Superbad: De skønne pubertære tabere

Superbad

13/04-09De skønne pubertære tabere
Gang på gang har Amerika skidt den ene dumme ungdomskomedie ud efter den anden. Alle med det manglende problem, at de hverken kan skabe engagement for deres excentriske figurer eller have noget relevant på hjertet, uden at fremstå patetisk dobbeltmoralsk.

Det hele svælger i skamløs banderi og plat sjofelhed og mangler frem for alt menneskelig sjæl. De arketypiske teenagere, med nok så mange vedkommende problemer, forekommer som rendyrket overfladiskhed, der er blottet for menneskelig indsigt.

Det er ikke figurer, men antihumanistiske platugler, man på ingen måde kan og vil identificere sig med.

Men dette er et helt andet tilfælde med ’Superbad’, der til trods for stadig være lang i spyttet, når det kommer til udbasunering af ungdommelige bandeord og ekstreme pinligheder, har alt det, film som ’American Pie’ savner.

Nemlig at holde af sine hovedpersoner, og netop skabe en understrøm af oprigtighed og nærvær. Det er først og fremmest ’Superbad’s helt store triumf, som der næsten kan kategoriers for et lille epokebrud inden for ungdomskomedie genren.

En film der kan det, alle de andre filmiske teenageskildringer drømmer om.

Det er faktisk en lidt speciel oplevelse, at opleve ’Superbad’ folde sin historie ud og hvordan den formår at værne om den. For der er virkelig på ingen måde skruet ned for plathederne og ikke mindst usandsynligheder.

Men understrømmen af netop velment oprigtighed, giver de mange platheder en ekstra dimension og fremkommer nemlig ikke som sjælesalg til sjofelheden. Der er nemlig tale om en ualmindelig vellykket kombination af menneskelig morale og pikkelige platheder.

Bedst illustreret i den bumsede tyksak Seths skøjtejageri, der har det hele i sin svovlende mund, men sander til sidst, at det i virkeligheden er hjertet der skal tale og ikke den falske identitet og bestræbelse på macho cool fyr.

Iscenesættelsen af den pubertære tid og dens mange medfølgende problemer er netop akkurat den samme, som i ’American Pie’. Hovedpersonerne står for enden af High School og har endnu ikke fået noget, for alvor festet igennem og fundet sig selv og hinanden.

Det hele skal så skydes af – eller nærmere i gang – når de tre fyre, Seth, den generte Evan og den gangstertalende brilleabe Fogell endelig bliver inviteret til en fest.

Men intet går jo som planlagt, og alle tre kommer ud på en større og mærkværdig rejse inden de alle med store forhåbninger kommer til at kysse med drømmetøsen. En rejse hvor blandt andet Fogell kommer i selskab med to politibetjente, der på ingen måde er mere moden end ham.
De to politibetjente, spillet af suveræne Seth Rogen og Bill hader, er morsomt bekendtskab når de bedugget i nattens mørke udøver ”lovens lange pik”, som de selv siger det.

Indrømmet er de også lidt eksemplet på ’Superbad’s svaghed. Det svømmer nogen gange lidt over, bliver til dels lidt for svulstigt og en smule lidt for plat. Det er dog til at leve med, for foruden de enkelte svaghedsøjeblikke, har ’Superbad’ været en lang velkoreograferet dans, der nonstop har serveret kompromisløse morsomheder, der vil få alle med en smule sex og sprut på hjernen, til at ligge flade af grin.

Derfor er ’Superbad’ en herlig velkomst ind på verdensscenen for ungdomskomedier, som den sammen med den ligeså gode ’Knocked Up’ har erobret genren og gjort den til det, vi alle længe har ønsket.

Min hjemmeside: http://kulturanmelderen.blogspot.com

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.