The Dark Knight: Top 10 - 2008

The Dark Knight

02/12-08Top 10 - 2008
Min liste tager udelukkende udgangspunkt i danske biografpremierer, der har fundet sted i år 2008. Og jeg er naturligvis åben for de ændringer, der muligvis skulle ske, inden for den næste måneds tid.



#10 - Quantum of Solace

007 er langt mere initialerne for en såret kriger end en overskudsbenådet gentleman i den 22. officielle James Bond-film - og det er ikke en klage! ”Quantum of Solace” er et vaskeægte energibundt af hæsblæsende action og følelser i opkog, der viderebygger de mange forfriskende elementer i den kun marginalt overlegne ”Casino Royale” så det glimrer.



#9 - Vicky Cristina Barcelona

Billederne er yndefulde og de suveræne skuespillere til at udfylde dem spækket med sensualitet i Woody Allens seneste film. ”Vicky Cristina Barcelona” er sørgelig og morsom ét, rammende huk, men den virker med sin behageligt stramme billedøkonomi, sin velafvejede spilletid og sit ukomplicerede plot først og fremmest som en renhjertet forkæmper for det altsigende ordsprog: ’Less is more’.



#8 - American Gangster

Russell Crowe og Denzel Washington braser sammen i denne ikke blot stort opsatte, men også uhyrlig velorkestrerede gangsterfilm, der slår en tyk streg under Ridley Scotts evner som en gudbenådet underholder. Der er fart over feltet, men også tid til at lade et hav af scener udfolde sig i stoisk ro og detaljerigdom. Det er meget muligt, at det ville være blandt Scorseses ”The Departed” og Scotts ”American Gangster” slaget skulle slås, hvis den bedste gangsterfilm siden årtusindskiftet skulle hædres netop nu - men hos mig ville den simpelthen ende uafgjort.



#7 - Wanted

Listen største overraskelse. Er man indstillet på én lang vej ud i akrobatisk action, indsmurt i frådende lækker slowmotion og en ubegrænset fantasi, er ’Wanted’ umådelig oplagt at mæske sig i. Og har man hjernekapacitet tilovers kan man samtidig snildt fryde sig over en af de mest intelligente ’no-brainers’ siden tidernes morgen.



#6 - In the Valley of Elah

Et rendyrket menneskeligt drama kan i ny og næ stadig løfte et øjenbryn eller to, og ’In the Valley of Elah’ skyder så afgjort dem begge i vejret fra første fløjt, ikke mindst takket være en storspillende Tommy Lee Jones. Man har på fornemmelsen at der ligger en solid portion hjerteblod til grund for instruktørdebutanten Haggis’ instruktørdebut, og den kommer ham til gode når plottets dødperioderne påtrænger sig. Alt i alt en forrygende film, der slår fra sig med fornøden styrke - og det omvendte flag der blafrer i vinden glemmer man ikke sådan lige.



#5 - No Country for Old Men

Tommy Lee Jones spiller igen med rynkerne og det slidte stemmebånd i en anden af årets bedste film - her med de legelystne Coen-brødre trækkende i trådene. ’No Country for Old Men’ kan ganske vist ikke helt bære den høst filmen så suverænt inkasserede sig ved årets oscar-uddeling, men stilmæssigt såvel som tematisk hører den bestemt til de mest banebrydende spændingsfilm i årevis. Særligt når filmen slår sine sidste folder mærker man for alvor overskud og skærpet fokus i Ethan og Joels håndelag, og for en sandfærdig filmelsker er ’No Country for Old Men’ gennemgående en nydelse at sidde igennem.



#4 - Control

Fremragende biografi-film, der må høre til den bedste af sin slags. Et depressivt og alvorstungt stykke filmhåndværk med koncertscener så fulde af rystende nerve, en filmrytme så sanselig og en hovedrollepræstation så gennemført god, at filmen ikke er langt fra mesterklassen.



