Hellboy 2: The Golden Army: Sitcom med rød dæmon

Hellboy 2: The Golden Army

16/09-08Sitcom med rød dæmon
Øv, for en skuffelse. Jeg holder meget af den første "Hellboy"-film, og da Guillermo del Toro fortsatte som forfatter-instruktør, tydede alt på en god toer. Men "The Golden Army" er en tung og klodset sag, som aldrig rammer den samme balance mellem pulp, ironi og monsterjagt som etteren.

I "The Golden Army" er Hellboy og hans venner stadig ansat i The Bureau for Paranormal Research and Defense, hvor de beskytter Jorden mod overnaturlige farer. Denne gang kommer faren fra alfeverdenen, hvor elverfolkets kronprins vil sætte en stopper for menneskehedens herredømme over planeten. Til det formål forsøger han at vække en legendarisk, uovervindelig hær af kampmaskiner.

Historiens overnaturlige elementer kommer altså fra det klassiske engelske katalog af alfer og trolde, og det er fint nok. Problemet er bare, at del Toro gerne vil gøre elverprinsen til en episk, nobel skurk, som forsøger at tjene en god sag - men det virker simpelt hen ikke. Der bliver ellers forsøgt at putte masser af patos på med både skurketaler og voldsomt svulstig musik. Jeg blev bare aldrig fanget og syntes derfor, at scenerne fra elverhoffet var lidt ligegyldige. Så var der altså mere gang i nazisterne og Cthulhu-monstrene i etteren.

Og ved siden af hovedplottet kører der så et nærmest sitcom-agtigt spor om Hellboys privatliv med kæresteforhold og besværligt samarbejde med cheferne i BPRD. Hvor etteren havde gode oneliners, er toeren mere plat og høhø-agtig, og det betyder, at filmen mangler en grundstemning. Det ene øjeblik episk kamp mod verdens undergang, det næste parforholdsjokes med rød dæmon.

"The Golden Army" har ellers mange gode elementer, ikke mindst i det visuelle, hvor del Toros blik for fantastiske scenerier selvfølgelig stadig slår igennem. Hans monstre og magiske steder er noget for sig - her er der fx nogle helt fantastisk groteske tandfeer med. Der er også godt gang i actionscenerne, selv om de nu heller ikke har helt samme dynamik som i etteren.

Som Hellboy er Ron Perlman stadig et fremragende valg, men hans spil lider også under sitcom-stilen. Jeg savner noget mere sammenbidthed og en reel fornemmelse af fare undervejs. Det fungerer meget bedre hos Selma Blair, der som Hellboys pyrokinetiker-kæreste er endnu mere småmuggen og goth og fylder langt mere end i etteren.

Blair var for mig det klare lyspunkt i en film, der ellers i overraskende grad virker, som om den kun er lavet, fordi etteren var en succes.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.