Den du frygter: Den Forsvundne Fuldmægtig Vender Tilbage

Den du frygter

28/12-08Den Forsvundne Fuldmægtig Vender Tilbage
SPOILERS

Ingen ved åbenbart rigtigt hvad de skal mene om filmen. Anmelderne træder vande og her på scope er alt tavshed.

En ægtemand, der terroriserer hustruen med et skoldhedt brusebad og hendes største angst, rotter i sengen, som prøver at få hende til at tro at hun er vanvittig, og som under sin flugt fra småborgerlighedens højborg propper hende ned i en slukket, ulåst kummefryser og datteren ind i saunaen, symbolsk på den fede måde, baghjul til statussymbolerne, den ægtemand er det ikke just politisk korrekt i dagens Danmark at vise nogen forståelse for. Han må have rotterne på loftet.

Kristian Levring er ligeglad. Frihed har sin pris, og i et visuelt helt igennem vellykket, tvetydigt og underspillet drama uden blod viser han hvor svært det er for den handlingslammede mand at bryde ud af rammerne uden at slå et æg eller to i stykker. Det er modigt af Levring, for han kunne bare havde gjort kvinden til hovedperson i stedet, undertrykt og terroriseret, og sympatien ville være sikret for evigt. Men hvad skal man med forsimplede problemstillinger?

Anmelderne savner bloddramaet, for det ville leve op til deres forventninger om en kliché, der ville stemple familiefaderen som entydig psykopat og vi kunne alle lægge os til at sove roligt, men Levring lader os ikke nøje med nemme løsninger på hvem der har ansvaret for en families sammenbrud. Nuvel, måske overvejer hovedpersonen et øjeblik, optændt af års indestængt raseri, en mere dramatisk slutning, men i en fin stop-nu-tænker-hovedpersonen-scene, får han overbevist sig selv om at ideen med det hele, oprøret, terrroren, var at komme ud af det småborgerlige liv. Hun lod mig gå, som " "voldsmanden" " siger. Han går netop ikke planken ud, men standser inden det går helt galt. For han er fri.

Alt dette pakker Levring ind i antydede symboler, der dækker alt hvad man kan forlange af tematiske supplementer, fra den røde lysregulering, der signalerer stop, over de blå hjerteformede solbriller, som signalerer en tvetydig, ufuldstændig kærlighed til familien, til søblikket, der symboliserer alt det, der er gemt under parcelhushelvedets idylliske overflade samt alt hvad hovedpersonens kringelkrogede og krøllede sind skjuler. Og nej, medicinen virkede ikke, det viste sig at han ikke kunne skyde skylden på den, men kun på sig selv. Og det opgør tog han. "Den du frygter", er nok mest ham selv. For hvordan ville han mon selv reagere på sit eget forsøg på at bryde ud? Kim Skotte forstår ikke hvad Sort Sols musik gør her, men han er heller ikke musikanmelder. Sort Sol går i underbevidstheden, som tv-reklamerne, men bare på en mere sympatisk måde. Og deres musik renser ud og stimulerer det fortrængte hos os, til tider aggressivt - og langt farligere end f.eks. DAD og Metallica. Det har Levring set og derfor er valget genialt.

En moden og modig film, hvor Paprika Steens desperate forsøg på at redde forholdet skærer igennem trøstesløsheden som et for én gangs skyld ægte, dansk bud på en filmisk gengivelse af stærke, menneskelige følelser. Ulrik Thomsen fuldender sit Ove Sprogøe-projekt med et perfekt nik til Oves flotte rolle som den forsvundne fuldmægtig, og Bodil Udsen, ironisk nok i hendes sidste rolle, nikker med på galejen og bekræfter formålet med familiefaderens skøre projekt, som samtidig giver ham livet tilbage, men splitter familien.

Anmelderne forstår præmissen, at være fanget i småborgerlighedens parcelhus, men de nægter at acceptere konsekvensen, at frihed kræver sin pris. For der er visse ting, som visse folk ikke altid bare kan tale om. Men det er jo ikke så behageligt at tale om.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.