Malena: Midt I En Krigstid, Gennem En Drengs Øjne

Malena

16/12-08Midt I En Krigstid, Gennem En Drengs Øjne
Den italienske filminstruktør Giuseppe Tornatore laver ofte for svulstige, for emotionelt ladede film, men i Malena rammer han den helt rette tone - en dejlig og sensuel kærlighedshistorie, pakket flot ind i erindringens gyldne skær. Filmen er original, men refererer samtidig på alle leder og kanter til filmhistoriens største værker.

I Mervin Le Roys Waterloo Bridge tror Myra (Vivien Leigh) at hendes mand er omkommet i krigen, og i nød og fortvivlelse kaster hun sig ud i prostitution. Det viser sig, at manden alligvel kommer hjem fra krigen i live, klar til at genoptage deres forhold. Hun elsker ham, men hun kan ikke tilgive sig selv sit fald, og i filmhistoriens måske smukkeste og mest tragiske selverkendelse kaster hun sig ud foran trafikken på Waterloo Bridge. Tornatore giver os måske lidt af samme historie, men med en lykkelig slutning.

Filmen er ledsaget af spaghetti western instruktøren Sergio Leones komponist Ennio Morricones romantiske musik og tema. Og det er ikke uden grund, for Morricone skrev også musikken til Leones mesterværk om "time, memory and cinema" (som Leone selv beskriver det) Once Upon A Time In America med Robert De Niro som den aldende gangster, der kigger tilbage på sit liv med urealistiske glansbillede-briller. Og det er måske præcis hvad knægten Renato gør i Malena.

For Renato er Malena den personificerede Maria Magdalena - discipel i hans øjne, stærk, udholdende, misforstået - skøge i andres øjne, bedragerisk og liderlig. Tornatore giver os billedet bag billedet i en flot holdt og elegant ramt fortælling, hvor vi som tilskuere ikke ved om vi skal fæste lid til Renatos skønmaleri af Malena eller byens sladdervorne og intrigante version. Taler den teatralske advokat med skumle bagtanker virkelig sandt? Hvad vi ved er alene, hvordan Renato så hende, med alt hvad han udelader og lægger til i sin tilbageskuende fortælling.

Tornatore favner endog De Palmas klassiske voyeur-tema mere modent og præcist end man kunne frygte. Renato er, som Malena, ensom, impotent og ude af stand til at træde i social forbindelse med andre mennesker, selv med Malena. Han er en vindueskigger til livet, og sådan forbliver han i filmens slutning, hvor han tragisk kigger tilbage på noget, han mener han var årsag til, nemlig Malenas genforening med sin mand - for kun derved fik hans nu kærlighedsløse liv mening.

Og her er den tilfældige reference til Knud Sønderbys fine roman Midt I En Jazztid om drengen Peter Hasvig, der havde styrke, anstændighed og indsigt til at se andres smerte og hjælpe dem, men som ikkke var i stand til selv at elske.

Alle disse temaer væver Tornatore fint ind i et afbalanceret drama, som er en lille, sød historie - ikke mindst i Renatos erindring - om kærlighedens udholdenhed. Filmens styrke er tvetydigheden i denne beretning, at vi ikke ved om vi kan fæste lid til Renatos beretning, vi kan vælge at tro den eller ej. Det er livet som en film, for bagved fortælleren Renato gemmer sig jo endnu en fortæller, som vi ikke umiddelbart ser, nemlig den siciliansk fødte Giuseppe Tornatore, som i kunstens virkelighed har besluttet sig for at tage til sin fødeø og give Mervin Le Roy baghjul og lave Waterloo Bridge med en lykkelig slutning, for så stor en kærlighed kan ikke tage fejl. Det var guld og det var på tide! Og det måtte jo næsten komme fra en italiener. Så tak for det, GT.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.