Sidste tango i Paris: - Mennesker i det lukkede rum -

Sidste tango i Paris

30/11-08- Mennesker i det lukkede rum -
”An artist has no home in Europe, except in Paris ”
Friedrich Nietzsche

”Solitude shows us what should be; society shows us what we are”
- Robert Cecil.

Jeg har nok set en del film, jeg ikke burde have set. Forstået på den måde, at når man har kigget på verden i kun 18 år, er der en del man har misset og en del man stadig har til gode. Jeg så Woody Allen's ”Manhattan” for et par måneder siden og synes at den var fremragende. Dét tiltrods for, at jeg ikke kunne følge med al den kære New Yorkers interlektuelle ping-pong dialog og hans voksne forhold til de voksne mennesker, der var og blev en del af hans kaotiske, voksne liv – en voksenfilm, rent ud sagt. Hvad er der så tilbage? Jo, der er nerven. Nerven, der skar igennem en hver livsanskuelse, gik over alder og ramte lige ind i sjælen. Nerven der gjorde, at man heppede på den kære Woody, i håbet om at han ville komme til fornuft og finde balancen imellem hjertet og hjernen. Jeg slukkede tilfreds for dvd'en, følte mig en smule klogere og blev enig med mig selv om, at filmen skulle genses engang om 10-15 år, så jeg kunne grine af alt det jeg troede, jeg havde forstået. Men markedet presser næsten en ung filmentusiast til at foretage de valg og søge imod græsgange, der egentlig er forbeholdt et mere erfarent publikum. For, Gud hjælpe det, er der ikke megen hjælpt at hente i Hollywood, når de retter action-skytset imod deres mest berigende indtægtskilde: sådan nogle som mig. Man får lyst til at søge væk fra det gængse, det konventionelle og det populære – væk fra vejen, i håbet om at finde noget der kan velsigne én, hvis blot man tillader det nok opmærksomhed. Woody Allen ville sikkert finde det charmerende, at ”Manhattan” havde tiltalt en 18-årig. Bernado Bertolucci ville derimod nok ryste på hovedet, hvis jeg fortalte ham, at jeg holdt af hans ”Sidste Tango i Paris”, og fortælle mig, hvor meget jeg havde misforstået hans pointe. For ”Sidste Tango i Paris” bliver aldrig en film man holder af, nyder eller ser for hyggens skyld; men den er langt væk fra vejen og lønnende på sin egen groteske facon.

Det groteske, som netop er det essentielle i Francis Bacon's lovpriste og dæmoniske malerkunst, der ligger til grund for filmens visuelle og tematiske side, er hér et sygdomsbefængt menneskemøde mellem to forpinte sjæle og deres uniseksuelle styrt i afgrunden; aldrig har et møde i byernes by været mere uæstetisk og sort. Lagene er skrællet af og kun den rå, menneskelig urkraft er tilbage i både film, figur og forholdet. Paul (Marlon Brando), en mand hvis savn har reduceret ham til et torteret levn, finder et talerør for sin indre pinsler, igenem seksuel nedbrydning af den naive Jeanne (Maria Schneider) – en blåøjet og hungrende kvinde, der tilfældigvis befinder sig i samme lejlighed som han, en dag som alle andre. Hun levet i et platonisk og udsultet forhold med en opblæst filminstruktør, men opdager en rolle og en midlertidig identitet i sin affære, som personlig udløser for Paul's nihilisme og sorg – og herfra starter en sanseknusende udforskning af grænserne for den menneskelige ukuelighed og moral. Det korporlige og det nutidige definerer indisputabelt rammerne for vores liv, men de menneskelige relationer og vores fortid, er hvad der gør tilværelsen udholdelig og værd at reflekterer over – uden dem, var vi blot et stykke kød. Så hvad sker der, når sjælen fordufter?

Det svar – summa summarum, udebliver i Bertolucci's vision med fuldt overlæg. Som en kritik af franskmændendes pragmatiske og progressive tilgang til deres politiske og sociologiske tema-revisioner (i 1960'erne), har Bertolucci ladet det hele flyde sammen i en pærevælling og efterladt publikum med en åben fortolkning af menneskets hæmningsløse natur, på baggrund af løse monologer og en kompleks karakterudvikling, der aldrig følger den røde tråd, vi ellers ville forvente os.

