Pulp Fiction: Royale with cheese

Pulp Fiction
Film Pulp Fiction
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
Divine InterventionFilmBaron
Anonym
Kedeligt!Anonym
"This is a tasty burger!"Vinther
Pulp FictionConway
Mesterværkmesterhakket
pulp fictionmovie guy
- Tyranny of Evil Men -Mirza
Indlæg Se alle indlæg (68) Se mere

15/06-08Royale with cheese
Mesterværket der løftede Tarantino fra supertalent til absolut instruktørsværvægter er en sand energibombe og filmisk så nytænkende og original, at både anmeldere og publikum blev blæst ud i 1994. Filmen er så ærke Tarantino'sk som den kan blive med afgørende fokus på sublime og hylemorsomme dialoger og et persongalleri, der sparker røv ud over alle grænser. Kort sagt er Pulp Fiction et mesterværk, som har givet og vil give genlyd i filmverden mange år i nu, og Tarantino har sat et stort fedt fingeraftryk i filmhistorien, som kan aflæses i mange efterfølgende film.

Filmen fortæller en kapitelinddelt historie om en flok farverige personer i gangsterverdenen, som alle i en eller anden udstrækning har forbindelse til overbossen Marsellus Wallace. Det interessante er ikke så meget historien selv, men alle de situationer, som den putter vores superunderholdende personer i, hvor deres veje løber på kryds og tværs i en række subplots, der bliver mere og mere intense og blodige, som filmens skrider frem. Det fede i filmen er de meget tarantino'ske dialoger, som sprænger rammen for hvilke ligegyldigheder, der kan være opdrejningspunktet i en film. Samtidigt er de mange dialoger dog også fyldt op med mere eller mindre filosofiske overvejelser, som giver den smarte overfladiske og coole overflade en vis substans.

De mange fede dialoger fungerer så perfekt fordi de leveres af en række helt igennem fabelagtige figurer med dertilhørende eminente skuespillerpræstationer. Pulp Fiction har ingen egentlig hovedperson, men central er John Travoltas Vincent Vega, der fortjent gav ham et kæmpe comeback. Han spiller så lærredet gnister med en på en gang supercool og afslappet præstation, der brænder sig fast. Hans fællesscener med Samuel L. Jacksons Jules er mine personlige favoritter i dette overflødighedshorn af mindeværdige scener. Samuel L. Jackson fik sit gennembrud med filmen, og han har aldrig siden hen overgået denne præstation. Jules er vel nærmest den mest cool karakter nogensinde på det store lærred. Selvfølgelig skal megen kredit gives til det ultra velskrevne manuskript, men Jacksons attitude og voldsomme fysiske spil giver karakteren så meget energi og coolness. Udover de to håndlangere skal især Uma Thurman fremhæves. Hun giver den perfekt med en blanding af dyrisk vildskab og vampet sexkilling, så hendes figur ikke står tilbage for filmens ellers meget maskuline univers. At man her ud over også kan nævne fede præstationer fra Harvey Keitel, Bruce Willis, Ving Rhames og Christoffer Walken siger lidt om Pulp Fiction unikt høje kvalitetsniveau på skuespillerfronten.

Men det er ikke kun dialogen og filmens fede karakter, der skriger Tarantino. Opbygningen i kapitler fremfor brugen af kronologi er et Tarantino'sk varemærke, som præger alle hans film, men der ud over er Pulp Fiction et studie værd i fede kamerature, seje close ups på de rette tidspunkter, leg med P.O.V. og bevidst brug af dialog udenfor kameraets vinkler. Indholdsmæssigt slår drengerøven Tarantino også til med en brug af vold, der langsomt med sikkert eskalerer filmen igennem, så det i sidste halvdel når et grotesk og nærmest tegneserieagtigt niveau. Tarantino bevæger sig bevidst langt ud over mainstreamrammerne for, hvad der kan vises for publikum i en hollywoodproduktion, fordi det netop er det, han selv elsker ved film. Og vi elsker det med ham. Både scenen med rengøringen af bilen og scenen i den stærkt ubehagelige kælder er jo efterfølgende blevet legendariske for deres blanding af ubehagelig vold, sort sort humor, fantastisk dialog og super skuespil.

Pulp Fiction er ikke for alle. Sætter man stor pris på handling fremfor for dialog og karakterer, kan den lange og ofte stillestående - i narrativ forstand - film virker irriterende. Men fanges man først af Tarantinos mesterlige leg med filmmediet, hvor intet er overladt til tilfældigheder, må man totalt overgive sig. Efter ikke at have set filmen i flere år blev jeg efter gensynet i går nød til at ofre en plads på min topliste til dette underholdningsorgie. Det er hylemorsomt, det er voldeligt, det er grotesk, det er perfektionistisk filmproduktion på højeste niveau. Det er kort sagt Tarantino i absolut topform. Intet mindre end 6 stjerner er på sin plads til dette mesterværk.

15/06-08Misses Slat
Jeg sætter stor pris på din anmeldelse af en film, der for mig ved første øjekast ikke hentede meget hjem, men tværtimod ved andet og et noget mere fortjent overvejende gensyn, vandt den ubeskriveligt stort.

Scenen med en påvirket Uma Thurman som danser til "Girl, You'll be a woman soon", mens den krydsklipper til Travolta's selvdiskussion om loyalitet kontra kødets lyst. Alt imens en vis sang bliver spillet i baggrunden.

Ja tak siger man og bøjer, mens man løser slipset lidt og puster ud.

15/06-08Misses Slat
hehehe, ja det er også en mega fed scene.

Og tak for responsen. Og sjovt nok havde jeg også en lidt slap fornemmelse i kroppen første gang jeg så filmen i tidernes morgen. Men jeg sætter nærmest mere og mere pris på den, hver gang jeg får den set.

15/06-08Misses Slat
Og det er netop det, der kendetegner en rigtig god film. :)

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.