Match Point: - Center Court -

Match Point

07/04-09- Center Court -
Denne anmeldelse inderholder spoilers.

--

Woody Allen er efterhånden en skikkelse, der er blevet mytologiseret i en sådan grad, at han grænser til at være kult. Som størstedelen af de andre instruktører, der har opnået den bittersøde ære i offentlighedens forum, er det hans repetitive filmformel der ligger til grund for - i hans tilfælde - kroningen som den amerikanske småborgerligheds enevældige forvalter og rutinerede playmaker. Han har længe skuet den akademiske drivkraft på hårene, i satire-film som ”Manhattan”, ”Annie Hall” og ”Crimes and Misdemeanors” og det ambivalente lykkejæger-gen, der tit kommer til udtryk i form af et trekantsdrama blandt modne mennesker. Med ”Match Point” sætter Allen sin opskrift på spidsen og leger endnu engang med det tema, der efterhånden er blevet hans ubamhjertige modus operandi, uden at dét – som man kunne frygte – går hen og bliver en farce eller ufrivillig parodi på sig selv. Ikke mere end hvad det er i forvejen, i hvert fald. Sjovt nok, er ”Match Point” dog uafhængigt hans mest personlige film, men også dén, der er mindst udpenslet i hans typiske, neurotiske konflikter. Alderen er blevet fortyndet og det klæder maskeballet at være sat på London's Bishop Avenue, frem for det store æbles interlektuelle kulturkredse. ”Match Point” er ikke lunefulde cocktail-parties for midaldrende gymnasielærer, blåøjede møer og spirrende kunstnere, men hummer på sølvfad og brusende champagne på køl. Det perfekte liv; eller det perfekte alibi for Chris Wilton (Jonathan Rhys-Meyers), en usolidarisk tidligere tennis-pro, der hurtigt og sikkert for leflet sig ind hos sine millionærklienter i sportsklubben hvor han træner, ved at spille på sin kærlighed til italiensk opera og viden om Dostojevskij's samlede værker.

Én kompliment tager den anden ved hånden og pludselig er Chris den nye, højt elskede gæst og kommende svigersøn på Hewett-familiens gods, hvor han får charmet sig ind hos parrets milde datter Chloe (Emily Mortimer), for hvem det ikke kan hurtigt nok med at blive gift og få børn. Den planlagte fremtid i fashionable omgivelser og med privatchauffør til direktør-jobbet, bliver dog truet, da Chris render ind i svogerens kone Nola: En latent skuespillerinde og kjoleklædt femme fatale, i skikkelse af en yndig Scarlett Johansson, hvis boblende sensualitet og amerikanske etnicitet, ikke falder i god jord hos svigermor. Herfra trækkes der selvfølgelig spor til dualismen og ”love is a looser's game”-problematikken fra Allen's tidligere film, men i ”Match Point” er udfaldet langt mindre betingelsesløst og mere kynisk, end hvad man kunne forestille sig, at der ville komme fra hans hånd. This is no happy ending. Affæren løber af sporet, da Nola bliver gravid (for tredje gang i hendes unge liv) og nedlægger veto om at få barnet – og gerne Chris med. Herfra starter en nerverflænsende linedans på begær, held og løgn, hvor Chris' rådvilde appetit bliver spillet ud imod sig selv, i et amoralsk sæt, der får skyggerne til gradvist at lurer under overfladen, for hver scene der bevæger sig tættere imod hans udgrundende spring ind i skæbnens mørkekammer.

