Drømmen: Gladiatoren fra kornmarkerne

Drømmen

25/08-08Gladiatoren fra kornmarkerne
Sidst vi så til bølgebrydende ungdoms idealisme var i Mikael Håfströms ”Ondskab”, hvor den viljestærke Erik gjorde oprør mod en svensk kostskoles hierarki. Det kostede svigende kinder, hjerteløs ensomhed og prygl, prygl og atter prygl – men hovedet forblev rejst og stolt i kampen for retfærdighed, selvom et helt samfund prøvede at få det til at sænke nakken. Omtrent det samme kommer lille, stærke Fritz igennem i Niels Arden Oplevs ungdommelige og rebelske ”Drømmen”, som har mange gode intentioner og et varmt hjerte, men er en tand for konventionel skåret.

Der bliver straks peget nærmest med obligatoriske fingre, da drengen med de himmelrige blå øjne, Fritz, indtræder i sit nye klasseværelse med Beatles hår. Man skulle tro, at han var den tjekket dreng i klassen, ham pigerne tiggede om ledsagelse til skolebal, drengen som altid var et skridt foran alle andre, men tværtimod traditionen, så bliver der set ned på det tjekket og moderne, nyskabende og farlige, mens man hellere holder sig til takt og tone håndbogen i pinlig tavshed. Fritz er nemlig ikke som de andre. Han har hang til Rock’n Roll og Martin Luther King, og er på alle måder, leder og kanter, ikke den klassiske landsbysøn. Fritz’ frisind og atypiskhed vækker opsigt hos den ærketypiske skoleinspektør, Lindum Svendsen, som ikke tøver med korporlig afstraffelse, hvis der bliver bøjet på de ældgamle traditioner. Det står derfor hurtigt klart, at som i en anden westernfilm, at skolen(såvel som verden) ikke er stor nok for dem begge to. Det bliver et klassisk opgør mellem tyrannen og idealisten, traditionen mod det moderne og nyskabende, DF mod SF.

Netop hele spiralen omkring opgøret mellem den gode og den onde, er firkantet og nuanceforladt udfoldet. Der er muret med så store mursten, omkring kontrasten mellem god og ond, at det er så tydeligt, som den Kinesiske Mur der adskiller land fra land. Det er dermed en tand for konventionel skåret, og danner samtidig et utvivlsomt anarkistisk univers, og en rød tråd, hvor vores helt skal så grueligt meget igennem, før han kan træde ud i lyset for enden af den mørke tunnel. Og så alligevel ikke, for Oplev efterlader heldigvis lidt til egen fantasering.

Selvom den stormalede kontrast reducerer uforudsigeligheden i historien, så skal der ikke herskes tvivl om, at ”Drømmen” er en medrivende og unægtelig bevægende film, som kilder, græder og slår på de helt rigtige tidspunkter med de varme sommerdage som scenesætter. Danmarks svar på Erik fra ”Ondskab” er en glimrende casting i Janus Dissing Rathke, som både formidler sårbarhed og jernvilje til bestået karakter i retfærdighedens navn, men endnu bedre castet er Bent Mejding, som tyrannen Lindum Svendsen. En rolle som Mejding går frygtløs dybt ned i, og efterlader en hver form for sympati efter sig, når han indtræder i 50 og 60’ernes sort-hvide billede på den sorte skole i det gamle Danmark. Et sted hvor forandring bliver trynet i jorden, i ren frygt for at slippe de sikre rammer.

Oplev har godt hånd om sit univers, selvom han også falder i den velkendte patetiske sø, når tingene kammer en smule over – her specielt set i den alt for hårdtpumpet slutning og klimaks. Det er noget man helst ikke skal hæfte sig nærmere ved, for der er skam at vente et ualmindeligt velfungerende drama, som både skaber sympatiske og varmefulde billeder, med bland andet sin stille, men dybt rørende åbningsscene, hvor Fritz går gennem det gule hav på en varm sommerdag, mens han lader sine fingre glide gennem kornene. Præcis på samme måde Russel Crowe gjorde i storværket ”Gladiator”, som skaber en lille, sød sammenkædning mellem gladiatoren og den danske landsbysøn, i deres delte kamp mod tyranen.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.