Crank: High Voltage: Højspændt underholdning

Crank: High Voltage
Film Crank: High Voltage
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
Højspændt underholdningCarcajou

10/07-09Højspændt underholdning
Den første "Crank" nåede aldrig frem til danske biografer, men var en hidsigt klippet, politisk ukorrekt, effektivt underholdende actionfilm. Hovedpersonen er en lejemorder, der i etteren blev forgiftet og derfor måtte spæne rundt i en konstant adrenalinrus for at holde sig i live, til han fandt de skyldige.

"Crank" sluttede tilsyneladende med hovedpersonens død, men i "High Voltage" viser det sig, at han slet ikke døde, men i stedet blev beslaglagt af nogle nye banditter, der bortopererede hans hjerte. Og nu må han så igen spæne rundt i Los Angeles, på jagt efter sit hjerte, mens han konstant skal huske at genoplade den erstatning, som midlertidigt holder ham i live.

Det er selvfølgelig noget værre nonsens, som foregår i en tegneserie-machoverden, hvor alle mænd er tatoverede og bevæbnede, mens alle kvinder er ludere og/eller strippere. Men som den første film er "High Voltage" lavet med et stort, provokerende glimt i øjet og en imponerende idérigdom i scener og detaljer. Det ene bizart-humoristiske indslag afløser det andet i en film, som bl.a. kommer omkring strejkende pornoskuespillere og offentlig sex på galopbanen. Plus at der naturligvis bliver tævet og skudt løs, så både bandemedlemmer og halvnøgne kvinder falder som fluer.

Det er ikke alt, som virker lige godt - et par passager bliver for platte, og andre steder er "High Voltage" lidt for meget en gentagelse af den første film. Men den er ofte morsom og konsekvent stilfuld i sin aggressivt klippede stil. Instruktørparret Mark Neveldine og Brian Taylor har en glimrende sans for MTV-agtig stil, og det er i øvrigt værd at bemærke, at de også står bag manuskriptet til den kommende filmatisering af westerntegneserien "Jonah Hex".

Jason Statham gør det igen rigtig godt i hovedrollen, som ligger perfekt til hans knurrende, fysiske spillestil. Amy Smart og Dwight Yoakam gentager også deres fine roller som henholdsvis hans kæreste og læge, og så er den kinesiske stjerne Bai Ling kommet til i en festlig rolle som smågal luder.

"Crank: High Voltage" kan ligesom forgængeren beskyldes for at være racistisk, sexistisk, voldsforherligende og alverdens andre ting. Men hvis man er til stiliseret, hårdtpumpet pulp-action med rå humor, giver den faktisk en festlig tur i biografen. Ikke helt så god som etteren, men stadig glimrende underholdning.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.