The Deer Hunter: - Sympathy for the Masters of War -

The Deer Hunter

23/10-08- Sympathy for the Masters of War -
”The Deer Hunter” har om man kan lide det eller ej, fået status som en krigshistorisk film af bedste kaliber. Uanset hvad kan en film som denne bare ikke gå i glemmebogen, da den har Meryl Streep, Christopher Walken, John Cazale og Robert DeNiro med ombord, skuespillere da de var i deres bedste alder af karrieren. De russisk-roulette sekvenser får ligeledes stadig filmen til at sidde fast på nethinden til den dag i dag.

Samtidig skriver den sig i historiebøgerne som én af de første film til give et portræt af Vietnam-krigen. Kun tre års mellemrum var der imellem Vietnam-krigen og ”The Deer Hunter”.

I filmens forsøg på at lære os personerne at kende, bliver vi ført igennem en times lang introduktion til Stevens bryllup. Desværre rammer instruktøren Cimino, ved siden af. Vi får ikke lært vores hovedpersoner at kende og heller ikke deres relationer særlig godt. Men hvad er det vi får serveret den første time af filmen? En gruppe unge mænd alkoholiserede stort set hele vejen igennem. Ingen baggrund og intet kendskab, bare en flok unge fulde amøber. Dog får vi én klar besked, nemlig at Michael er den rationelle, modige og ansvarlige i vennekredsen. Han formår at redde sig ud af kattepinen under russisk-roulette, redde de andre, få Steven hjem fra hospitalet, trøste Linda og finde en traumatiseret Nick nede i Vietnams mørke bugte, som desværre når at skyde sig selv. At Michael igennem alle disse noble gerninger er påklædt sin amerikanske uniform, hvor han utvetydigt fremstår som en patriotisk ildsjæl, der hjælper hvor han kan, er både ensidigt og påklistret, men først og fremmest perverst.

Lad os mindes scenen, hvor en vietnameser sprænger en gruppe uskyldige bønder i luften og skyder en kvinde med sit barn i armene. Heldigvis slår Robert DeNiro til! Han tager sin flammekaster og flamberer den onde vietnameser, men skyder ham dog til sidst med sin M16 riffel - han skal jo ikke brænde til døde, det ville alligevel være at stramme den. Næste scene er vores venner tvunget til at spille russisk-roulette mod hinanden. Scenen er uafrystelig, og giver en hjerterystelse som bliver siddende og ikke slipper. Det er en meget god konstruktion, men desværre også entydig fordom. Hvis den scenes formål ikke var at portrættere de stakkels amerikanske soldater og de onde nordvietnamesere, så ved jeg ikke hvad formålet ellers måtte være. Der tillægges samtidig en utroværdighed under de historiske overlæg og overvejelser, da man aldrig har haft noget bevis for at der fandtes tvangsdueller i russisk-roulette blandt de amerikanske og sydvietnamesiske fangere. Bør man opdigte sådan noget?

Dette er det eneste man ser fra Vietnam-krigen. Og ud fra dét kan jeg kun støtte op om filmhistoriker Christian Braad Thomsens egen beskrivelse af filmen:

”Året før Apocalypse Now havde Michael Cimino udsendt The Deer Hunter, der i lighed med en række andre Hollywood-film forsøgte at fremstille USA's vietnamesiske modstandere som sadister og anglede efter sympati med de slagne amerikanske soldater, hvilket var omtrent lige så smagløst, som hvis Tyskland efter 2. verdenskrig havde udsendt en film, der søgte at fremstille SS-officererne i et sympatisk lys.” (citat fra bogen ”Drømmefilm”)

Tilsvarende fim som "Apocalypse Now", "Platoon", "Full Metal Jacket" og "Born on the Fourth of July" giver alle et artistisk og samtidig realistisk syn på krigen og den kulde der følger med, uden propaganda, uden censur. I "The Deer Hunter" ser man ikke én handling som de amerikanske tropper ikke kan være bekendte.

