There Will Be Blood: A Year to Remember

There Will Be Blood

02/12-08A Year to Remember
2008 vil for mange af os stå tilbage som et ”begivenhedernes” år.

Traditionerne blev vedligeholdt – makkerparret Burton og Depp kolaborerede igen (”Sweeney Todd”), Pixar stormede frem med deres nye animationsfilm (”Kung Fu Panda”, ”Wall-E”), Guy Ritchie kom med sin obligatoriske, britiske Tarantino-kopi (”RocknRolla”), og minsandten om ikke der var en ny James Bond-film i farvandet (”Quantum of Solace”)? Nåja, ikke at forglemme Anja og Victor, der forsat holdte fanen højt, i film nr. fem på stammen (med titlen ”I medgang og Modgang”).

Men, der var også nye ting under himmelen: En sci-fi-actionfilm, skudt med håndholdt kamera (”Cloverfield”), to skæve brødre med favnen fuld af Oscar-statuetter, Harrison Ford atter med hat og laso på – denne gang i selvskab med rumvæsener (”Indiana Jones: Kingdom of the Crystal Skull”), samt to unge nydanskere, med hver deres problematik-film (”Eye for Eye” og ”Gå med fred, Jamil”).

Midt i alt hullumhejet, måtte vi dog også vinke farvel til nogle store skikkelser. Instruktørerne Anthony Minghella og Sydney Pollack tog deres afsked. Det samme gjorde skuespilleren og legenden Paul Newman i en alder af 83, og på tragisk vis, den unge Heath Ledger, der dog nåede at efterlade sig et yderst mindeværdigt arvestykke, til resten af verden.

Det var ”a year to remember”.

Her, efter en lille gengivelse, mest for fornøjelsens skyld, let's cut to the chase – det er kun d. 2 december, men som Das Gott sagde: Hvor meget kan nå at ændre sig? Der er en stribe kvalitetsfilm som venter på nytår, men indtil da, så er her min personlige best-and-worst-liste for året 2008:


Lad os få de grimme af vejen først, så vi kan komme til det sjove. I bunden af årets liste finder vi:

3. RIGHTOUS KILL (**----)
Det store trækplaster på en gængs mainstream-thriller, skulle da lige være Al Pacino og Robert De Niro øverst på rollelisten? Nuvel, ville det ikke være første gang, men lad os håbe at det bliver sidste; for verden havde haft bedre af at mindes deres fællesscene over et kaffebord, i Michael Mann's krimi-epos ”Heat” (1995), end den gang makværk som Jon Avnet's ”Rightous Kill” må siges at være. Det står klart i sol og måne, at de to aldrende herrer for alvor er faldet af på dén, og mest af alt har sat karrieren på auto-pilot, med pengene som brændstof. ”Rightous Kill” er en triviel og forudsigelig kliché-eskapade, der taler ned til sine skuespillere og sit publikum.

2. 10.000 B.C (*-----)
Efter en række håbløse, men aldeles succesfulde storfilm tilbage i 90'erne (”Stargate”, ”Independence Day” og ”Godzilla”), er Roland Emmerich blevet indbegrebet af en big budget-instruktør, der udelukkende serverer tomme underholdningskalorier for sit publikum og trækker store summer hjem til sine producere (som oftest inkluderer ham selv). Med ”10.000 B.C” rammer Emmerich dog et nyt lavpunkt, idet filmen er så grinagtig dårlig, at man græmmer sig og krummer tæer er bare forlegenhed. Nye naturfænomener opstår på magisk vis, når sneklædte bjerglandskaber omkredser en tropisk jungle, der er beboet af animerede rovdyr og mamutter; og (den ellers undervurderede) Cliff Curtis leverer skuespil på børnehaveklasse-niveau, når han betræder rollen som den muskuløse neandertaler-helt Tic'tic.

1. EYE FOR EYE (*-----)
Årets værste film er desværre dansk og hedder ”Eye for Eye”. Den er et skræmmende bud på dansk films fremtid – håndholdte hjemmeoptagelser, lavede af talentløse dilettanter uden forståelse for mediet, for så at blive distribueret på en massiv skala. Jeg havde den tvivlsomme ære at se Kaywan Mohsen's makværk på forpræmieren og stillede mig selv spørgsmålet ”hvorfor?”. I et land som Danmark, hvor en plads på den hellige filmskole er forbeholdt en brøkdel af unge stortalenter, og hvor kun én ud af seks uddannede filminstruktører kan leve af deres job – hvorfor er ”Eye for Eye” så blevet lavet? Svaret er ”penge!”. Kort sagt, fejler Mohsen monumentalt på samtlige niveauer. Hans film har ingen handling, intet manuskript, intet skuespil, ingen konklussion og er mest af alt en rodet omgang videooptagelser af motivsløse, voldelige udskejelser, tilsat en mængde spydig Scarface-dialog (der skifter tilfældigt imellem dansk og engelsk) og banal lommefilosofi, der kunne være taget direkte fra en 12-åriges dagbog. Som om det ikke var nok, springer Mohsen over hvor gæret er lavest, ved simpelthen at klippe henover enhver barriere, han måtte møde på sin vej. Når han får viklet historien ind i en filtret krog, går skærmen i sort med beskeden ”insert new battery”, efterfulgt at en skramlende lyd (når batteriet sættes i kameraet) og pludselig er vi 5 minutter længere henne i historien, hvor vores helt selvfølgelig har klaret strabadserne. Det er ikke et lave film. Punktum.


