Zack and Miri Make a Porno: Zack og Miri er dobbeltmoralske

Zack and Miri Make a Porno

20/01-09Zack og Miri er dobbeltmoralske
Zack og Miri har været venner siden første klasse. Nu deler de en lejlighed, passer deres småkedelige job og er dybt økonomisk uansvarlige. Så da de har fået slukket for vand og strøm og er på nippet til at blive smidt ud på grund af manglende husleje, skal der hurtige penge i kassen. Og hvorfor ikke skaffe dem ved at lave en pornofilm med sig selv i hovedrollerne?

Præmissen i "Zack and Miri Make a Porno" hænger helt grundlæggende ikke sammen. Men den er også kun en undskyldning for at gøre grin med både amerikansk sippethed og pornobranchen (i særdeleshed amatørporno). Det lykkes glimrende flere steder i filmen, som især i de første to tredjedele har en pæn del gode grin. Der er en (lidt for) lang sekvens, hvor de leger med absurde pornofilmnavne - og ender med at ville lave "Star Whores" med karakterer som Hung Solo og Darth Vibrator. Der er absurd dårligt pornoskuespil, fjogede ansigtsudtryk og falske stønnelyde. Der er nogle godt sammenskruede replikskifter, som bl.a. betyder, at man lærer fantastiske seksuelle koncepter som en 'double Dutch rudder' og en 'filthy MacGyver' at kende. Og så kunne jeg godt se humoren i, at netop denne film starter til tonerne af det gamle Primus-hit "Wynona's Big Brown Beaver".

I de to hovedroller er Seth Rogen og Elizabeth Banks veloplagte og har en god, troværdig kemi. Justin Long har en virkelig morsom mindre rolle som bøssepornostjerne, og der er også både en nuværende pornostjerne (Katie Morgan) og en tidligere (Traci Lords) med som de to kvinder, Zack og Miri hyrer til filmen. Det virker ikke, som om skuespillerne har fået voldsomt meget personinstruktion fra forfatter-instruktør Kevin Smith, men det lader helt klart til, at de har haft det sjovt med at indspille filmen.

Desværre er det også en film, der er ekstremt ujævn, inden den til sidst løber tør for ideer. Den er lidt længe om at komme i gear, og handlingen hænger simpelt hen ikke ordentligt sammen som andet end en bunke sjove ideer, hvoraf enkelte i øvrigt er lidt for platte for min smag. Kevin Smith gør det rimeligt som manuskriptforfatter, men er som nævnt en dårligere instruktør, for ud over personinstruktion mangler "Zack and Miri Make a Porno" flere steder både tempo og timing.

Og så går det helt galt i den sidste tredjedel, hvor den skifter over i romantisk komedie, efter det viser sig, at de to hovedpersoner har mere end venlige følelser for hinanden. Det er selvfølgelig meget sødt, men det er også mærkeligt og dobbeltmoralsk, at en bramfri historie om amatørporno pludselig glider over i, at man jo ikke kan holde ud at se sin elskede dyrke sex med en anden.

For mig understregede det, at "Zack and Miri Make a Porno" er lavet i en kultur, der har noget mere berøringsangst over for sex og porno, end vi har i Europa. Mange amerikanerne vil givetvis finde filmens indhold langt mere provokerende (og dermed også potentielt mere fnisemorsomt), end den gennemsnitlige dansker gør. I virkeligheden er det mest interessante ved filmen næsten, at det amerikanske samfund faktisk har haft svært ved at acceptere den - selskabet havde problemer med kun at få et R i censuren, og flere medier nægtede at bringe reklamer for filmen, fordi titlen indeholder ordet 'porno'.

Set med danske briller vil jeg sige, at du fint kan gå ind og se filmen, hvis du trænger til uforpligtende underholdning og generelt griner ad skæv, småprovokerende humor. Den har absolut sine højdepunkter. Men det ændrer altså ikke ved, at det overordnet set er en dårlig film.

20/01-09Zack og Miri er dobbeltmoralske
Gud hvor er jeg enig. Det er både plat på den gode og dårlige måde, men mest af alt det sidste og ja, som film i sin helhed er det noget makværk. 2 stjerner for Rogen (der tilsyneladende kan være sjov hvorsomhelst) og Justin Long (hahahah!).

Han var ellers lige kommet op på hesten med Clerks-fortsættelsen, men dette er klart Kevin Smiths ringeste film til dato.

19/10-10Zack og Miri er dobbeltmoralske
"Han var ellers lige kommet op på hesten med Clerks-fortsættelsen, men dette er klart Kevin Smiths ringeste film til dato."

Altså, er helt enig med alt før kommaet, men come on. Sammenlignet med hans 'Jersey Girl', er 'Zack and Miri...' sgu et mindre mesterværk. ;) Hvis du spørger mig, i hvert fald...

Er ellers enig med jer begge - filmen har bestemt nogle voldsomt morsomme øjeblikke, hvoraf nogle desværre blive for langtrukne eller ganske enkelt for meget (synes faktisk, at Justin Long-delen ender med at fremstå mindre homofobisk). Ellers er der ikke rigtig meget nyt at komme efter...

Alligevel nød jeg faktisk filmen, og giver den gerne tre stjerner.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.