Blade Runner: The Final Cut: Drømmer androider om elektris...

Blade Runner: The Final Cut

26/08-08Drømmer androider om elektriske får?
Jeg har udsat en anmeldelse af denne film længe, fordi jeg altid har været klar over, at jeg ville få svært ved at yde den nogen form for retfærdighed. Jeg må vel bare melde ud fra begyndelsen, at dette efter min beskedne mening er en af - hvis ikke den - bedste film, jeg har nogensinde har set. Jeg har altid haft respekt for Ridley Scotts arbejde, selv om jeg sandt at sige skal indrømme, at det ikke altid har været lige vellykket. Bemærk at Blade Runner blev lavet i den tid, hvor Scott også begik film som "Legend" med Tom Cruise (ak, ak...), men selv om hans film under tiden har været kritisable for deres fortællestil, så lader hans fortid som manden med kameraet sig ikke fornægte, for der er altid flotte billeder i hans film, især i denne film, hvor det visuelle indtryk virkelig er en oplevelse af dimensioner.

Blade Runner er den af Scotts film, hvor det hele går op i en højere enhed. Det er visuelt fantastisk, hvad vi får lov at se, og historien fortælles med klippehårde skuespillere som Harrison Ford, Rutger Hauer, Sean Young, Daryl Hannah, Joanna Cassidy, Edward James Olmos, Brion James og M. Emmet Walsh i rollerne. Samtidig er dette efter min mening den eneste virkeligt vellykkede filmatisering af en Philip K. Dick roman ("Minority Report" er okay, men når ikke "Blade Runner" til sokkeholderne), idet det reelt lykkes at skildre en af Dicks pointer i filmen. De fleste af hans romaner er ganske eksistentialistiske og hæfter sig enten ved definition af, hvad det vil sige at være et menneske, eller hvordan du kan være sikker på, at virkeligheden omkring dig er virkelig (eller begge pointer). Det er det første emne om, hvad et menneske faktisk er, der er kernen i historien her. Den oprindelige bog havde titlen "Do Androids Dream of Electric Sheep?" og på tilsvarende vis er filmens pointe i sidste ende, om replikaterne faktisk ikke er mere menneskelige end menneskene, eftersom det eneste de gerne vil er at have lov til at leve videre. Så kan man indvende, at de slår folk ihjel, men ville vi andre handle anderledes, hvis nogen havde "kodet" os med kun fire års levetid? Nærer vi ikke sympati for replikaternes trang til ikke at dø? Og hvis vi ikke gør, hvor humane er vi så i grunden? Det er filmens grundpointe, eftersom replikaterne jagtes skånselsløst, mens ingen af "eksperterne" åbenbart nærer nogen som helst form for forståelse for deres situation. Hvad siger det om den menneskehed, som replikanterne så brændende ønsker at blive en del af? Det er en grusomt ironisk pointe i filmens slutning, at den påstået onde, onde Roy sparer Deckard, fordi han i sidste ende også værdsætter hans liv på trods af, at Deckard har myrdet hans nærmeste.

Se, det er selvfølgeligt et yderst dybfølt emne, der sagtens kunne være blevet håndteret pinligt rørstrømsk, men det virker i en sjælden grad her på grund af den kynsike og afstumpede verden, som Scott med fantastisk flotte billeder viser i al dens upersonlige og fjendske grusomhed med dens ynkelige og selvoptagede og usle indbyggere. Helt ned på gadens halv-tyske slang kommer vi, mens politiet våger fra oven i bedste "Big Brother Watching"-stil, og vores sanser bombarderes med kulørte, højlydte reklameskilte, hvorfra ingen flugt er mulig.

Samtidig leverer Ford her nok en af karrierens bedste præstationer, og i betragtning af hvad han har lavet under tiden, så siger det altså en del. Nu siges Ford i sine senere dage at være blevet ufatteligt krukket, men det her er i hans unge dage, hvor han også lavede de oprindelige film om Indiana Jones og Star Wars eller Witness, Frantic, Presumed Innocent og Regarding Henry. Det er Ford i hans guldalder, og han er på toppen af sin præstation. Han er måske sejere som Indiana Jones eller Han Solo, men de ville aldrig - som Ford gør både her og i Frantic - kunne blive banket så alvorligt, at de bare må falde bævende sammen som en sæk kartofler og sende blikke med dødsangst mod overmanden. Det sker her, og det kræver noget af skuespilleren. Men det er ikke blot Ford, der gør det godt - det fungerer hele vejen rundt. Hvem har set Sean Young eller Rutger Hauer i bedre præstationer, end de leverer her? Vi husker dem da fra andre ting, f.eks. Hauers psykotiske John Ryder i The Hitcher, men bedre?