Siden ”Bullets over Broadway”, har det været et døsigt pusterum og et kreativt parti petanque for Woody Allen (hvor kun ”Sweet and Lowdown” kom tæt på grisen og kunne gøre sig værdig til at blive nævnt, blandt hans mere middelmådige værker). Derfor er ”Match Point” både et forfriskende pust i karrieren og et skridt mod den tørlagte hjemmebane; den konstruede urban-historie med humoren og erotikken som incitament til Billy Wilder og hans strofe ”I just made pictures I've would've liked to see”. Men der er ugler i mosen; ”Match Point” er Allen's hidtil mørkeste film – som en paradeforestilling af James Ivory i børstet stål – hans univers er ligeså klinisk og spidst, som de identitetskriser hans dysfunktionelle hovedkarakterer døjer med, når de afmålt tolererer deres anonyme skæbner. Angsten for at være alene, har sjældent lyst stærkere. Sexgames og utroskab er mere en fejl, end en synd i Allen's vision, der heller ikke holder sig tilbage fra en misogyn dom over kvindefigurens affektion og tække, i en konflikt og historie der spejler sig umiskendeligt i Jens August Schade's liflige digte. Scarlett Johansson er da også dén dramatiske muse i Allen's dunkle kammerspil og træder unægtelig i kraft som flammende og sukkersød nymfe, hver gang hun gør sin entré på skærmen og tænder op for blusset, så den lavmælte, sensuelle simren begynder at syde og koge.

I gryden findes også en veloplagt Jonathan Rhys-Meyers, der til trods for at have et ansigt støbt i gips (tænk Patrick Bateman), formår at anfægte publikum ind på hans voksende og iltre desperation, med det mindste løft af sit plukkede øjebryn. Tilsæt en logrende Emily Mortimer som krydderi, og Allen's kinetiske menage a toire mere end blot bærer hans lettere fortænkte plot. Der går aldrig kluddermor i dén – bevares – men når Johansson's genfærd står badet i månelys med ligbleg hud og frostblå læber, mens hun giver en eskatologisk anekdote om altædende skyldfølelse og den ubønhørlige undergang der står for døren, må man – og det er ej første gang – krumme lidt tæer og bærer over med Allen's forstokkede selvforherligelse. Han abdicerer ikke fra sin forståelse af de store små konflikter eller den sociale nihilisme , men ”Match Point” havde gjort sig bedre, med en smule rustik. Nuvel, der er sparet på ”I feel like we're in a Noel Coward play. Someone should be making martinis” eller andet slik for litterærer æggehoveder, hvilket bestemt sætter spændingerne på et noget mere dødeligt niveau.

Efter de traditionelle hvid-på-sort titelkort med tillæggende jazz-noder, går ”Match Point” over i en naturalistisk billedside, skudt af (den britiske) fotograf – med det halsbrækkende navn -Remi Adefarasin. Her er ingen leg med skygger eller provokerende formater, som da Manhattan Bridge i skumringen stod som negativ til en stue i lampers skæer, og det er blevet et faktum at den kære instruktør ikke længere leger med de visuelle eller auditive kræfter; hans misé en scene er firkantet og ligner mest et filmet teaterstykke fra forreste række, med et soundtrack så forglemmeligt, at historien kunne gå vel foruden – selv når operatenorer akkompagnerer en voldscene med rørstrømsk crescendo.

Han er en spøjs fætter, ham Woody Allen. Længe har han lavet film med hjertet og hjernen på rette sted, selvom hans udtryksform og dét organiske stof i hans drama, næsten kvalificerer ham som en moderne antropolog og salonsocialist. ”Match Point” statuere et perfekt eksempel af det ubestridte, pessimistiske fortæller-talent og den emotionelle afstumpethed der altid har hjemsøgt hans eksekvering af funklende, selvskrevne manuskripter. Med den førnævnte anekdote og Chris' lavmælte respons, da han citerer Sofokles: ”Ikke at være født, er måske den største velsignelse af alle”, kan derfor tolkes som en selvrealisering og anerkendelse af Allen's egen nihilisme, der siden den spæde start var fundamentet for hans menneskelige studier og de konflikter, der blev vredet ud af hans gudsbenåede hjerne.

”Min bedste film”, kalder han den. Det er den muligvis også, på godt og ondt.

08/04-09Jarl
Hold kæft hvor du vokser gang på gang.

Det er jo nærmest lidt af en kunst i sig selv, men er du gal med film teorier, du smider om dig og skaber en forunderlig begavelse omkring læsestoffet.

Vildt, Jarl. Og forsæt endelig. Og gerne lidt oftere, tak.

Så må priesten vente. ;)

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.