Star Wars: The Clone Wars (org. version): Star Wars: The T...

Star Wars: The Clone Wars (org. version)

20/08-08Star Wars: The TV Clone
"The Clone Wars" er meget tydeligt en børnefilm og lige så tydeligt pilot til den kommende tv-serie af samme navn, for den stopper stort set uden at få afrundet sin handling. Men Lucasfilm Animation har gjort et udmærket stykke arbejde med omsætte universet til tv-animation - især gennem glimrende grundarbejde i animationerne, hvor de har taget et godt valg ved at gå efter en tegneserie-agtig stil (frem for fotorealistisk).

Handlingen er endnu et led i den nye fortælling af Darth Vaders forhistorie, hvor Anakin sammen med sin hidtil ukendte lærling, Ahsoka, bliver sendt ud for at redde Jabba the Hutts søn. Ham har Grev Dooku og de mørke kræfter nemlig kidnappet i et komplot, der handler om at vinde hutternes hjælp i Klonkrigene. Ud over at de ellers formodet begavede personer har overraskende svært ved at gennemskue Dooku & co.s simple rænker, fungerer plottet udmærket som ramme for halvanden time i selskab med "Star Wars" igen. Og når filmen er lavet som ren animation, er der jo ikke nogen skuespillere, George Lucas har kunnet lade være med at instruere. :-)

Jeg hyggede mig ganske fint med "The Clone Wars", men det skyldes mindst lige så meget gammel kærlighed til serien, som det er filmens egen fortjeneste. Den er ganske sød og sjov og har nogle fine actionsekvenser ... men den er også imponerende uspændende og ufarlig, fordi det hele minder om et computerspil. Og som allerede nævnt slutter den midt i det hele, så det bliver en 'nå ja'-oplevelse, hvor man fx bagefter kan sidde og spekulere på, hvad der skete med Ahsoka inden "Revenge of the Sith"? Men mon ikke tv-serien vil vise, at hendes skæbne er med til at skubbe Anakin i retning af Darth?

"The Clone Wars" er ikke nogen katastrofe, som jeg ellers havde frygtet. Den er helt tydeligt et "Star Wars"-sideprojekt på mindre budget, og den gør sig heldigvis ikke til mere, end den er. Men den er så også en ganske unødvendig kogen suppe på et allerede udvandet koncept.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.