#3 - There Will Be Blood

Efter at have mestret hele flokke i “Boogie Nights” og “Magnolia” kaster Paul Thomas Anderson med ”There Will Be Blood” kræfterne i skødet på én skuespiller - og heldigvis for Anderson har han her fat i én af de absolut bedste af de bedste. Daniel Day-Lewis skærer simpelthen lige til knoglen i sit nuancerede portræt af en oliebaron, der gradvist mister al form for fodfæste, og han gør det så hårene rejser sig i cadeau. En bjergtagende præstation, der sammen med et psykotisk soundtrack og et teknisk stilleje, der rækker langt ud over hvad vi er vant til at se i filmverdenen anno 2008, i sidste ende udgør denne sublime film.



#2 - Cloverfield

Endnu mere kulsort og dybt foruroligende filmmagi er der at hente i actionbraget ”Cloverfield”. Turen går ad helvede til, når J.J. Abrams og Matt Reeves river os rundt i et vaskeægte håndholdt New York-ragnarok, gennem kaotiske gader, fugtige undergrundsbaner og en omtumlet skyskraber, der må svare til oplevelsen af ’Det Skæve Hus’ efter ti øl og en hjernerystelse - og nå ja, så lige et 100 meter højt monster, der mænger sig i løjerne. Billederne er tæt på at skabe åndenød, og sjældent har det resulteret i så mægtig en oplevelse at være på gyngende grund.



#1 - The Dark Knight

’Mesterværk’ er kun et lille ord, for mens det intellektuelle publikum må få et stimulerende gok i nøden af Christopher Nolans bombastiske mareridtsfabel, ja så vil actionfolket simpelthen tabe alt fra kæben og nedefter. Nolan styrer med mesterligt overblik Batman-universet mod nye højder, med hvad der må siges at være det mørkeste, der nogensinde har fundet vej gennem mainstream-Hollywood. ’The Dark Knight’ er simpelthen en forunderlig fornøjelse af den rigtig fortvivlende slags - og så afgjort en film der er repræsenteret, når mit livs største filmoplevelser skal tælles på en hånd.




.... Og hvis nogen skulle være i tvivl skal årets dårligste film ifølge mig findes blandt skodfilmene "The Happening" og "10.000".

02/12-08Top 10 - 2008
Du har helt ret. Og jeg glæder mig til at se en (måske) opdateret liste her i december måned? Er der egentlig nogen film-premiere som du ser mest frem til?

Må også se at få set 'Cloverfield'.

02/12-08Top 10 - 2008
Interresant liste, Rasmus og skidegodt skrevet!:D

Jeg var godt nok overrasket over at se "Quantum of Solace", "Wanted" og "Cloverfield" så højt på din liste. Måske sidstnævnte skulle have et gensyn fra min side af.

02/12-08Top 10 - 2008
Tak, Jarl, og jeg kan kun sige det samme til din egen fyldestgørende liste.

Og angående 'Clovie':
Hvis jeg skulle sætte mig selv i bås som 'filmmenneske' (naturligvis sagt med et glimt i øjet) ville jeg uden tvivl erklære mig selv som værende æstetiker med stort 'Æ'. Hvis jeg nogensinde bliver filmmager, vil dette tydeligvis skinne igennem alt hvad jeg laver. Her findes nok den bærende forklaring på, hvorfor "Cloverfield" var en så berusende oplevelse for mig, med et hobetal af billeder så uvurderligt kraftfulde at jeg aldrig vil kunne glemme dem - og psst... der var faktisk også et par fabelagtige af slagsen i "Max Payne"...

Hvis du ikke fangede den mørke billedmagi første gang, så tror jeg at forsøg nummer to bliver tidsspilde. Desværre. Men jeg kunne jo heldigvis tage fejl, som jeg har så mange gange før i mine bestræbelser på at være vis :)

02/12-08Top 10 - 2008
Vil også sige god og overraskende liste, Rasmus. Du har et par overraskende titler med, som Velvet fremhæver, men det ser jeg som noget positivt :-) Jeg er dog forbløffende overrasket over du finder Cloverfield så fantastisk.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.