Kunsten at græde i kor: I seng med far

Kunsten at græde i kor

21/05-08I seng med far
Dansk socialrealisme - to ord der næppe vækker begejstrede filmassociationer ved mødet en gennemsnitlig dansk, passioneret filmelsker, måske på nær en smokingklædt Ulrich Thomsen med en grøn og en gul papirrulle i hænderne, da de interne intriger i lille, regngrå Danmark ramte loftet med ”Festen” i 1998. Siden da synes genren nemlig at have figureret som den danske filmbranches kunstige åndedræt, med Anette K. Olsens glansløse ”Små ulykker” som den symptomatiske bundprop.

Som et dansk socialrealistisk drama er der dog ualmindelig meget gods at hente i ”Kunsten at græde i kor”, Peter Schønau Fogs imponerende debutfilm, der først og fremmest vækker en hidtil uanet filmisk glød til live i det ellers så velkendte danske landliv. Ganske vist er historien sort som kul og de opkvikkende miner sjældne som en istid i filmens romanbaserede plotudlægning, men i sin higen efter at tilgodese den jordnære poesi fra det ganske danske land er ”Kunsten at græde i kor” alligevel fuld af et farverigt overskud, hvis lige næppe er set på dansk grund (i hvert fald ikke af mig). I dette sønderjyske landskab har leverpostejsfarvede Danmark endnu ikke gjort sit indtog - de omringende, limegrønne heder og den rodfaste bondejydedialekt anno 1970 er gennem Fogs linse simpelthen en verden af egen eksistens.

”Kunsten at græde i kor” er efter al sandsynlighed ikke en film, der vil kunne fremdrive en succesbølge af lignende eksemplarer - dertil er der ganske enkelt tale om en for egenrådig og sælsom film, der i næsten dominerende grad imponerer i netop at være ene om sin slags. Til gengæld ligner Peter Schønau Fog en herre med masser at sige, ikke blot til sit danske hovedpublikum, men i høj grad også til sine danske filmfællers selvopfattelse. Befrielsen er som pæredansk filmfan stor, når en film som denne hverken behøver musikalsk understøttelse eller visuelt overtryk for at eksekvere sine dramatiske højdepunkter, eller for rent og skært at fortælle en trøstesløs historie midt i det uforfalskede jyske friluftsliv, med både ynde og kant.

Det ér afvigende størrelser som ”Kunsten at græde i kor” ambitiøst forsøger at forene - humor og tragik, lys og mørke, kaos og idyl - og selvom filmen lider afsavn på andre fronter, så vidner forsøget i sig selv om en målsætning, man kun kan påskønne.
Måske har den danske filmbranche altså ikke entydigt skudt papegøjen med ”Kunsten at græde i kor”, men den har så afgjort taget sigte med en sjælden ro, omhyggelighed og præcision.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.