Toplisten for 2008:

10. IN THE VALLEY OF ELAH (****--)
Efter hans semi-patetiske og letkøbte amerikaner-øse ”Crash”, er Paul Haggis tilbage med mere samfundskritik af en ironisk, men også lettere banal skuffe. Tiltrods for en del skønhedsfejl, er ”In the Valley of Elah” egentlig et udmærket stykke film: Spændende, velspillet og nærværende, på den måde som gode dramaer gør sig.

9. FRYGTELIG LYKKELIG (****--)
Selvom Henrik Ruben Gentz gerne vil være den tredje Coen-bror, er der faktisk mere Anders Thomas Jensen over hans karikerede komedie-bombe ”Frygtelig Lykkelig” - men det er heller ikke så ringe endda. Køer i mosen og Kim Bodnia med cowboy-hat, er blandt nogle af de firnulige finesser, som ”Frygtelig Lykkelig” trækker på, når den gør sit seriøste forsøg som skæv genrefilm. En velment og ganske udmærket dansk noir light, der dog ikke kræver den store hjernegymnastik fra publikums side.

8. VICKY CRISTINA BARCELONA (****--)
Efter hans noget atypiske, men stadigt fremragende ”Match Point”, er Woody Allen tilbage med endu et trekantsdrama; den erotiske mise-en-scene-komedie ”Vicky Cristina Barcelona”. Allen spiller endnu engang på hans affekterede skrivetalenter, ved at serverer publikum et interlektuelt måltid af forfinet humor (dog uden at være ligeså åndsaristokratisk som hans tidligere film) og kulturel analyse . Selvom New York er skiftet ud med Barcelona, er det stadig Allen på hjemmebane og den er en udmærket snack, til en kedelig aften.

7. JUNO (*****-)
Årets komedie hedder ”Juno”. Den er instrueret af den kun 31-årige Jason Reitman (”Thank you for Smoking”) og er et overflødighedshorn af kække on-liners, mindeværdige figurer og grotesk morsomme scener. Som få (amerikanske) komedier formår at gøre det i dag, balancerer ”Juno” også på spidsen af dualisme – uden af falde i. Den er tilpas seriøs og har et godt drama, men er også satirisk i så mange lag, at folk i alle aldersgrupper vil kunne skrige af grin og græde i selvskab med Ellen Page. Indvandrere, græsrødsgrupper, fastfood-kæder, lesbiske, papegøjer og Woody Allen får alle en tur over knæet, når først Diablo Coody ruller sig ud.

6. SHINE A LIGHT (*****-)
Martin Scorsese's hyldest til The Rolling Stones er en helstøbt og fængslende dokumentar, der både fornøjer og griber sit publikum, hvad enten man er fan eller ej. Kan varmt anbefales.

5. ATONEMENT (*****-)
Joe Wright har lavet et fremragende drama om moral, barnlig uskyld og drivkrafter, med hans voksenfilm ”Atonement”. Hans subtile, men også erotiske maskebal, emmer af intime detaljer og en velanlagt vision, der også kommer til udstryk igennem flot skuespil og karakterudvikling. Det er forstyrrende og sindsoprivende at mærke undertonerne af de psykologiske magtkampe, hykleriet og facaderne der langsomt går itu, mens den unge Briony søger imod de voksnes verden.

4. THE DARK KNIGHT (*****-)
Årets actionfilm hedder ”The Dark Knight” og er den unge Christopher Nolan's hidtidigt mest anerkendte projekt – dog er det ikke hans bedste film. Det monumentale hype skal nok ses meget i lyset af den unge Ledger's tragiske død og hans fænomale personificiering, af en af filmhistoriens mest ikoniske skurke - jokeren. Tiltrods for det, er ”The Dark Knight” en fantastisk mareridts-fabel og et formfuldendt superhelte-epos, der sætter nye standarder indenfor kvalitet og tematik, af en stadigt voksende genre – hvor den nok skal forblive en kronjuvel i mange år frem.

3. NO COUNTRY FOR OLD MEN (****-)
”What's the most... you ever lost... on a coin toss?”. Sjældent har én replik fået hårrene til at rejse sig på armene og fået det til at løbe koldt ned af ryggen. Men her er det også de excentriske Coen-brødre, der står bag et af det nye årtusindes bedste manuskripter, til deres filmatisering af Cormac McCarthy's western om den menneskelige morals tvivlsomme ukuelighed, og opportunismens vaklende fundament. Her er krybende uhygge, tekniske ekstravagance (takket være Roger Deakins) og en fintfølende, dybdegående tematik, der er til at blive helt ør i hovedet af.

2. CONTROL (*****-)
Filmen der gjorde mig til fan af Joy Division. Et nærgående og sjælfyldt, personligt portræt af kult-figuren Ian Curtis og hans poetiske liv, både på og af scenen. Stemingsmættede billeder, fremragende skuespil og god musik.

1. THERE WILL BE BLOOD (******)
Ja, der var ingen vej uden om dén. Paul Thomas Anderson's ”There Will be Blood” er årets mesterværk og én af mest åndelige fortællinger i det nye årtusinder. Hans billedskøne krønike om magtbegær, konkurrence og familiebånd i det amerikanske samfunds smeltedigel, er sanseknusende og uforglemmelig fra første billede, mens Johnny Greenwood disharmonisk piner sine strenger – tema for tema, lag for lag. Daniel Day-Lewis lever én af historiens mest fantastiske skuespilspræstationer, og i rollen som kapitalisten Daniel Plainview, har han skabt et hidtil uovergået karakter-studium. ”There Will be Blood” er en visuel perle og et nyklassisk, solidt stykke håndværk, der rummer dimensioner nok til at kunne udforskes gentagne gange.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.