”Hvis man er så flabet at sammenligne den med den anden store Vietnamfilm fra 1970'erne, 'Dommedag nu', virker 'The Deer Hunter' unægtelig bleg. Mens 'Dommedag nu' er et umådelig visionært forsøg på at understrege krigens vanvid og menneskets mørkeste sider, er 'The Deer Hunter' en slags Vietnamkrigens 'Borte med blæsten'. Et underspillet og smukt melodrama, der forsøger at ramme alle hjertets melankolske melodier ... I 'Dommedag nu' lyder en af de centrale replikker, 'jeg elsker lugten af napalm om morgenen'. Den slags uforglemmelig brutal poesi kan 'The Deer Hunter' ikke ryste op med.” (Peer Juul Carlsen Filmland P1)

I det emotionelle klimaks kunne jeg ikke lade være med at fnise, da de begyndte at synge ”God Bless America”, for hvor selvhøjtidelig kan man udstrække sig? Hvor må det være skønt og konformt at elske sig selv så meget som de gør.

Nødvendig proamerikanisme?
Jeg kan sagtens forstå at den vandt fem tunge Oscars ved prisuddelingen år 1979. Amerikanerne må have været pavestolte over den. De må have haft brug for sådan en film, der kunne fortælle dem hvorfor. At nordvietnameserne indlysende var bestialske og følelsesafmonterede, og hvor hårdt det var for de unge amerikanske soldater, der havde tabt en krig for første gang.

Kudos til et skuespil så godt, at det trods alt formår at skubbe den lidt ud af kurs som en lort.

24/10-08Sympathy for the Masters of War!
Dit bedste skriveværk til dato, Jonas. Respekt herfra! Det er anmeldelser som denne/dine der virkelig trækker en tyk streg imellem ægte filmelskere og halvhjertede underholdningsjunkier; det at du taget fat om roden på en film (af denne kaliber), studerer, vurderer og konkluderer med din egen holdning, råt for usødet, ærligt og velargumenteret. Det er det stof gode anmeldelser og gode anmeldere er lavet af. Jeg må dog sige, at jeg har et ambivalent forhold til din mening om Deer Hunter - er meget enig i noget af det du skriver, og meget uenig i andet.


"...hele denne gruppe unge mænd er alkoholiserede stort set hele vejen igennem. Ingen identifikation, ingen baggrund og intet kendskab, bare en flok unge fulde amøber. Vi ved, at de skal fremstå som venner, alligevel står deres personlige forhold os uklart, da de næsten hele tiden er stive og har en øl i hånden, og derved ikke udtrykker dem selv følelsesmæssigt. Vi begynder først at få følelserne på bordet, da de vender hjem fra krigen, og er påvirket og nedtrykte..."

Det er en malplaceret kritik og jeg forstår ikke din holdning:) Du HAR jo netop fanget Cimino's pointe, men du er tilsyneladende ikke særlig begejstret for den? Eller også er skoven gemt for bare træer? Der er lavet et utal af film om mænds personlige forandring efter deres krigstogter - oftest er de elskende og følsomme når de drager ud, og ødelagte drukkenbolte når de vender hjem. Dét Cimino gør, er jo netop at anskue den situation fra en helt ny, ukonventionel vinkel, ved at vende denne indre rejse på hovedet. Det er krigen der for venskabets idealer til at blomstre, men samtidig krigen der ødelægger dets fundament. Michael og de andre indser hvad de engang havde og hvad de aldrig kan få igen. Nu går de som tavse spøgelser, der stadig er istand til at elske hinanden, men som ikke kan, fordi deres kærlighed blev korruperet så snart den kom til udtryk, pga. det miljø de befandt sig i. You don't what you got till' it's gone - set så uendeligt mange gange før, men aldrig sådan.


"Hvad der så er en smule perverst, er at Michael igennem alle disse gode heltegerninger konstant render rundt med sin amerikanske uniform på, hvor han utvetydigt fremstår som en patriotisk soldat, der hjælper, hvor han kan. Hvor er dette dog ukontroversielt, uudfordrende og ikke mindst påklistret."