Nu vil jeg så betvivle, om det er alene er Scotts fortjeneste, at skuespillet er så godt, for i betragtning af, hvad han ellers lavede i årene før og efter Blade Runner, så var det hele mildst sagt ikke lige imponerende (med Alien som en væsentlig undtagelse). Årsagen er måske også, at skuespillerne selv forstod, at det her faktisk var en særdeles alvorlig historie, som gav dem mulighed for at stråle. Ikke at det betyder så meget, for i hvert fald betyder det, at det samlede indtryk hæver så markant over de fleste film, der kunne nævnes, og bliver langt mere dybtfølt og vedkommende. Det her en historie om, hvad det vil sige at være menneske, illusteret i science fiction form, fordi vi kun her kan illustere pointen, så den bliver synlig og tankevækkende. Eller med andre ord, science fiction når det er bedst. Bevares, det er Philik K. Dicks varemærke i science fiction, idet hans romaner altid har været langt mere baseret på menneskelige pointer, end mere videnskabstunge sci-fi forfattere som Asimov eller Clarke. Men at det lykkes for Scott og hans skuespillere at få den pointe over på det store lærred i en så uafviselig åbenlys grad som her er en mageløs bedrift. Og sat sammen med Scotts stensikre flair for flot cinematography i en uhørt høj grad, som faktisk sjældent er set imponere sanserne mere end her, så er det unægteligt svært ikke at lade sig blive revet med ind i det dystre metropolis LA i Scotts vision er blevet i denne film.

Denne film får os til at tænke over, om vi kan blive bedre mennesker. Hvad mere kan man forlange af en film? Jeg vil altid opfatte dette - Scotts mesterværk - som en af de bedste film, jeg nogensinde har set. Og bliver jeg i tvivl, så ser jeg den igen og får det bekræftet. For Blade Runner er nærmest en livsstil i sig selv - man bliver aldrig færdig med den. Der er hele tiden mere at snuse rundt i. Er Deckard selv replikant? Og er det i grunden ikke ligegyldigt?

Så er der så snakken om alle de forskellige versioner af filmen. Tja, sandt at sige, så synes jeg, at meget af snakken er skudt noget over målet. Det mest bemærkelsesværdige nye i de senere versioner er, at Fords Philip Marlove-agtige fortæller-indlæg er skåret ud, og det er faktisk en fordel for filmen, at man slipper for at blive stopfodret med den slags gumshoe-lignende tricks, da det tager effekten noget væk fra Scotts skildring af det fremtidige LAs metropolis. "Show, don't tell" er devisen i de nye udgaver, og det fungerer faktisk bedre. Den anden ændring er, at man klippede den "happy end" sekvens ud fra filmens slutning, som filmstudiet oprindeligt tvang ind i filmen, fordi den ikke måtte slutte for vemodigt. En helt igennem åndsvag idé, filmens indhold taget i betragtning, og som det er godt er nu er havnet på gulvet i klipperummets evige jagtmarker. Interesserede kan sammenligne sekvensen, hvor Deckard og Rachel flyver ud over et frodigt, grønt landskab - i modsætning til det smog-fyldte LA, og så sammenligne med køreturen i åbningen af Kubricks "The Shining". Dermed kan man ved selvsyn konstatere, at udendørsoptagelserne i sekvensen er tyvstålet fra sidstnævnte. Men ellers er der nu ikke voldsom stor forskel på de forskellige udgaver af filmen, og den grundlæggende historie pilles der således ikke rigtigt ved. Okay, så er der de omdiskuterede sekvenser, hvor Deckard drømmer om en enhjørning, og hvilken betydning man skal tillægge dem. Er det er spor, der antyder, at Deckard selv er replikant? Måske, men som nævnt tillægger jeg det ikke den store betydning, idet filmens pointe netop er, at menneskelighed ikke afhænger af, hvordan man er født, men hvordan man er. Ændrer det noget for dig, hvis Deckard er replikant? Burde det?

Som sagt - og som måske fornemmes på nuværende tidspunkt - så bliver man aldrig færdig med at finde ting i Blade Runner. Der er hele tiden mere, og filmen vil altid fremstå som en sand klassiker for mig.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.