Magnolia: Livets blomst har også torne

Magnolia

03/12-08Livets blomst har også torne
Naturens vilje. Den uforklarlige kraft som gør, at sønnen til sidst tager sig selv i nakken og finder hen til sin døende far, at den gode politibetjent ikke giver op på den pinte og livs deserterende kvinde, og at en fallerede og røvrendt forhenværende, succesfuld Quizknægt åbner sig op, som den smukke blomst han reel er. Overalt rumsterer det og simrer med skæbneteori, at det her ikke bare kan være en tilfældighed. Det her må simpelthen være noget andet. Det skal det være. Det her må være skæbnen – med rettere ord naturens vilje.

De mange personer i Paul Thomas Andersons bedrøvelige ensemblefilm, ”Magnolia”, har ligget hen i en karikerede uvidende søvn, drømmende om de moderne idealer samfundet har udstyret dem. Idealerne om at opnå velstand og succes. Men efterhånden som de mange hovedpersoner langsomt begynder at vågne op, indser de også, at livet er meget mere, end hvad man lige umiddelbart havde planlagt. For eksempel går det ikke som planlagt for den unge skønhed (Julianne Moore) der gifter sig med en gammel, rig mand, kun ud fra et enkelt synspunkt: nemlig pengene. Men eftersom den gamle mand ligger på sit dødsleje, lidende af kraft, indtræffer det udefinerbare. Skønheden bliver forelsket i sin mand for første gang, og hendes oprigtige intentioner begynder langsomt at rådne hende op indefra. For hvad gør man, når ens egen naive tro på, at livet kan forudsiges og struktureres, lige pludselig bliver sat i hak af noget så ustoppeligt som kærligheden?

”Magnolia” fungerer i sin første to timer, som et langt orkestreret klimaks. Levende, kredser kameraet rundt om de mange personer, og spinder dem sammen rent følelsesmæssigt. Det hele foregår i et dragende tempo, som et langsomt og velindsat kvælertag, der ikke giver slip de to timer det varer. Vi ser mange, hvad der ved første øjekast kunne ligne normale karikaturer fra det moderne samfund, der langsomt begynder at opfatte, hvilket sørgeligt liv de har. Som pludselig rammes af en følelsesafmagt. En ubønhørlig selvrealisering af, at man går den forkerte vej. Hvordan fortiden eller fremtiden frygtindgydende spytter dem i ansigtet og træder på dem. Vi ser hvordan de magtesløs prøver at gribe fat i den nødvendige kærlighed, og hvordan de prøver at angrer på deres dødsleje. "We might be through with the past, but the past ain't through with us”, siger den desillusionerede Quizvært, Jimmy Gator (Philip Baker Hall), inden han indtræder I det rampelys, der langsomt har fortæret ham.

I den sidste (og bedste) time står hovedpersonerne ansigt til ansigt med deres dæmon, deres prøvelse, det som de før har vendt det døve øre til, mens de har levet i deres egen lille simplificeret drøm. Ind indtræder en tung sørgelighed, der krybende skraber huden af tilskueren og hovedpersonerne. Lige netop her, i en samlet masse af dyb og rørende forsoning, får man lyst til at tage øjnene væk og kigge op i en blå himmel. Som om at lærredet snart eksploderer på grund af den store følelsesmæssige kulmination. Midt i det punkt, hvor verden ikke kan rumme mere, hvor filmen stemningsmæssigt ikke kan rumme mere sørgmodighed og tragedie, svarer de højere magter på det usagte bønfald, alle karaktererne har efterspurgt.

Som en syndflod, eller en bøn fra selvsamme uforklarlige vilje, begynder det at regne med noget så mærkværdigt som frøer. Frøer i massevis, der får alle hovedpersonerne til at stoppe op. Finde ind på rette spor og se sig selv nødvendigt i øjnene. Politibetjenten der redder den fortabte Quizknægt kendis, Donnie Smith, moren der tager sin grædende datter, Claudia, i sin favn og Quizknægten Stanley der bevidner et fysiskmirakel, noget som ikke står i bøgerne, noget som ikke er ligegyldig viden. Noget som faktisk sker.

”Magnolia” er som livet. Uforklarligt i sine særheder, højttænkende i sin funderende og hjerteskærende i sin selvransagelse. Ens hjerte har næppe været så spiddet og ens kinder har næppe været udsat for så mange trillende tåre, når en fortabt søn med knyttede hænder og tåre trillende ned ad kinderne, taler hadsk og ubehjælpsomt til sin far, på hans dødsleje, som har utilgiveligt svigtet sin søn, alt imens det falder med frøer fra himlen og en nynnende Aimee Mann synger ”can you save me?”.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.