Dobbeltliv: Spildtidens tikken

Dobbeltliv

08/04-08Spildtidens tikken
Det bemærkelsesværdige ved franske ”Dobbeltliv” er ikke måden den er lavet på, via anonyme kameraføringer og kliniske billeder. Det er heller ikke måden den er skrevet på, der gør filmen til noget særligt, med et handlingsforløb der nærmest uophidsende ensporet følger sit plot og med indlysende replikker der falder efter al egentlig logik.

Det bemærkelsesværdige og umådeligt fascinerende ved ”Dobbeltliv” er derimod hvor stærkt og klart den er tænkt, og hvor rig mulighed der er, for at tænke videre på den. Helt basalt handler filmen om en midaldrende familiefar ved navn Vincent. I filmens første scene ser vi ham sovende i en bil, midt på hvad der ligner højlys dag, indtil han kort efter vækkes af en insisterende ringetone fra sin mobiltelefon. Det er hans kone der ringer - og minsandten om ikke Vincent med fuld overbevisning i stemmen fortæller hende, at han netop er på vej til et møde hos en vigtig arbejdspartner.
De efterfølgende timer tilbringer Vincent alene ved at slentre rundt på restepladser og ved, eftertænksom og fåmælt, at køre mere eller mindre tilfældige lande- og motorveje flade i sin bil. Sidst på dagen tager han hjem, og når, som et altsigende ’snapshot’ af det moderne karrieremenneske, akkurat at imødekomme sin hustru og sine to børn med kys og kram i døråbningen, inden de forlader ham, og Vincent nu indtræder i sit eget, tomme hus.

Netop synet af Vincents sene hjemkomst og hans øjeblikkelige afsked med sin familie opsummerer det centrerende omdrejningspunkt i ”Dobbeltliv”: nemlig dilemmaet der møder et karrieremenneske uden karriere og sætter vores hovedperson på spidsen som et individ uden identitet, blot med en spildtid og tomrum at udfylde. Det den franske instruktør, Laurent Cantet, her kredser om, er et samfund hvor arbejde ikke blot er en eksistensberettigelse, men ligeledes en definition af, hvem vi mennesker er. I den forstand er Vincent en tom skal uden sit arbejde. Som vi kender prototypen af selvdestruktive mænd fra film som Sean Penns ”The Pledge” eller Coppolas 70’er-klassiker ”The Conversation”, er det hans selvforpligtigelse der kører ham af sporet og lader ham ende op nedbrudt af egne midler.

Vincent er dog langt fra nogen skurk i ”Dobbeltliv”. Tværtimod er der et heroisk islæt over en mand, der i så stædig grad nægter at underskrive sin falliterklæring, ikke mindst takket være hovedrolleindehaveren Aurélien Recoing, der på udsøgt vis formår at indfange den henholdsvise ømhed og kynisme i sin karakter. Vincent er Laurent Cantets talerør til et samfund, der skjuler sig bag sit arbejde og som har mere end svært ved at smide masken efter først at have iført sig den. Med et lidt skarpere filmsprog og en mere anselig spændingskurve kunne hans lavmælte prædiken med garanti have været mesterlig – men ikke desto mindre er ”Dobbeltliv” en umådeligt fascinerende film.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.