Børnehjemmet: Skræmmende debut

Børnehjemmet

01/09-08Skræmmende debut
"En drøm af et mareridt", "frygtindgydende fabelagtig", "bedste gyser i årtier" og jeg skal komme efter dig. Disse citater er bare en lille brøkdel af den overvældende positive kritik som El Orfanato har modtaget og selvom jeg helst prøver at undgå at blive hypet alt for meget, er det svært ikke at blive det, når den bliver sammenlignet med en film som The Others i stil. Jeg holder selv rigtigt meget af førnævnte film og derfor så jeg meget frem til at opleve et godt gys af den gammeldags slags, der giver sig tid til at krybe ind under huden uden brug af billige chok effekter og deslige. Det jeg fik, var en momentvis uhyggelig film, med et par unødvendige scener imellem og nogle effektive chok sekvenser, men bare ikke helt det jeg havde regnet med.

Jeg tror det var sammenligningen med The Others og alt den positive kritik, der hylede mig ud af den, for hvis man forventer en gammeldags gyser i stil med førnævnte, så bliver man delvis skuffet. El Orfanato har nemlig flere gode eksempler på gode gys uden hjælp af pludselige høje brag eller begivenheder, specielt en scene hvor Laura (filmens hovedperson) står for enden af en lang gang, da hun hører en skinger fløjtende lyd og vender sig om og i den modsatte ende af gangen står et lille barn, med en fløjte om halsen, i noget gammeldags tøj og en stof sæk over hovedet, ikke lang tid efter begynder barnet med langsomme skridt at gå mod vores hovedperson, man kan høre barnets tunge åndedræt som det kommer nærmere og nærmere... og jeg vil ikke afsløre hvad der derefter sker, det må i selv finde ud af. Det kan godt være det lyder åndssvagt og ikke specielt uhyggeligt, men dem som har set filmen ved sikkert godt hvad jeg mener og ja det er simpelt, men det virker rigtig effektivt og scenen er et godt eksempel på hvordan man opbygger spænding og uhygge. Desuden er det titusind gange mere skræmmende end et eller andet cgi monster. Hollywood kunne lære noget af det her.

Belén Rueda der portrætterer Laura yder en ganske glimrende præstation (ligesom hun gjorde i den fantastiske Mar Adentro), mens Fernando Cayo (Carlos i filmen) halter lidt bagefter, især når det kommer til scenerne sammen med konen Laura, det er som om der mangler lidt kemi imellem de to.

Der er en masse eksempler på gode gys filmen igennem og J. A. Bayona er en herre der kan sit kram, ingen tvivl om det. Filmen holdte mig bare ikke fanget på samme måde som f.eks. The Others gjorde, der holdte en konstant tryggende atmosfære hele filmen igennem, det synes jeg ikke El Orfanato kunne præstere, der kommer et par enkelte chok engang i mellem for at holde pulsen oppe, når uhyggen tager en lille pause, men det virker bare lidt billigt efter min mening og jeg havde ikke regnet med, at den ville bruge den slags virkemidler for at holde tilskueren fanget.

Men når alt det er sagt, vil jeg ikke ligge skjul på at El Orfanato er en af de bedste og uhyggeligste (trods der er jævne mellemrum blandt guldkornene) gysere jeg har set længe, i en genre som jeg har svære og svære ved at blive imponeret over.

24/09-08Skræmmende debut
Filmen indeholder nogle af de allerfedeste uhyggescener gennem de sidste mange år.

Scenen hvor hun gentager legen fra sin barndom (en leg som Kitano også brugte i Kikujiro) og scenen hvor hun dækker middagsbordet som i barndommen, er rendyrket psyko-gys i en destilleret form vi skal tilbage til de store mestre som Argento eller de britiske mestre for at opleve lignende. Scenerne er uhyggelige fordi hun går i en slags barndom, en hypnose, som kan genkendes fra den store slutscene i gyngestativet i Bunny Lake Is Missing. I Bunny Lake bruges effektien til at redde hende og hendes barns liv fra den psykopatiske broder og fastholde ham i et barndoms-mode, men i Børnehjemmet bruges effekten bare ikke rigtigt til noget og filmen forfalder til et letkøbte sympatier.

Generelt er filmens problem, at den er for katolsk farvet, og uden den mere rationalistiske tilgangsvinkel som de engelske protestantisk inspirerede instruktører besad. For englænderne var der ikke noget der var overnaturligt. Alt gys foregår kun inde i vores eget hoved og spøgelserne spejler kun vores egne dæmoner. Ved at give religionen så stor en rolle, tabes her, som i Pans Labyrint, denne pointe til fordel for en spansk-katolsk-religiøs pointe man ikke umiddelbart kan græde med på.

The Other gav mig slet ikke det gys, som Børnehjemmet formår.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.