Spider-Man: Superhelteevner og teenagenykker

Spider-Man

04/01-09Superhelteevner og teenagenykker
”Med store evner kommer et stort ansvar.” En skelsættende og skæbnesvanger sætning for en af alle tiders mest elskede superhelte. Et visdomsord som fungerer som et moralsk guidende kompas for det melankoli ramte menneske, Peter Parker, som både står på dørtærsklen til den store fagre voksne verden, mens den ene fod endnu står i gangen ved sikkerheden, børneværelset og det befriende uansvarlige. Midt i en svær tid præget af pubertet, boblende hormoner og mobberi, får den nørdede og kiksede Peter Parker lige pludselig upåagtede nogle evner udover det menneskelige og pludselig bliver den generte dreng, med en livslang kærlighed til klassens flotte pige, ramt af en gave og en forbandelse på en og samme tid.

Præmissen er god og simpel, og Peter Parker og hans heroiske dubleant vil altid være en blid og elskværdig karakter. Derfor er det kun med glæde, at en fan fra barndommen får set sin store teenage-helt i levende billeder, med levende mennesker. Sam Raimi har trods overgangen fra de karikerede tegnestreger til menneskelig spillefilm ikke proppet Spiderman ind i realismens trange kår, som Nolan gjorde det med Batman, men i stedet lade ham blive der, hvor han i første omgang høre hjemme – i hans eget kontrastskarpskårne univers. Om det klæder Spiderman som menneskelig spillefilm, kan være svært at bedømme, eftersom Peter Parkers manglende kompleksitet, men den eventyrlige glans – som på forunderlige vis har en atmosfære af Power Rangers tv-seriernes spændstige og overpumpet klipning – formår at gøre de indvilligede troværdige, selvom det er overkarikeret og skarpskåret.

Spiderman har altid og vil altid være nemt charmerende, modsat den noget mørkere, men også mere fascinerende Batman. Hvor Batman er farlig og kompleks, er Spiderman en gedigen superhelt med teenage-nykker, uden at være kedelig og ligeså firkantet som Superman. Peter Parker er både en overnaturlig heroisk skikkelse, som dag ud og dag ind kæmper i det godes og retfærdighedens navn – med den ene motivation fra den afdøde faderskikkelse i Onkel Ben, som Parker aflagde et ordløs løfte til – til en knægt, tæt på mand, med en problematisk romance til den varmblodet barnekærlighed Mary Jane, spillet af en lækker og farverig Kirsten Dunst. Selvsamme måde er en anden for tiden meget succesfuld helt – eller troldmand burde man nok sige – blevet skåret. Harry Potter kunne i den grad være inspireret af den murklatterende helt, som også deler de samme hverdagsproblemer som Peter Parker, og stadig står med det det svære valg mellem at gøre det rigtige, for den sags skyld det nødvendige, eller det nemme, men også forkerte.

Spiderman er ganske fin og vedvarende underholdning, i en kulørt, varmfuld omgang fantastisk farvelade. Den er ikke en fantastisk, fabulerende fantasteri som toeren, men er alligevel en veldrejet og vellykket overgang fra tegneserien. Tobey Maguire er yndefuld som den elskelige Peter Parker, mens William Dafoe og Kirsten Dunst begge supplerer fortrinligt under universets åbenlyse regler. Man kunne godt til tider savne en smule mere veltimet komposition rent dramaturgisk og i enkelte actionsekvenser: Spidermans første afprøvning af evnerne i buret med Bonesaw, bryder over i et lidt for overkantet tegneklipning og mangler forbindende mellemled. Når det er sagt, så testamenterer Spidermans debut på det hvide lærred blot, at hvis Batman er den mest interessante helt, så er Spiderman den mest elskede.

Min hjemmeside: http://kulturanmelderen.blogspot.com/

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.