Barnet: // Fortabelse i en voksen verden //

Barnet

10/08-08// Fortabelse i en voksen verden //
Hvis du en dag sidder og føler at din kaffe smager lidt for meget af italiensk kvalitet, at vejret udenfor er lidt for smukt og at du ellers bare har det lidt for godt med dig selv, vil jeg anbefale vinderen af Palme D'or 2005, L'Enfant af de belgiske brødre, Jean Pierre og Luc Dardenne. Den vil garanteret få dit ellers så dejlige humør til at forsvinde, for filmens form og indhold vil sprede en grå og trøstesløs sky af stemninger i din tv-stue og overskygge aftensolen og den lyserøde himmel. Til gengæld får man et lille indblik i en verden, som vi ved eksisterer derude. Ikke fordi vi læser om det i aviserne eller ser det i nyhederne, men fordi vi hver dag går forbi den. L'Enfant er ikke en film om en af de alverdens krige, der står på mens denne anmeldelse skrives, eller om hungersnøden i Afrika eller en naturkatastrofe i Thailand. Derfor er det så nemt at identificere sig med hovedpersonerne, fordi problematikken virker så nær.

Dardenne-brødrene fortæller den lille historie om det unge par, Bruno (Jérémie Renier) og Sonia (Déborah François), som uventet får et lille barn i en lille belgisk forstad, hvor hver eneste dag er lige så grå, som den udstødningsrøg de utallige forbikørende biler udskiller. Sonia lever af sin bistand og Bruno tjener lidt småpenge ved sine tyverier her og der, ganske vist intet planlagt men mere overladt til tilfældighederne. Da han hører om et adoptionsbureau som tilbyder penge for børn, ser han den oplagte chance; sælge det lille barn bag Sonias ryg, som de alligevel ikke er klar til. Og hvis det da går helt galt, siger han bare at det blev stjålet, så de kan få en erstatningsbaby. Det lyder som en plan, man kun ville få et barn til at være med på. Da Sonia får nyheden at vide og samtidig ser 5000 euro i Brunos hånd, besvimer hun og ender på hospitalet. Resten af filmen fortsætter i en tiltagende mørk spiral og ender i det gribende punkt på bunden, hvor ingen redning synes at være tilstede. For Bruno er det hele blot en leg, og derfor får man virkelig ondt af det forvoksede barn, når han selv opdager at hver aktion bliver efterfuldt af en reaktion, som virkelig kan såre fysisk som psykisk.

På det ydre ser filmen helt simpel og nærmest harmløs ud, hvilket man hurtigt falsificerer når filmen afspilles. Bruno og Sonia er som to små børn fortabt i en verden, som de slet ikke er rustet til. Det er dog som om Sonia krydser muren ind til de voksnes tilværelse i og med at hun bliver mor og får en vis fornemmelse af ansvar, mens Bruno stadig ikke er høj nok til det spring. Han træffer i løbet af filmen en række valg, som har den effekt at de nærmest eksponentielt forværer Brunos situation. Som barn har man nærmest ingen forpligtelser, og det valg man træffer går for det meste ud over en selv uden større involvering af andre. Som barn modtager man bare konsekvensen og livet fortsætter, som hvis intet var sket. Så hvis man endelig skal dumme sig i livet, så gør det endelig i din barndom. Så snart man begynder at dumme sig i voksenlivet, skal man for alvor stå til regnskab for sine fejl, og der er altså ingen kære far og mor. Bruno er stadig barn i denne hensynsløse voksne verden, hvilket også straks gør det hele værre. Det afspejler sig også hos publikum, for Brunos karakter er den katalysator som er med til at genfinde barnet i en selv. Man griner af de samme barnlige og ret så banale ting, som han gør, og har samme knugende fornemmelse i maven, når han virkelig er på røven.

Filmen gør ondt, fordi den er så satans realistisk. Og vi ser endnu engang et udført eksempel på en film, hvor indholdet går smukt i hånd med formen. Med den naturalistiske og helt enkle kameraføring, bliver vi glidende ført gennem parrets hverdag og Brunos problemer, hvor der fra instruktørernes side hverken sympatiseres eller distanceres, det er helt op til publikum at tage stilling, og det er ikke altid lige nemt. Fordi filmen er fransk og derfor består af relativt ukendte hovedrolleindehavere, glemmer man helt at man sidder og ser på en film, hvortil der er skrevet et manuskript og udformet et storyboard. Intet føles påtvunget for at give filmen spænding, men den lever sit helt eget liv, og tilpasser sig omgivelserne og livets gang som en organisme. Det skal dermed heller ikke lyde som om, at alle blot kan finde deres videokamera frem og filme en stump af deres hverdag. Jeg synes det er interessant at følge vores hovedpersoner, og historien er realistisk nok til at den ikke bare er tragisk kun for tragikkens skyld.

Dardenne-brødrene har udformet en stærk historie, som altså ikke indeholder særligt mange lyspunkter. Filmens langsommelige tempo og socialrealisme gør også, at den bestemt heller ikke er for alle. Der er ingen store effekter at komme efter, heller intet smukt komponeret soundtrack eller nogen lækker klippestil. Det er lige ind til benet, så man virkelig kommer til at føle sig amputeret. Og det er bestemt ikke enhver der hverken gider eller kan holde ud til en sådan nær oplevelse. Da Sonia ender på hospitalet, forsøger Bruno at få barnet tilbage. Hans motiver for dette er dog uklart; gør han det, fordi han virkelig indser at det var uetisk eller fordi Sonia besvimede og nu vil gøre hende glad, så de sammen kan fortsætte deres liv? Vi får aldrig et eneste svar, og derfor bliver filmen også hvad man selv gør den til. Slutningen er desværre heller ikke så ligetil, og man kan vel håbe på, at de to hovedpersoner tager vare om dem selv og finder deres egen sti. Desværre er L'Enfant mere kompleks end som så, og det er slet ikke sikkert at den sti findes. Måske er der ikke andet end fattigdom og gru i vente. Dette er filmens præmisser, og den får andre films løsninger til at virke som ren barnemad.

Filmen er tæt på at være perfekt. Og uanset hvor deprimerende det lyder, så er jeg stor fan af de mere dystre film. Til gengæld er jeg også lige så stor fan af andre filmiske finesser, end blot en realistisk kameraføring. Der gik simpelthen lidt for meget socialrealisme i den, og med de problemer man selv sidder med i hverdagen, så er det sjældent man har lyst til at overvære andres lige så nære problemer.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.