Slumdog Millionaire: Skønhed og skyggesider

Slumdog Millionaire

10/04-09Skønhed og skyggesider
SPOILERS

Jeg må stille mig uforstående overfor dem, der mener, at ”Slumdog Millionaire” udelukkende er en såkaldt ”feel-good-film”. At kalde filmen således er i bedste fald en sandhed med store modifikationer, og det er, som jeg ser det, en komplet misforståelse af dens tematik og formål som film. ”Slumdog Millionaire” er såvel en helhjertet kærlighedserklæring til det farvestrålende Indien, som en nedslående fortælling om menneskets korruption og råddenskab i centrum af Mumbais slum. Den overraskende Oscar-sluger er således meget mere end det dybtfølte portræt af kærlighedens uforgængelighed, den entydige happy-end og den obligatoriske Bollywood-dans til rulleteksterne.

Det er ikke første gang, Danny Boyle har lagt navn til et mesterværk. Hans reelle gennembrud var ”Trainspotting”, der, selvom den delvist videreførte stilen fra ”Shallow Grave”, definerede instruktørens auteurprægede mise-en-scène, karakteriseret af visuelle gags, en hyperaktiv klipning samt et alsidigt soundtrack med alt fra All Saints (”The Beach”) til Underworld (”Trainspotting”) på tracklisten. Udover ”Trainspotting” tæller Boyles største bedrifter ligeledes den undervurderede ”The Beach” og den visuelt duperende sci-fi-film ”Sunshine”, der sammen med film som ”Millions” og ”28 days later” gør, at instruktøren bør regnes blandt den absolutte elite på den internationale filmscene. Med ”Slumdog Millionaire” har han imidlertid lavet sin hidtil bedste film.

Boyles indiskinspirerede drama forlader praktisk talt aldrig sin protagonist, den unge Jamal Malik, der er marginaler fra at stjæle den største gevinst i underholdningsprogrammet, ”Who Wants to be a Millionaire?” Med Jamals deltagelse i programmet som omdrejningspunkt portrætteres hans opvækst i slummen i velserverede flashbacks, der ligeledes leverer forklaringer på, hvordan i alverden han kan vide så meget, som tilfældet er. Umiddelbart burde forklaringerne fremstå håbløst banale, men Boyles ivrige insisteren på det eviggyldige i sin historie, samt billedet på hvilke erfaringer man gør sig som udsat barn i helvedes dyb, gør, at den delvist urealistiske idé transformeres til noget alt for realistisk på det store lærred. Præmissen i ”Slumdog Millionaire” er derfor det perfekte fundament for en universel fortælling om kærlighed og kummerlighed.

Og det er netop i denne skærende kontrast, at ”Slumdog Millionaire” går op i en højere enhed. Det er ikke en feel-good-film. Og det er ikke ”Requiem for a Dream”. Men derimod en unik blanding og i blandingen af ”det gode” og ”det onde” opstår skønheden, smerten og empatien. Boyle undgår at forfalde til det formanende og finder en hårfin balance, hvori den subtile kritik af en fordærvet menneskehed svøbes ind i en indbydende cinematografi med gennemgående brug af kælkede linjer og blærede belysninger, et eksotisk og pulserende soundtrack, en brillant klipning og ikke mindst en historie, der på papiret ender så godt, at selv misantropens mundvige må pege opad.

Dansen til A.R. Rahmans Oscar-vindende sang, ”Jai Ho”, under filmens rulletekster, lader sin tilskuer forlade biffen med et uforfalsket smil på læberne og et hungrende ønske om straks at gense hvert et minut af filmens to timer lange spilletid. Men skænker man filmen en tanke eller to, står det forbløffende klart, at der ikke er tale om en overfladisk omgang følelsesporno i stil med Hollywood’ske kærlighedskomedier. ”Slumdog Millionaire” er ikke en Hollywood-film. Og det er inderst inde ikke en synderligt opmuntrende film. Undertegnede forlod under alle omstændigheder biografen med en bitter bismag af magtesløshed, der ikke fortog sig ved gensyn, hvor detaljerne stod tydeligt frem og filmens tematik strålede i blot endnu større omfang. Blandt andet er sekvensen i og omkring børnelejren, der rundes af med en eminent eksekveret flugtscene, aldeles kompromisløs i sin skildring af materialisme som begrundelse for børnemishandling. Mens ”Hvem vil være millionær”-værten, der har nydt godt af en ellers ikke-eksisterende social mobilitet, forsøger at vildlede Jamal i stedet for at hjælpe ham, fordi det er HANS show. Hjælp dig selv og ingen andre.

Man kunne frygte, at ”Slumdog Millionaire” ville miste en del af tempoet, som handlingen skrider frem og børnene bliver voksne, men filmen bibevarer sit momentum, ligesom billede og lyd konstant gennemsyres af en vitalitet og virtuositet, som er så karakteristisk for Boyles film. Den skotske instruktør har lavet sin ubestridt bedste film med ”Slumdog Millionaire”, der både er en overdådig kærlighedserklæring til Indiens skønhed og en kompromisløs skildring af landets skyggesider.

10/04-09Skønhed og skyggesider
Læseværdigt indlæg, RFriis. Godt arbejde.

10/04-09Skønhed og skyggesider
Mange tak for responsen og de pæne ord. Jeg respekterer naturligvis til fulde din mening, selvom jeg ikke er enig.

Og tillykke med dagen! :)

10/04-09Skønhed og skyggesider
Skide godt, Rasmus, og rigtig godt spottet. Du har et godt indblik på filmens mange sider, og jeg er helt enig i din udmelding og ros til filmen.

Hvis man som nogle, heriblandt Filmlands Per Juul Carlsen, synes at her er tale om en feel-good film, og endnu et kærligheds drama, bare sat i Indien, er man ikke på rette spor. Filmen har undervejs, nogle meget gode pointer, især om det fundamentale i os alle. Der er nemlig ingen, rigtig mellemvej hér, det er hårdkogt ondskab, og samtidig hårdkogt kærlighed. Det ekstreme. Jovist, er der scener som dvæler i glødende kærlighed, men mest af alt er 'Slumdog Millionaire' også, et stramt og realistisk kig på den tredje verden, og Danny Boyle tager rigtig godt fat omkring den indiske kultur, og trofast at han slutter filmen af, med Bollywood'sk manér.

Det er en fantastisk film!

11/04-09Skønhed og skyggesider
Takker :-)

Mirza:

Boyles intention har næppe været at lave en decideret troværdig skildring af begivenhederne. Det er filmen simpelthen for utroværdig og naiv til. Han ville derimod lave en klassisk kærlighedsfortælling, hvor han så tager udgangspunkt i en anden kultur. Men konceptet er det samme. Fedt nok at du får meget mere ud af den, men det er stadig en opløftende film, der gør en glad og i godt humør, trods en voldsom billedside og heftig klippestil.

11/04-09Skønhed og skyggesider
Hvis vi holder os til en enkel side af historien, nemlig Jamals jagt på sin flamme, så er den skam både overdreven og ren sødsuppe, i hele sin fortælling. Men for fanden, hvor er den altså meget mere end dét.

11/04-09Skønhed og skyggesider
Jeg er meget enig i det, du siger, Jonas, og du skal have mange tak for de rosende ord. Jeg kan næsten ikke vente med at se denne perle endnu engang. :)

11/04-09Skønhed og skyggesider
Må nok heller få filmen genset så jeg har den frisk i hukommelsen.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.