Den store mand: Blomstringens Nåde

Den store mand

20/02-09Blomstringens Nåde
SPOILERS

Glem Orson Welles' tekniske landvindinger fra 1941, glem den revolutionerende fortællestil, at historien fortælles mange gange fra forskellige vinkler, glem den nye dybdevirkning, glem hans eminente brug af rummet, lyset og sort/hvid-kontrasten. For filmens store force ligger i det subjektive kamera. Og hvad kameraet så. Kan et menneskes liv opsumeres i et enkelt ord? Nej! Og så gør Charles Foster Kane det alligevel med sit famous last word "Rosebud" inden han forpint ånder ud. Og Welles driller os og bilder os ind, at et helt liv kan opsumeres i et enkelt ord. Og i Kanes tilfælde kunne det måske.

Kanes princip var at fortælle sandheden i sin avis. Den journalist, der skulle undersøge, hvad han mente med sit sidste ord inden han døde, har tilsvarende en passion for sandheden, men han kan ikke finde svaret på hvad Rosebud betød. Kameraet viser os sandheden, svaret. Det er samtidig en hård kritik fra Welles side af massemedierne, som også gennemsyrer soulmaten De Palmas film. Medierne forkuserer irrelevant på ét ord, Rosebud, og de kan ikke engang tyde det, selvom det kan tydes. Og så paradokset, hvordan man kan indlæse så meget i et enkelt ord. Welles leger med på legen.

Rosebud betyder rosenknop eller den rose, der aldrig sprang ud, aldrig blomstrede. Det var navnet på Kanes slæde, som han legede med den dag han fik at vide af sin mor, at han blev sendt væk i pleje. Det vises først i et af filmens sidste billeder. Efter sigende var "rosebud" også pengemanden W. R. Hearsts kælenavn for sin elskerinde Marion Davis' klitoris. Og Hearst var jo Welles' inspiration for filmen med alle skandalerne, retssagerne og hvad der fulgte af ramaskrig og uhyrligheder for Welles' karriere af at lave denne kontroversielle film (som ville svare til i dag at have modet til at lave en tilsvarende film om f.eks. Mærsk-McKinney og f.eks. bruge hans rolle i Irak-krigen).

Men Welles bruger Hearst og Rosebud langt mere tragisk og poetisk. I en film fyldt med symptomer, fokuserer han i sidste ende på årsagen til det hele, nemlig Kanes tabte barndom, hans smerte og sorg, efter at hans forældre sendte ham væk i en ung alder, fordi moderen ikke magtede at være mor for ham. Welles viser, hvilket menneske der risikerer at kommer ud af den slags handlinger. Vel at mærke uden violiner og navlepilleri, viser Welles os at det kan være manglen på kærlighed i barndommen, der får os til at blive hårde som voksne. Og så alligevel har Kane et ansvar for at være blevet til det monster han blev. Filmens titel antyder dette. Citizen! Han er kun borger som enhver anden, han er ikke bedre end andre. Og ikke mindst, alle mennesker mister noget ingen kan erstatte, så vi må alle lære at leve med disse tab, blive glade trods tårer. Kane gik ned på det.

Kane besidder mange gode egenskab, ønsket om at komme korruption til livs, at hjælpe de svage, men han kammer midtvejs over i en Mussolini-agtig verbalt brutal selvretfærdighed, der fjerner alt andet og alle andre fra hans fokus. Han glider nærmest umærkeligt væk fra sin kone. Scenen hvor de kærlighedsløst læser hver deres avis ved morgenbordet er samtidig stærk, fordi avisen er Kanes identitet, han gemmer sig bag den, så at sige. Og efter en lussing, skrider hans anden kærlighed, som han gjorde så meget for, f.eks. fyrede sin bedste ven, men han er ikke i stand til at elske, at få de smukke følelser frem på sit livs lystavle. På den måde er Kane blevet modellen for den martrede hovedperson i film før, nu og i al fremtid.

"Sled" betyder slæde. Men spillet i Charles Foster Kanes navn på dansk er jo uhyrligt meget mere sigende, foster + kane. Et ret pudsigt tilfælde (der kan matche, at det mystiske hotelværelse i The Shining er nr. 237, som er straffelovens bestemmelse om manddrab).

Mange mennesker spørger, hvorfor filmen betragtes som verdens bedste. Det er den fordi den viser tabet af uskyld og dets konsekvenser så fint, realistisk og poetisk. Det er det vigtigste af alle budskaber i verden. At vi blomsterer som mennesker, elsker. Og hvad bedre end at vise, hvordan det kan gå galt. For Welles forudsætter jo, at kærlighed er det vigtigste i verden. Ellers var tabet af den jo ikke tragisk.

Kunne jeg gå tilbage
Til tyvernes København
Og møde dig i en gade
Bitter og stum af savn
Stum som en fugl der om vinteren
Næppe kan finde føde
Bleg som en der nylig
Opstod fra de døde

Altid længtes du, Lazarus
Efter at blive ren
Efter at glemme synet
Af gravklæder, knogler og ben
Længtes efter at stå
Som det grønneste træ i landet
Længtes efter at vandre
Tryg som en Gud på vandet

Altid med hjertet blottet
Udsat for ildens sværd
Og med sanserne åbne
Mod det hårdeste vejr
Som ville du befrugtes
Af stormens helvedeshunde
Og med storm bestøve
Vore sjæles blomsterbunde

Så vi hinandens øjne
Så vi den samme glød
Tydeligt mærket af frygten
For fortabelsens død
Livet som leves, berøvet
al levende spænding og gåde
Det visnede træ som ikke
befries i blomstringens nåde

(Af Poul Vad, Til den unge Otto Gelsted)

20/02-09Blomstringens Nåde
En smuk og meget rigtig analyse (ser man bort fra din efterhånden trættende Palma vinkel;o) af en fantastisk film. Men selvfølgelig også en film der ligger lige til det gode ben for din tilgang til og måde at søge efter 'emnet/temaet/subteksten' i alle film (regner med du ved hvad jeg mener). Rosebud, altså slæden er nemlig som du rigtigt er inde på, et udtryk for tabet af uskyld, Kane's måske sidste øjeblik af barnlig og uskyldig lykke før et liv fuld af sorg, svigt og tragedie, hvor der bag 'den store mand' og kyniske facade gemmer sig en lille dreng der aldrig rigtigt fik lov til at vokse.

20/02-09Blomstringens Nåde
Hehe

Tak. Ja, du har helt ret i det hele. Og Welles ligger til højrebenet.

De Palma er sgu mesteren :-) Det kan ikke være anderledes for mig.
Glemte at nævne de to gange Welles zoomer ned gennem tagvinduet til Susan i El Rancho. De Palma har samme scene i Phantom Of The Paradise.

Jeg har i øvrigt fundet et rigtigt godt billede af Welles og De Palma sammen. I min verden sidder de jo ved siden af hinanden ved bordet. The Noble Art Of Fake.

Tak for dit svar, Thomas. Jeg husker vores emailsnak år tilbage.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.