Jeg forstår udmærket din holdning, men igen... I beg to differ. Jeg tror at du skal se uniformen som en metafor for hans nye identitet - på ydersiden en patriotisk, amerikansk helt, der netop er vendt hjem fra en kamp for fædrelandet - men som har mistet alt. Han gemmer sig bag uniformen og medaljerne, fordi det er nemmere at opretholde en facede af styrke og maskulinitet, end det er at bekende sit nederlag for folk der ikke forstår en krig. Og det virker! Han er stadig (ved første øjekast) den respekterede leder og stærke mand, og enhver der kender ham, spørger ikke til hans tavse forandring.

Din analyse af flammekaster-scenen fandt jeg utrolig provokerende. Måske, fordi du netop har fanget den politiske propaganda og dermed har ret... Jeg vil dog tage Cimino lidt i forsvar og blot se scenen for hvad den er på lavplan: et eksempel på krigens absurditet og kynisme. Det er jo netop mennesker af kød og blod, men de er fjender og skal bekæmpe hinanden. Den eneste måde Michael kan bekende og fastholde sin medmenneskelighed i krigen, er ved at gå på kompromis - at være en "bamhjertig" dødsengel, om du vil - også selvom sådan én ikke findes. Om han så er en perfekt soldat eller en ganske forfærdenlig soldat, er en helt anden diskussion. Måske har du fat i den lange ende, måske ikke. Men det er en meget interessant fortolkning:)


"Næste scene er vores venner tvunget til at spille russisk roulette mod hinanden. Scenen er udført meget flot, og giver en psykisk hjernerystelse og dén bliver siddende igennem hele filmen og vil ikke slippe. Det er en meget god konstruktion, men desværre også entydig i sin fordom. Hvis den scenes formål ikke var at portrættere de stakkels amerikanske soldater og de onde nordvietnamesere, så ved jeg ikke, hvad ellers formålet måtte være. Der fjernes samtidig en form for historisk realisme over scenen, da man aldrig har haft noget bevis for at der fandtes russisk roulette-kampe blandt de amerikanske og sydvietnamesiske fangere. Bør man opdigte sådan noget?"

Ak ja, den ikoniske roulette-scene, der stadig kan hjemsøge flere år efter man første gang så den.

Enhver krigsfilm er på sin vis subjektiv (med Mallick's "The Thin Red Line" som dén eneste, der umiddelbart kommer tæt på at afvige), af flere grunde. Instruktøren har sat sit fokus ved at skildre én side af krigen (og det gør de!) og publikum identificerer sig oftest med denne side. At de kan få sympati for fjenden (dårligt ordvalg, I know) er en fremragende effekt, når krigens manglende pointe skal understreges, men derfor kæmper vi stadig en kamp i sort og hvidt. Det gør "Apocalypse Now" også! I en verden som denne, hvor amerikanerne tit er på vindersiden, kan man kun trække på skulderen og lade sig rive med i historien, til trods. Det nytter ikke at spekulerer i objektivitet og retfærdighed, for den slags findes ikke i hverken biografisk filmtematik eller krig. At du har en anti-amerikansk holdning eller savner en skildring fra den anden side, er noget jeg kan nikke anerkendende til - men lad det ikke gå ud over Cimino's filmiske dyder og integritet. Jeg vil dog uden tøven, giver dig ret i at "Apocalypse Now" skildrer Vietnam-krigen i både bredere og finere strøg, og den er da også "Deer Hunter" langt overlegen som film. At du vil have retfærdiggørelse for roulette-scenen... tja, det er vel så som så. Enhver krig har sit lort og det skulle da undre mig, hvis den slags ikke har foregået. At det så er vietnameserne der bliver svinene hér, er igen noget man må tolerere, hvis filmen skal sluges. Ikke dermed sagt, at amerikanerne ikke kunne finde på at gøre det samme - det ved vi at de kan, også selvom de ikke er begejstrede for at indrømme det, mildest talt.