Marlon Brando vil for altid forblive et unikum inden for skuespillerkunsten, grundet hands intuitive tilgang og uovertrufne naturtalent. Hans (meget personlige!) portræt af en sønderrevet enkemand og seksuel diktator, står tilbage som noget af det mest suveræne og hårrejsende skuespil i mands minde. Få kunne have bestået en så krævende rolle med samme, overbevisende glans, som han formår. Tag f.eks denne meget private og fintfølende monolog, som Brando selv skrev og eksekverede på mest natulige vis, liggende på en madras, med en mundharmonika som selvskab:

”My father was a drunk... tough, whore-fucker, barfighter, super-masculine and he... he was tough. My mother was very... very poetic and also a drunk... and all of my memories when I was kid, was of her being arrested nude. We lived in a small town, a farming community, and we lived on a farm. And I'd come home after school and she'd be gone or in jail or something... I used to have to milk the cows, every morning and every night, and I liked that, but... I remember one time, I was all dressed-up to go out and take this girl to a basketball-game...And I was ready to go out, when my father came in and said ”you have to go out and milk the cows”, and I asked him ”could you please milk it for me?”. He said ”No. Get your ass out there”. So I went out, and I was in a hurry... didn't have time to change my shoes and I had cowshit all over my them. On the way to the basketball-game, it smelled in the car... I don't know. I can't remember very many, good things...”

Maria Schneider står dog stadig på egne ben, og hendes skrøbelige offerrolle er både yndefuld og næsten ubærlig at bevidne, når hun stråler i barnlig sødme og enfoldig ærlighed, få sekunder før hun bliver voldtaget analt. Vittorio Storaro (fotografen bag ”Apocalypse Now”), befinder sig konstant på et jordnært og stille niveau, og fanger ikke alene de indre rædsler i karakterne med nøje præcission, men også den golde og nøgne lejlighed, hvori deres seksuelle korruption udspiller sig, med en så sikker hånd, at hans evner ligger til stor grund for filmens forstyrrende efterspil og kunstneriske udbytte. Her ødelægger Gato Barbiere tilgengæld det rendyrkede billede, ved at forpurre dét med brug af påtaget og overstrømmende violin-musik, der eksploderer på de mest upassende og irriterende tidspunkter – det bryder intensiteten og smider publikum uden for døren, når de ellers er allermest med. Og det er en forbandet skam.

Bertolucci's opgør imod den rene stil og det småborgerlige samfund, ved at give en personlig skildring af menneskets bestialitet og sociale maskerade, fejler i sidste ende, pågrund af dens flydende, komplekse form og mangel på endegyldige, udefinerbare indtryk. Men den forbliver et spændende og dramatisk karakter-studium, samt en sindsoprivende karrusel, der serverer sit materiale uden skrupler og med rystende nærvær. Dét er mest af alt takket være solide skuespilspræstationer og en fascinerende, visuel side, der perfekt afspejler filmens og Bacon's grundlæggende filosofi: mennesker i det lukkede rum.

30/11-08Velvet
Hvad man kan sætte ord i livet, på en vis slags film for den sags skyld, er svært og som bekendt stærkt tobak. At få ord til at få én til at føle noget, mærke noget, er noget af det sværeste. Men hvis man fuldføre dette så er det udelukkende fordi at man har et talent som kun 1 ud måske 600 har. Et talent som definere en menneskekender, eller en ’wise dude’, så at sige.

Sum og summarum - det er du, Jarl, nothing less. Du kan se igennem de forestillinger som denne type film viser. Hvis du så også selv kan danne disse psykologiske forestillinger i dine egne film ;) så bliver du husket.

FED anmeldelse! - kort sagt.

02/12-08Jonas
Tak for rosen, mate:)
Om jeg er menneskekender, ved jeg ikke - b.la i henhold til præludiet om film "for voksne", som jeg (og du?) jo er blevet uendeligt mere glade for, end hvad der ellers bliver serveret for os. Men jeg tager det som en cardeau og melder lige over!

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.