Benjamin Buttons forunderlige liv: Fra grav til vugge

Benjamin Buttons forunderlige liv

19/03-09Fra grav til vugge
Efter rulleteksterne på David Finchers nyeste store (og meget lange) film, ”The curious case of Benjamin Button”, sidder man med en lidt uforløst følelse. Hvad er det egentligt, der er så tiltrækkende, så nysgerrigt ved at se et menneske ældres (vel nærmere yngres) bagfra? Er det den biologiske evolution der gennemgås, eller er det hvordan den psykiske udviklingskurve går stik modsat i forhold til den fysiske og skaber et splittet individ? Det er svært at svare på, selv for filmen endda, fordi der nok i bund og grund er tale om et hult ekko. Selvfølgelig er tragedien uundgåelig til sidst og på sin vis smuk og melankolsk på samme tid – Benjamin og Daisy bliver forudsigeligt og logisk nok adskilt fra hinanden på grund af alderen (ligesom de gør i starten af filmen), mens deres livsvarige kærlighedsforhold nægter at forgå og sår kun endnu mere smerte i Daisy’s aldrende krop og i Benjamins mere og mere forvirrede sind, i takt med at han blev yngre og yngre. For på et eller andet tidspunkt dropper alles overlevelseskurve til nul. Om man er gammel eller ung.

Før vi når frem til denne forudsete tragedie, har filmen fulgt med dvælende skridt Benjamin fra sin tid i rullestol til barnevogn. En rejse episodisk som en livsrevy, men ikke alle akter lige interessante. Drengen der er fanget i en gammel mands krop, for til sidst at blive en gammel mand, fanget i en drengs krop, er i starten en interessant beskuelse – ligesom i Zoo – men falmer i takt med, at Benjamin langsomt aner sit livs uundgåelige dommedag og hvad han ikke kan blive. Og det samme gør tilskuerens interesse. For hvad der kunne ligne en følelsesmæssig intens og fængende fortælling om drømmen, der langsomt bliver et mareridt, ender med at blive et drama uden gnist med masser af sukkende og ærgrelse over, at det hele kunne være så meget bedre. Det er uforløsende og kønt irriterende.

Man kan sige, at hvad filmen mangler indeni, har den udepå – firkantet sagt. Det er nemlig et lettere make-up mirakel, at se en af klodens smukkeste mænd, blive forvandlet til gammel og rynket, og det er samtidig også imponerende at se hvordan Fincher og hans enorme make-up deling, formår at kreere denne, om man må sige, omvendte fysiske udvikling til perfektion. Dette kan vel betegnes som en triumf i sig selv, men hvor den fysiske del er vellykket, så virker den psykiske del utrolig stillestående. Som at skue over havet, der har havblik, og så ellers funderer over livet og hvordan det ender. Det virker klogt og oprigtigt nok, men alligevel ikke så nærværende og med tid en smule kedeligt, på trods af den flotte udsigt.

”You never know what’s comming for you”, eller ”livet er som en æske chokolade, du ved aldrig hvad du får”. Omtrent det samme. Benjamin virker utrolig passiv, engageret nok, men passiv, til tider ret tam og ligegyldig, mens han ser livets mange særligheder udfolde sig foran ham, som et farverigt måltid med tomme kalorier. Det er simpelt og til tider smukt, men også ufrivilligt distancerende for den involvering tilskueren skal gøre sig med Benjamin. Brad Pitt var ekvilibristisk fremragende, fængende som bare pokker med sin nihilistiske samfundsprædiken om den absolutte frihed i ”Fight Club” (Finchers næstbedste film), men i form af Benjamin er Pitt ganske tom og smagløs. Mimikken skifter sjældent og Pitt ligner en flot modellerdukke, adresseret til at være tilskuer for hans eget forunderlige liv.

Men til gengæld der hvor ”The Curious Case of Benjamin Button” skildrer sig særligt ud, og også her Fincher altid er god, er dens visuelle kalejdoskopiske rejse rundt i verden og illustreringen af dens vidundere. Fra et intenst søslag til Benjamins første tur ude fra plejehjemmet. Fincher viser engagement og ikke mindst kreativitet i hvert et billede, og det er i sig selv nok værd til at indløse billet til ”The Curious Case of Benjamin Button”. Smukke, kryptiske billeder gør det nogle gange bare ikke alene – jo i Terrence Mallicks film – specielt ikke, når understrømmen af det nødvendige følelseselement virker køligt distancerende og spejlblank ligegyldigt. Som et tordenvejr uden lyd.

Hvorfor den fik 13 Oscar-nomineringer - selvfølgelig foruden de tekniske, som den mere end velfortjent indkasserede – er mig lidt en gåde. Måske er det i virkeligheden dens simple form: den tager sig god tid til at billedlig gør et helt (lettere) usædvanligt liv og beskriver fint – men heller ikke mere end det – den tragedie der møder os alle. Døden. Alt er bare for entydigt. Benjamin, alle dem han møder på sin verdensomspændende søfartsrejse, kærligheden, symbolismen og livet selv. Alt. Og det gør at ”The Curious Case of Benjamin Button” velmente, sørgelige smukhed falmer til lettere lommefilosofisk underholdning fra en ellers rigtig dygtig instruktør.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.