Pans Labyrint: Når uskylden bløder

Pans Labyrint

10/01-09Når uskylden bløder
Der var engang en prinsesse som herskede i underverdens land, hvor der ingen smerte eller sorg fandtes. Prinsessen drømte om at se overfladen. Se himlen, træerne og mærke luften og duften. Trangen blev så stor, at den lille pige en dag flygtede op til menneskenes verden, hvor hun der fortabte sig i sin egen forvirring. Selvom den korporlige del gik tabt som en dødelig, levede prinsessens sjæl videre, og med sin faders forvisning om, at hun en dag ville vende tilbage til hendes underjordiske kongerige.

Simpliciteten er fuldstændig overvældende i Guillermo del Toro’s fabulerende mesterværk, ”Pans Labyrint”, som er noget så originalt og veltænkt, som en politisk-fantasy film. Med to parallelt kørende historie, som symbolsk bindes sammen og skaber ligevægt i vigtigheden og troværdigheden, er Pans Labyrint ligeså meget et krigsdrama, som et voksent (børne)eventyr. Ofelias tilflugt til fantasiens verden er ikke belagt med lyserøde ponyer og harmoniske honningkager, men store, ækle tudser og blege børneædende monstre. Det lyder skræmmende, at en lille pige søger tilflugt i så mørk en fantasiverden, men det er ikke desto mere sandsynligt og en endnu mere troværdig måde, at tackle virkeligheden trænge kår på. Simpelthen at virkelighedens barske realitet, afspejler og former fantasien.

Hvor man skulle tro den lille uskyldige pige, Ofelia, som kun kan søge tilflugt hos sin mor og køkkenpigen Mercedes i en verden hvor der ingen plads er til uskyldigheden, løber fra virkeligheden, er sandheden en ganske anden. Ofelia løber nemlig ikke væk fra virkeligheden, men lige i mod den i hendes egen fantasiverden. Det følelseskolde Franco-Spanien og den labyrintiske underverden er begge ligeså mørkt og udfordrende, som livet selv er. Natten er mørkest lige før daggry, og det er op til Ofelia (blot en lille pige, ligesom Frodo blot var en lille hobbit) at holde ud og tage det rette valg, når de to verdener vælter sammen i et kynisk og meget veltænkt, men vigtigst af alt magisk klimaks.

Eventyrlig og menneskelig hjerteknusende, er Guillermo del Toro’s værk først og fremmest et usædvanligt billeddigt, med sans for både det uhyggelig og det smukke på en og samme tid. Et paradoks som på sin egen enestående facon, fortæller med billedmagiens reneste klang. Selvom det efterhånden er en tørlagt kliche, så fristes man alligevel til at sige, at ”Pans Labyrint” er det drømme og ikke mindst mareridt er gjort af. Guillermo del Toro tager princippet i, at det kun er fantasien der sætter grænser, og gør det til hans helt egen originale fortællermåde. Billederne er skønne og grusomme, og ejer den sjældne snært af noget så urørligt og smukt, at det kun optræder i så sjældne, visuelle mestres film som Malicks og Miyazakis. Guillermo del Toro tabte under kreeringen af hans ubetinget bedste film til dato omkring 20 kilo. Og med det i mente håber man bare, at der ryger nogle ekstra kilo, når del Toro skal i gang med Hobitten. For det virker vitterligt som om, at den kur del Toro var på, er den kur som gav os noget så sjældent og udefinerbart som et magisk evighedsøjeblik. Og en prægtig oplevelse man simpelthen kan dø for.

Min hjemmeside: http://kulturanmelderen.blogspot.com/

10/01-09Når uskylden bløder
Du lægger utrolig meget af din kærlighed til filmen i dit skriveværk. Og det kan jo være svært at sætte ord på sådan nogle ting, men af en eller anden grund lykkedes det sgu hele tiden for dig! Du har forstået den symbolske forestilling som Toro har sat op, og jeg har (efter egen mening) lagt mærke til at de film som du anmelder der har en tung og episk symbolik, er dem du tolker allerbedst af os inde fra Scope. Jeg taler om andre film som ’Seven’, ’Dommedag Nu’, ’Rumrejsen 2001’ og så denne hér. Film som jeg aldrig har, kunne forstå på deres dybe plan – lige indtil at ’oversatte’ dem for mig. Det vil jeg sgu alligevel give dig et håndslag og et tak for.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.