Blindness: Lidt for køligt klarsyn

Blindness
Film Blindness
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
Endnu en film uden slutningDennis Laursen
Lidt for køligt klarsynCarcajou
Genial!NoNameAtAll

26/01-09Lidt for køligt klarsyn
I en unavngiven storby opstår der panik, da en mystisk virus gør folk blinde. Smitten breder sig lynhurtigt, og myndighederne reagerer ved at samle de smittede og internere dem i en lejr, hvor de mere eller mindre må klare sig selv. Blandt de smittede er der dog en kvinde, som er fulgt med sin mand, men tilsyneladende selv er immun, og hendes øjne bliver en afgørende faktor i det sociale kaos, der følger.

Filmen er baseret på en roman af portugisiske José Saramago. Den udkom i 1995, og tre år senere fik Saramago Nobelprisen i litteratur. "Blindness" er da også en ualmindeligt begavet historie om menneskelighed og menneskeligheden, som Saramago har et temmelig pessimistisk syn på. Myndighederne reagerer på epidemien med frygt og vold, og blandt de blinde udvikler det sig hurtigt til ren junglelov, hvor de stærke sætter sig på ressourcerne og udnytter de svage. Blindheden er et snedigt fortælleteknisk greb, fordi den sætter alle lige og dermed illustrerer, hvordan nye magtstrukturer lynhurtigt og opportunistisk bliver etableret. Saramago har tydeligvis empati for de af personerne, som forsøger at opføre sig ordentligt trods modgangen, men også de bliver udfordret på deres moral, og historien stiller klart spørgsmålstegn ved, om de nu også lærer af det, de oplever.

Det her har helt klart ikke været nogen nem historie at omsætte til film, og det er da heller ikke lykkedes uden problemer for Fernando Meirelles - som jo ellers er en dygtig instruktør med bl.a. "City of God" på CV'et. "Blindness" er virkelig overbevisende rent visuelt, både i en skræmmende visualisering af, hvor hurtigt samfundet bliver forvandlet til én stor losseplads - for hvem rydder op, når alle er blinde? - og i den overbelyste hvid-blå farveholdning, som læner sig op ad, at de blinde ser et konstant hvidt lys. Der er også arbejdet flot med lydsiden, som er fuld af skærende, skrigende lyde, der understreger, at personerne bruger andre sanser end synet.

Men til gengæld synes jeg ikke, at Meirelles får løftet historien helt ud til publikum. Fortællingen har fokus på det menneskelige, men jeg blev aldrig grebet rent følelsesmæssigt, fordi fortællestilen er kold og analytisk - ikke mindst understreget af, at Meirelles et par steder har fundet det nødvendigt at lægge bogens fortællerstemme ind for at være helt sikker på, at man nu fatter pointen. Samtidig går der lidt rigeligt "Lord of the Flies" i midterstykket, som dermed savner fremdrift. Resultatet er altså en film, som ikke er rigtig spændende og heller ikke rigtig medrivende, selv om bl.a. Julianne Moore og Alice Braga spiller overbevisende.

Men om ikke andet er det bestemt en tankevækkende historie, som rent teknisk bliver bragt virkelig fermt til live. Jeg havde bare forventet lidt mere af kombinationen af en stjerneinstruktør som Meirelles med et forlæg i Nobelpris-klasse.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.