Sex and the City: The Movie: View From A Bridge

Sex and the City: The Movie
Film Sex and the City: The Movie
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
TOM MORTENSEN
Deprimerende!Nick_
Love and MarriageCarcajou
View From A Bridgesandmand
god, men lidt for langmanchester-4ever
okmar16
Glæder mig!Jayloaded

09/06-08View From A Bridge
SPOILERS

Hvor går man hen, når ens egne mentale fast food drømme pludselig bliver til et mareridt eller når ens lidt for skråsikre bud på hverdagens rutiner eksploderer op i ansigtet på en? Eller med andre ord, hvordan får man kærligheden til at fungere i den virkelige verden?

Holdet bag den succesfulde tv-serie om storbykvinderne og deres romantiske forhåbninger & frustrationer har taget seriens stort anlagte men skrøbeligt funderede episodiske, plotdrevne univers til Hollywood. Resultatet er en lang, dejlig, varm, bitter og sød hyldest til det bedste af det, som storbyen lærer os, nemlig at drømmene kan gå i opfyldelse, ikke som indholdsløs orgasme på tomme kalorier eller elfenbenstårnsskråsikkerhed, men som realistisk kærlighed.

Filmen er et overflødighedshorn af coole, sjove og fede ordlege og replikker: Lost Angeles, Carried away, Mexicoma, Old New York. Scenerne spilles med en heftig dynamik, en slags mental Kill Bill, der gør at de to en halv time ikke virker ét sekund for lang, og enhver tilskuer, mand som kvinde (og nok selv ærkenewyorkeren Woody Allen) bør føle sig hæsblæst igennem bagefter, ikke et grin ugrinet, ikke et smil usmilet, ikke en tåre ugrædt. Som mand ser man ikke alle kjoledesign, taskefarver, skomærker og håropsætninger. Og vel er det kvinderne, der er i focus på bekostning af de lidt stereotypiserede knudemænd, der har fået krøllet kærlighedens serviet godt og grundigt sammen, men som dog lige netop formår at glatte den ud i tide til at redde dem en plads ved bordet til den store woody allenske alle-om-et-bord afslutningsscene. Bedre kan det ikke blive.

Filmen indeholder stort set alt godt fra parforholdets bundløse hav og dermed også meget af dets skidt: Utroskab, barnløshed, skilsmisse, forsmået brud, og den virker så stærkt, fordi den tør udstille vores krav om lykke, hænge dem til skue så man kan se dem, for hvad de er, og omdefinere dem om nødvendigt.

Hvor modigt af filmen at tage to af de smerteligste og mest fortærskede klicheer, sidespringet og den forladte brud, og først få de scener og historier til at lykkes med et reelt og virkeligt indhold, så hele biografsalen sad tavse som graven med hjertet i halsen, når tårerne ikke lige pressede sig på, og senere faktisk skabe troværdige lykkelige løsninger på de to situationer. Filmen styrer elegant uden om de fælder, som dens egne klicheer ellers uværgerligt skaber, Carrie vender tilbage til den oprindelige bryllupsdragt - dragten er den samme, men hun er forandret, mere nøgtern. For de nemme løsninger er ikke altid så nemme, når man først har sat sig sine egne ideer i hovedet.

Og hvor befriende at se en film tematisere sex på en så direkte og frigjort måde, som endog omfatter en dristig casting af pornostjerner som naboens seksuelle partnere. En fin politisk ukorrekt kold skulder til stuerenheden, som samtidig udgør en sympatisk håndsrækning til alle verdens Samanthaer i deres kamp for at acceptere sig selv og deres anderledes liv.

Kim Wilde sang i 1982 hittet View From A Bridge om sin yndlingsfigur, den næsten modne kvinde og hendes kvaler med at se virkeligheden i øjnene og på en og samme tid fastholde kærlighedens essens trods sine kuldsejlede romantiske drømme. I sangen kastede hun sig ud fra broen - og ud i livet eller i døden, alt efter hvordan man vælger at forstå sangen. "The bridge I see is me". -Hun var selv broen, der kunne gøre den afgørende forskel, hvis hun turde flytte sig en meters penge og gribe ud efter verden, overgangen fra pige til kvinde.

Kvinderne i SATC må lade sig "nøje" med livet. Og selvom de nok havde forsvoret det på forhånd, er det mere end almindeligt godt for dem, hvad livet efter romantikkens punktering viser sig at byde på. De går en halv bro og kommer virkeligheden i møde på midten, og Carrie kan elegant slutte filmen af med den mest romantiske og klicheagtige film-gestus af alle, da hun løfter det ene underben bagud mens hun kysser Big. Hun fandt balancen i livet, og kærligheden fik alligevel det sidste ord. Så tak for den fine pointe.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.