Allerede længe før at Eastwood’s talent for at instruere blev bredt anerkendt, skabte manden flere store værker og et af de største er denne fremragende western “The Outlaw Josey Wales”, hvor Eastwood selv spiller hovedrollen i en begavet og underholdende røverhistorie om bonden Josey Wales, der efter et brutalt overfald i forbindelse med den amerikanske borgerkrig, mister kone og barn og derefter forvandler sig til en indesluttet, uforsonlig og hævngerrig fredløs.

Fortællingen følger nu Wales, der efter krigen må tage flugten fra de selv samme mænd han ønsker hævn over. Under hans flugt møder han en række skæve eksistenser, hvorigennem han atter får perspektiveret og udvidet sit livssyn.

Flugten bliver således til en erkendelsesrejse, en symbolsk flugt fra den han er blevet og for at genfinde sig selv og det liv han mistede og den han engang var. En rejse tilbage til den civilisation han har vendt ryggen, eller som Wales intelligent siger i filmen til en indianerhøvding på krigsstien, ” Dyin' ain’t so hard for men like you and me, it’s the living that’s hard”. Han skal lære at leve igen. Så selv om han påpeger at ” There’s no forgetting”, så ligger håbet i at leve med det.

På den måde er det en hjertevarm og humanistisk western Eastwood egentlig har lavet, en smuk hyldest til livet, uden at romantisere det, men også en påmindelse om livets skrøbelighed og om de ar sjælden får igennem voldsomme traumatiserende oplevelser. Det gør den indirekte til en antikrigsfilm.

Samtidig er det nu også en vildt underholdende film, uden at miste troværdigheden i at balancere både det drabeligt underholdende og den mere subtile seriøsitet der gemmer sig i fortællingen. Den er krydret med medrivende og dog grafisk realistiske actionscener, til at tilfredsstille den indre drengerøv og så besidder den en stor og sine steder endda kundskabsrig humor, hovedsagligt introduceret af den aldrende indianer Lone Watie (en brillant Chief Dan), hvis kommentarer besidder en slet skjult visdom, uden at det virker klichefyldt eller poppet småfilosofisk.

Den byder også på ganske formidabel spænding og et interessant og alsidigt persongalleri sjældent set i genren. Der er intet menneskeligt stereotypt i Eastwood’s westernbillede, tværtimod og så er der en sympati med undertrykte befolkningsgrupper man kun kan påskønne. Noget man ser i flere af Eastwood’s film. For eksempel har manden som en note, aldrig dræbt en indianer eller en ”native american” i sine ellers utallige film i genren.

Udover filmens mange andre kvaliteter, så forkæles vi med masser af nuancerede dialoger og lækre replikker, troværdigt skuespil og en ikonisk mindeværdig Eastwood i hovedrollen, der fornemt har sat sig selv i scene i en gennemført flot produktion.

Eastwood har for et par år tilbage udtalt at det er en af de film han er mest stolt af og anser som et højdepunkt i hans karriere, og jeg kan kun sige, at det er med rette ifølge mig. Udover at den for mig hører til hans bedste, hører den også til blandt de bedste westerns jeg har set og det siger ikke så lidt!

Wauw. Dette lyder da bestemt som noget man bør tjekke ud, særligt på grund af de appetitvækkende tematiske værdier filmen ifølge dig (og Kaspar, i øvrigt) synes at besidde, og eftersom der her er tale om en Eastwood-film, jeg aldrig mindes før at have så meget som hørt om.

Tak for en meget fornem anmeldelse, Thomas. Nå, tilbage til CL... Go, United! :)

Tak Rasmus, det var sødt sagt og dejligt at høre. Om filmen vil være dig kan jeg ikke sige, men den er bestemt værd at tjekke ud og en begavet ung herre som du burde nok kunne trække noget ud af den også!

Også tak til dig RFriis. Faktisk lægger jeg ofte mærke til, at de film du omtaler positivt i dine lækre indlæg, også er film jeg sætter højt, så Josey Wales kunne måske falde i din smag? Så du burde bestemt også se den ved lejlighed.

Så kunne i passende begge to begave os her på siden med en af jeres fyldige og velargumenterede anmeldelser:o)

Barca…..United…..Mine to favorithold og CL’s symbolske finale ifølge mig…………….Skulle jeg pege på en, hvilket er svært, så ville det være blevet United, men det er rent objektivt, som jeg også påpegede før kampen til Emil (ja ham den elskværdige kendis her fra siden:-) Nu blev det så United, så godt nok da (YES!) og glæder mig til at se dem i finalen, hvor jeg håber de får lov til at banke Liverpool så grundigt at de giver Liverpool’s ”slagsang” You’ll never walk alone, en ny mening;o)

Jepper, Rasmus, du hørte skam rigtigt. Mod ethvert andet hold var min opbakning gået til Barca, men mod United går den ikke. De røde djævle har stadig (og måske mere end nogensinde) krammet på indre fodboldfan. :)

Jeg har intet imod Barca, men United er og bliver nr. 1. Om de så skal smadre Chelsea eller Liverpool i finale er mig underordnet.

Og til filmen...
Fed anmeldelse af en film jeg kun husker svagt (ukendt kan man dog næppe kalde den). Men 6 stjerner fra din side får mig dog til at overveje et køb snarest. Clint'en er for cool...

Nej, ukendt vil jeg egentligt heller ikke selv kalde filmen - jeg havde blot vanskeligheder med at finde de rette ord inden skoleklokkernes melankolske klang spolerede min morgen ;).

Helt enig i karakteristikken af Liverpools farveløse spillestil. Jeg er meget ked af det, Klausen, men jeg føler ikke, at en sådan "matchspoiler-mentalitet" hører hjemme i en Champions League-finale. Så selvom Chelsea heller ikke er for gode på den front, har de min fulde support her til aften :)

Ellers er jeg enig i, at United - efter sejren over Barcelona - virker som den rette vinder af titlen.

Det er herligt med noget indlevelse og passion, Klausen, og lad os bare være enige om at være uenige. Det er trods alt ikke et fodboldsite det her. ;)