Baader Meinhof Komplekset: Fremragende film om terror

Baader Meinhof Komplekset

24/05-09Fremragende film om terror
Medrivende, spændende og enormt interessant film, som i tilstræbt dokumentarisk stil skildrer Rote Armee Fraktions tilblivelse og storhedstid.

Filmen har en stor styrke i, at den starter med at gøre RAF forståelige. Man forstår, hvordan deres ideer om 'byguerillaen' opstår, når fredelige demonstrationer bliver mødt med tæsk af myndighederne. Studenteroprøret var, i hvert fald til dels, næret af en helt rimelig vrede over, at anderledes tænkning blev undertrykt. Som filmen nævner, havde terroraktionerne da også forbløffende stor opbakning i den vesttyske befolkning - indledningsvis.

Men kæden hopper virkelig af i løbet af filmen, hvor især Andreas Baader fremstår som en bandit, der lige så vel kunne have været gangster eller aktivist på den modsatte side. Plus at gruppen som helhed har en fascinerende evne til at retfærdiggøre alt, hvad de foretager sig, gennem deres marxistiske teoretiseren. Hvilket selvfølgelig bare får tingene til at eskalere mere og mere.

På den modsatte side er Horst Herold, chefen for forbundskriminalpolitiet, en fornuftens stemme, som påpeger, at man ikke får terrorismen til at gå væk ved at slå folk i hovedet. Men hans budskaber drukner også i den tiltagende vold, og på det punkt er filmen ubehageligt aktuel. Jeg havde i hvert fald ikke svært ved at se nogle paralleller mellem de tyske myndigheders metoder og så moderne terrorbekæmpelse med Guantánamo og den slags.

"Der Baader Meinhof Komplex" er en virkelig vellavet film, som giver en enormt autentisk fornemmelse af 60'erne og 70'erne. Den er flot instrueret af veteranen Uli Edel (som engang lavede "Christiane F.") - der er tempo og action på fra første sekund, uden at filmen på nogen tidspunkt virker forhastet, selv om den kommer omkring ekstremt mange detaljer. Også så mange, at det nok kan være svært at følge med, hvis man ikke kender noget til RAF på forhånd. Men faktisk er der af gode grunde sorteret en del - den venstreorienterede terrorismes internationale forgreninger bliver kun løst skildret, og RAF's forbindelse til Stasi nævnes slet ikke. Men filmens indhold er fascinerende, og den giver bl.a. et korrekt portræt af Gudrun Ensslin som gruppens kvindelige leder, hvor Ulrike Meinhof mere var en medløber. I den forbindelse er det sigende, at filmen lader omstændighederne omkring Meinhofs død i fængsel stå åbne for fortolkning.

Og sidst, men ikke mindst er det en kanongodt spillet film. Johanna Wokalek og Moritz Bleibtreu er helt fantastisk overbevisende som Ensslin og Baader, men der er godt, troværdigt spil i alle roller - især også af Martina Gedeck som Meinhof, Bruno Ganz som Herold og Nadja Uhl som Brigitte Mohnhaupt.

"Der Baader Meinhof Komplex" er en fremragende film om et ualmindeligt interessant kapitel i moderne europæisk historie (og Den Kolde Krig).

27/06-09Fremragende film om terror
Hej Carcajou

Er uenig med dig her i din dom.
Hvor interessant eller hvor heldigt er det lige at lave en modstandsfilm, om nogle der opføre sig så tåbelige som denne her gruppe?
Selvfølgelig får man noget at tænke over, men det kunstneriske er altså helt i bund, med en masse gentagende action på action og med en masse fraser, som er med til at drukne en myte som ingen foriøvrigt har hørt særlig meget om, og som man efter at have set filmen, godt kunne have sparet os for.

2 stjerner

02/07-09Fremragende film om terror
Hej Peter,

Må jeg tillade mig at gætte på, at du er under 25 år gammel og dermed ikke har førstehåndsoplevelsen af, *hvor* berømte/berygtede RAF var i 70'erne og start-80'erne, *hvor* omtalte de var i medierne (også i Danmark), og *hvor* meget de og beslægtede europæiske grupper dengang fyldte i venstrefløjens selvforståelse?

"Der Baader Meinhof Komplex" er efter min mening ikke en modstandsfilm, men en film om en periode i europæisk historie, hvor fronterne var skarpt optrukne mellem højre og venstre, mellem ungdomsoprør og gammeldags autoritetstænkning - og det, der skildres i filmen, var en væsentlig del af Den Kolde Krig, som jo netop blev udkæmpet på symbolske handlinger og politisk propaganda.

Jeg synes, Uli Edel & co. løser opgaven flot ved netop at gøre det forståeligt, hvorfor RAFs ekstreme ideologi og metoder var så tiltrækkende for mange tyskere, men samtidig også vise, at ja, de var egentlig ret tåbelige. Og filmen får den form, den har, fordi den er dokumentarisk. Der er bunkevis af episoder at vælge imellem i gruppens historie, og det synes jeg, at filmmagerne har gjort rigtig fornuftigt. Så der bl.a. kommer en tydelig sammenhæng mellem, hvad vi ser, og hvordan personerne bliver mere og mere ekstreme.

13/02-10Fremragende film om terror
Normalt skal Carcajou næsten altid have det sidste ord, men her vil jeg altså ikke bare give mig sådan uden videre!

Mærkeligt nok var stort set den samlede dagspresse enige om at dette er yo-go ok, og det er jo lidt mærkeligt, når nu de fleste skulle smører til venstre!

Som sagt kommer denne Baader Meinhof-gruppe til at fremstå som ekstrem fjendtligsindet, og dermed synes det sådan set det kan være lige meget at finde mere ud af dens "mærkesager." Hvis det er rigtigt, at gruppen er som den bliver skildret på film, så er de altså ikke mere betydningsfulde end at man skulle have ladet det ligge. Men det er jo desværre en af de uheldige tendenser i dagens filmindustri, at man skal lave film om alt muligt mindre vigtigt....og mærkeligt. Men så lang tid der er nogle som Carcajou, der bare skal se alle Film!!, så bliver man nok ved med at lave film om alt muligt mærkeligt....

Og så er opbygningen heller ikke videre gennemført. Når man nu tror at man skal få et lidt mere nuanceret syn på hovedgruppen, gennem retssagen, så starter man gudhjælpende forfra med en ny gruppe som også lige skal lave ballade i gade, og så er vi efterhånden henne på dette tidspunkt hvor det begynder at være lidt småkedeligt.

Sorry Carcajou og Ebbe Iversen, men her tager i altså fejl

13/02-10Fremragende film om terror
Ja, det er da også umanerligt usamarbejdsvilligt af virkeligheden, at den ikke bare underlægger sig Syd Fields teorier. :-)

Og bare rolig, Peter, jeg skriver ikke mere i denne tråd, så du skal blot svare for at få det sidste ord ...

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.