uundgåelige tragedie skal indtræffe. Kaye formår ikke helt at skabe det atmosfæriske spændingslag som "La Haine" gør, men alligevel serverer han en umådelig stærk, følelsestilintetgørende filmoplevelse.

Edward Nortons skildring af et splittet individ, som desperat og frustrationsramt prøver at finde et svar på hans fars død, og dermed drukner i sit eget had og bliver gjort blind af fascistiske og sadistiske visioner, er tæt på at blive en momentalt punktum i filmhistorien, og samtidig mærkbar han (Norton) sig som en af de nulevende skuespillere, som er blandt de allerbedste. ”American History X” er en sjælden brutaliseret, og utrolig rå filmoplevelse, som både er nuanceret fortalt og virtuost udført. En filmisk, aggressions knytnæve og en indikation på, at når had eskalerer, sker der grusomme ting, men det er det efterfølgende der til sidst dræber dig, og denne filmiske eskalation er ganske vist tæt på det uforglemmelige.

23/03-08At turde se sandheden
Fed anmeldelse! Godt arbejde Klausen. Men hva syntes du egentlig om Edward Furlongs præstation? :)

23/03-08Iceman
Tusind tak.

Furlongs præstation bliver måske lidt ufrivilligt overskygget af Nortons momentale pragtpræstation, men Furlong er ganske også nævneværdig som den underspillende bror, især taget i betragtning af hans alder.

Han er i den grad med til at bidrage til triumfen :)

23/03-08Iceman
Kan ikke blive mere enig ;)

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.