Din ros til Kubrick, Coppola og Stone synes jeg (nu vi er ved det) heller ikke er berettiget. At skildre krigens brutalitet og stille spørgsmålstegn ved dens formål eller eksekvering, dens psykologiske effekt eller avlende kynisme, ligheder og forskelle på begge sider af fanen, er ikke det samme som at sætte publikum i midten - det kan ikke lade sig gøre i en film, som på bunden altid vil være politisk, og begrebet "politisk objektiv" tror jeg aldrig kan sættes i praksis - ikke engang for Kubrick. At "Deer Hunter" så rent faktisk står fast ved sin side (hvis den da gør det?), kan man måske endda være tilbøjelig til at kalde modigt. Også hvis det er på den amerikanske, selvfede Oliver Stone-måde.

Sidste halvdel af din anmeldse kan jo kun bifalde og sige, at du virkelig har ramt hovedet på sømmet:) Både i din analyse af amerikansk kultur (lad os bare kalde dét det, så bliver de så glade...) og Deer Hunter's filmiske styrker og svagheder.

Kanon stykke skriveværk, champ. Det luner at læse.

24/10-08Sympathy for the Masters of War!
Sådan! Saftsuseme en god anmeldelse!

Og så som dessert lige efter at jeg så De Palmas debutfilm Greetings på TV2FILM som opvarmning til Redacted.

24/10-08Sympathy for the Masters of War!
Hold da kæft. Sådan Mirza, det burde blive fast inventar, at der kommer en anmeldelse fra dig af hver fredag! Det er godt at foredrive en afsætningstime med!

Modbydeligt provokerende og velplaceret kritik. Du sår jo helt tvivl i min begejstring over den her store klassiker. Der er dog ting jeg er uenig i, mange af dem Velvet pointerer, uanset hvad så formår du at give filmen en helt ny dimension, som jeg selv (indrømmet) slet ikke har tænkt over.

En ting jeg gerne vil høre dig omkring filmen, som jeg selv fandt fuldstændig betagende, er hvad synes du om Ciminos episk skildring i den bjergtagende, visuelle side af filmen?

Ellers godt gået, bølgebryder.

25/10-08Sympathy for the Masters of War!
Det handler ikke om at stille selve publikummet i midten, men om at stille selve filmen i midten. Publikummet vil altid føle enten det ene eller det andet, men at filmen viser at dén ikke holder med én særlig part tæller. Om man kan kalde det modigt at fremstille sig selv som de gode, retfærdige og som stakler er åbenbart til diskussion.

26/10-08Sympathy for the Masters of War!
Tak, Jonas! Ja, som Klausen siger... du er bølgebryder og en næsten skræmmende intelligent én af slagsen! :)

Det glæder mig at du kan bruge mine indlæg til noget - dine er jo ihvertfald fremragende og frugtbar grobund for mange udvekslinger af holdninger og fortolkninger, så det er mig der takker - med håb om at der kommer mere fra din side!:)

Jeg synes ikke at Cimino's vendepunkter fejler. Deer Hunter er mere en socialrealistisks analyse af krigens kølvand, end den er et dybdegående karakter-studium, og det er ganske med vilje. Cimino viser soldater og deres forandring - deres smerte - igennem en linse, så vi som publikum for et stærkt helhedsbillede af en konflikt med mange ansigter, uden at fortabe os i karakterernes psyke. En underdrejet, men næppe tilfældig verfremdungseffekt, i en film der fortæller om krigs påvirkning på og imellem menneskebånd. Brylluppet, venskaberne, hjembyen - det er en teaterberetning - et melodrama, der fungerer præcis som det skal. Vi får fortalt en historie, hvor vi ikke nødvendigvis er opslugt af de interne følelser - men som vi ikke kan undgå at forholde os til som mennesker, netop fordi vi ser på det udefra og med personlige overvejelser. Her taler jeg om karakterner's forhold og deres forandring, bare så vi ikke misforstår hinanden:)

