Kung Fu Panda (org. version): Er pandaen sjov?

Kung Fu Panda (org. version)

28/07-08Er pandaen sjov?
For et par år siden, da Wullf & Dolph kørte på DR, gik bølgeren højt mellem generationerne om, hvorvidt flodhesten overhovedet var sjov. Efter at have set biografernes "sluk mobilen"-indslag med henvisning til denne film, stillede jeg oprigtigt det samme spørgsmål om pandaen, som altså hedder Po. De anti-mobiltelefon indslag forekom mig nemlig absolut ukomiske og nærmest lidt småpinlige. En fedtklump der hopper rundt og skaber sig tosset over folks tændte mobiltelefoner er ikke sjovt. At fedtklumpen er en panda ændrer ikke på det.

Heldigvis kan jeg ved at se på selve filmen konstarere, at manuskriptet her heldigvis har været i hænderne på folk, der faktisk har lidt forstand på, hvad humor faktisk er. Kung Fu Panda er afgjort ikke et mesterværk, man ikke må snyde sig selv for, men den er faktisk udmærket og sjov underholdning, som man ikke fortryder, og de førnævnte anti-mobil indslag bærer meget tydeligt præg af, at de er tænkt af folk, der har set den her film og fået det ud af den, at den gør sjov med fede folk, og at det derfor må være sjovt... En særdeles pinlig fejltolkning, da det ingenlunde er pointen i filmen. Po er fed, ja, og bliver hånet for det, ja. Men filmen forstår trods alt, at alle dens karakterer har karakterbrist, som de kan klandres for. Desuden tager den ikke sig selv særligt alvorligt på noget tidspunkt.

Det fører på overfladen til en rimeligt sympatisk historie om, at man ikke bør dømme folk på åbenlyse overfladiske skavanker, men altid tro på det skjulte potentiale under underfladen, også selv om personen ikke selv gør det.

Selv den ellers helt igennem vellykkede Yoda-fortolkning, Master Oogway, har sine skavanker og opfattes som fuldstændig senil og lidt enerverende af hans nærmeste allierede, Master Shifu (der har Dustin Hoffmans stemme). Oogway er en skildpadde, der gør alt meget overvejet (læs: langsomt), hvilket tydeligt irriterer Shifu, selv om han åbenlyst nærer den dybeste respekt for Oogway. Bemærk f.eks. scenen, hvor Oogway tilkalder Shifu for at fortælle ham om en drøm, og derefter begynder langsomt at puste det ene lys ud efter det andet, indtil Shifu mister tålmodigheden og gør det færdigt for ham. Eller når et bud kommer med nyt, og Shifu spørger om det er gode eller dårlige nyheder, hvortil Oogway filosoferede bemærker, at nyheder bare er nyheder og hverken gode eller dårlige. Sjovt. Det lykkes virkelig at gøre Oogway til den filosofiske mester, der lige nøjagtig irriterer en smule, men uden at man hader ham og siden kommer til at holde meget af ham.

Po (med Jack Blacks stemme) er også selv mere sympatisk end de fleste drømmende helte, der har blikket solidt rettet mod den overdrevne fantasi og dermed i nogen grad har mistet jordforbindelsen til, hvor de faktisk opholder sig. I de fleste film er det store problem, hvordan man bringer den slags figurer fra at være den virkelighedsfjerne drømmer til den virkelighedsnære handlingsmand, han/hun skal være, uden at både plottet og den interne troværdighed ryger helt i havnen undervejs. Det lykkes faktisk fint her, selv om Po unægteligt må tolerere en lind strøm af ydmygelser undervejs.

Også starten er fin, hvor man inviteres ind i Po's fantasiunivers, hvor han selvfølgelig selv er den ubestridte helt. Det leveres i modsætning til resten af filmen i ren animé-stil, hvor man tydeligvis har læst på lektien og begynder med særdeles klare referencer til den ubestridte animé-film på området, Ninja Scroll. Det giver os fra starten et billede af Po som en sympatisk omend fjollet drømmer, og det billede holder hele vejen. Po har måske ikke megen jordforbindelse og vil gerne være den store helt, men han har trods alt de bedste intentioner overfor andre folk, hvilket man ikke helt kan sige om hverken Shifu eller de andre Kung Fu studerende, der ikke ligefrem kan sige sig fri af jalousi og fjendskab, da Po - på deres bekostning - bliver udpeget som den nye dragekriger ved, hvad de - i modsætning til Oogway - opfatter som et rent tilfælde.

Når først de obligatoriske håne/ydmygelses-scener er overstået (og de er dog ikke så slemme, som man ellers kunne frygte), giver det anledning til en masse sjov Kung Fu pjat. Bemærk f.eks. hvordan Shifu og Po under træningen slås om en enkelt bolle, hvilket udvikler sig til en helt igennem overdrevet duel på højt plan. Sjovt. Det er også et eksempel på den ironiske distance, som filmen konstant lægger til sit plot, blandt andet symboliseret ved de endeløse trapper fra landsbyen op til templet, som Po aldrig bliver gode venner med, uanset hvor meget han lærer.

Alt i alt gør de ironiske indfald, at Kung Fu Panda er helt udmærket underholdning, hvis man trænger til at blive underholdt, især fordi filmen på forhånd har accepteret, at den ikke scorer point på at være computeranimeret. Dem har vi snart set så mange af, at det ikke i sig selv er en bedrift mere. Men det her er klart sjovere end Ice Age 2 (der ironisk nok kun holdes i live af Scrat), Stor Ståhaj, eller hvad de ellers hedder. Bevares, vi er slet ikke oppe på Pixar-niveau, men mindre kan såmænd også gøre det. Hvis man ikke ser Kung Fu Panda, er man dog næppe gået glip af en masse. Egentlig er fire stjerner for meget, men tre er nok for lidt, så jeg er sød ved den, fordi jeg trods alt morede mig.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.