The Mist: Huskekagen fra Hollywood

The Mist

19/06-08Huskekagen fra Hollywood
Somme tider kan det være mere end svær at undgå kollisioner med sin egen, sunde fornuft, når der skal uddeles ordroser eller møgfald efter en filmoplevelse - særligt når ens indre filmkritiker insisterer på at påpege diverse logiske huller, dødperioder og lignende, alt imens filmhjertet banker for de enkeltstående scener såvel som billeder, der med helt uhørt resistens kan blive siddende i kroppen og fylde den med én eller anden udefinerbar form for eufori.

Scenen der stjæler billedet og for alvor tager kegler i Frank Darabonts ”The Mist” hører så afgjort til den absolut mest yderliggående kategori af grumme og uhyggelige filmminder. Sjældent har man oplevet et så tænderskærende chok gennemtrænge en så umiddelbart lineær film, som når den tilberedte dug pludselig rives af bordet og alt efterlades som et stort, uoverskueligt kaos i den chokerende afslutning på ”The Mist. Og her skal ’chokerende’ tages for sin bogstavelige betydning. Der synes ikke at ligge nogen form for sensationshunger eller spekulation bag denne Grand Finale - og hvis der gør, så dulmes enhver klage under alle omstændigheder i et følelsesregister nær bristepunktet.

Ikke mindst hovedrolleindehaveren Thomas Jane gør det til mere end bare konceptuelt rystende at se den rådvilde familiefar, David Drayton, få sig en af filmhistoriens mest eftertrykkelige huskekager. Det gør sku ondt det her, mere ondt end jeg mindes at have oplevet det i nogen amerikansk film af nymærket dato, siden en omtrent lige så nådesløs afslutning indtraf i de døende sekunder af Paul Greengrass’ ”United 93”.

”The Mist” træder dog stedvist lige lovlig meget fast i sin egen ambitiøse suppedas af frygt, religion og menneskelige reaktioner, ikke mindst da filmen ¾ inde pludselig omtumler i kolossale troværdighedsproblemer, anført af sit mest overeksponerede element, nemlig den kristne fanatiker kaldet mrs. Carmody. Bedst som Frank Darabont falder for den allegoriske fristelse og tager den lette løsning, vender han på mirakuløs vis skuden med 20 fantastiske minutter, der sagt med et populært udtryk tager filmens grundige opbygning i både tommetyk tåge-stemning og panikslagne karakterer til ’the next level’. Ikke mindst med sit afsluttende es i ærmet formår ”The Mist” at klare skærene og tilbagestå med en bundlinje af rystende dimensioner.

20/06-08Huskekagen fra Hollywood
Lækker anmeldelse Rasmus, hvor du præcis fokuserer på det, der løfter The Mist over de fleste andre film i genren. Den afslutning er så nådesløs og dermed god, at den gør ondt længe efter, filmen er slut.

Og så er jeg vild med din "diskussion" i første afsnit. Det ikke altid let at finde ud af, om man skal lade logikken og fornuften eller hjertet vinde. For mig bliver det ofte det sidste. Det handler sgu trods alt om, om man har haft en fed oplevelse ;-)

20/06-08Huskekagen fra Hollywood
Takker, Slat, og godt at høre at jeg ikke bør føle mig mærkelig, eftersom denne slutning tog ualmindelig hårdt på mig. Kun film som "Hadet" og den nævnte "United 93" synes at besidde et sammenligneligt afslutningschok.

Spoilers:

Det største problem i "The Mist" mener jeg uden tvivl indtræffer, når størstedelen af det barrikaderede supermarked pludselig bliver kristne, "Amen"-råbende diciple over bare én nat! Det er ærlig talt en for tynd løsning, særligt når mrs. Carmodys undersotter ligner intet mindre end hjernelammede zombier. Men som sagt får altså også mit subjektive filmhjerte lov til at tale i fulde flor her, for ligegyldig hvad så ér "The Mist" en stor oplevelse.

Igen, tusind tak for dit svar.

22/06-08Huskekagen fra Hollywood
Hehehe, ja jeg grinede også lidt for mig selv, da alle pludselig blev hjernedøde. Ikke 100 pct. troværdigt, men man må jo gå ud fra, at amerikanerne i småsamfund alle er potentielle stærkt troende... eller i hvert fald er det vel filmens præmis. Underholdende er the mist i hvert fald.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.