Jeg vil mene, at vi ved hvad de havde. De havde fest, skæg og ballade - hvilket kun får Michael og de andre til at værdsætte den gamle fred højere og funderer over hvad de dog gjorde med deres tid sammen, hvor venskabet endnu var upåvirket? Havde dét overlevet krigen, hvis der var blevet åbnet op imellem dem? Måske. Måske ikke. Men det er overvejelserne der ligger vejen for deres indre mørke, i lige så høj grad som blodbadet i Vietnam. Den eneste broderkærlighed der nogensinde fremsprang i deres alkoholiserede hverdag, var ét løfte, som Michael besluttede sig for at indfri - om så han skulle tilbage til helvede.

Jeg forstår ikke hvorfor du er så kritisk overfor Cimino's skildring af krigen? --

Spielberg gjorde det med "Saving Private Ryan", hvor det er ih og åh så synd for amerikanerne, da de redder dagen ved Omaha Beach - og senere en tysker, som dog tilgengæld ikke er særlig taknemmelig - han vender nemlig tilbage i slutningen. Dét var vel nok godt, at de slog ham ihjel til sidst alligevel?... Er Spielberg undskyldt, fordi han lavede "Schindler's List" først? Zemecki gjorde det med "Forrest Gump". Danskerne gjorde det med "Flammen og Citronen".
Og selv dém der forsøger at vise begge partier som mennesker af kød og blod, sætter ikke filmen i midten - dette kan gøres med fiktionsfilm af anden genre, men ikke med film der har et både politisk og biografisk fundament. Min pointe var, at politisk objektivitet ikke kan sættes i praksis kunstnerisk - man kan gøre forsøget, jo. Men selv en film der forsøger at afspejle to sider af en krig, vil altid have en politisk, subjektiv rygrad, der bærer filmens drama. Noget som både filmen og publikum falder tilbage på (det er ganske simpel dramaturgi). Dét der gjorde "Apocalypse Now" og "The Thin Red Line" så fantastiske, var deres evne til at analysere grundlaget i en krig med filosofisk og menneskelig taksonomi. Men derfor var de ikke objektive - de tog blot en ideel og objektiv konklussion på deres tema, på trods af det dramatiske udfald og deres alliance, hvilket dog også er en beundringsværdig bedrift. At du savner et forsøg... tja, men så er det vel også for de menneskelige idealers skyld? Om Cimino har politisk integritet kan diskuteres, men en god instruktør, vil jeg dog sige at han er.

Om roulette-scenen kan retfærdiggøres, med henhold på dokumenteret og ikke-dokumenteret materiale er også en lang diskussion. Det er jo en central scene, det ved jeg godt, men jeg synes alligevel du er lidt mavesur :) Igen, se den som et eksempel på krigens kynisme - hvor tortur jo spiller en ubenægtelig og meget modbydelig rolle. Iøvrigt mente jeg, i henhold til flammekaster-scenen, at krigens absurditet var det kompromis det blev begået - og kynismen var kompromiet's udfald. Det er jo både absurd og kynisk at skyde en mand istedet for at flambere ham - han dør jo uanset hvad. Spørgsmålet er bare, hvor grusomt det skal være...

Om Oliver Stone er selvfed? Nej okay, måske ikke. Jeg savner bare at se mere "Natural Born Killers" end film om amerikanske præsidenter:)

26/10-08Sympathy For the Masters of War!
Dagen ved Omaha Beach udlægger ingen favorisering eller sympati for én bestemt part. Husk da tyskerne kommer brændende ud fra deres skydeblokade, og amerikanerne udbryder: ”Lad være med at skyde dem, lad dem brænde!” eller da to tyske soldater overgiver sig, men alligevel bliver skudt at to amerikanere som derefter joker med det.

Selv i Saigon er de nogle kynikere der tjener på at folk spiller russisk roulette, hver gang vi nærmer os en nordvietnameser så er han/hun nogle modbydelige svin, det er så tydeligt at det næsten bliver en parodi...

26/10-08Sympathy for the Masters of War!
Anonym
uhhhha! Lange svar der er.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.